Hypoplastisk anæmi er en type af blodmangel (anæmi), som skyldes, at produktionsapparatet for blodceller i knoglemarven er reduceret eller totalt ophørt. Betegnelsen anæmi er ofte misvisende, idet personen ikke kun har mangel på de røde blodlegemer, men ofte også har nedsat koncentration af andre blodceller. Der findes dog tilstande, der isoleret rammer dannelsen af de røde blodceller (engelsk pure red cell aplasia).
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet hyperplastisk anæmi kommer af græsk hypo 'mindre' og latin plasia 'vækst, udvikling' samt græsk anaimia 'mangel på blod'
Tilstanden kan være kompliceret med andre produktionsfejl i knoglemarven som myelodysplastisk syndrom. Ved generel svær nedsættelse af knoglemarvsfunktionen kaldes tilstanden aplastisk anæmi. Ved en cytogenetisk undersøgelse af knoglemarven, hvor gen- og kromosomforandringer detekteres, kan diagnosen kommes nærmere.
Symptomerne bestemmes først og fremmest af sværhedsgraden af knoglemarvssvigtet. Typiske tegn er anæmisymptomer, infektionstendens og blødningstendens.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.