immanens

Man har typisk sagt om Spinoza, at han i modsætning hertil betragtede selve guddommen som immanent. Det skal dog ikke forstås på den måde, at Gud var indeholdt i naturen, men at Gud var lig med naturen selv i al dens mangfoldighed.

Kant kalder brugen af kategorier, fx substanskategorien, og af grundsætninger, fx kausalprincippet, for immanent, hvis de anvendes inden for erfaringens grænser. Dette stiller han i modsætning til deres transcendente brug, dvs. deres brug på ting-i-sig-selv.

Tingen-i-sig-selv er transcendent ifølge Kant, fordi vi kun kan erfare det, der fremtræder for os, dvs. tingen-for-os.

Hegel tog udgangspunkt i Spinozas monistiske tænkning frem for Kants dualistiske skelnen mellem objekt og subjekt, samt mellem det erfarede og det blot tænkte.

Hegel så det som filosofiens opgave at ophæve spaltningen mellem det transcendente og det immanente i en syntetisk enhed. Dog hævdede Hegel, at Spinoza ikke havde indset nødvendigheden af en dialektisk bevægelse frem mod denne enhed.

Immanensfilosofi bruges som betegnelse for to forskellige tankeformer:

• en erkendelsesteoretisk idealisme, der hævder, at virkeligheden kun er givet som bevidsthedsindhold. Tilhængere af denne opfattelse er George Berkeleys immaterialisme, David Humes empirisme og J.G. Fichtes absolutte idealisme.
• en ontologisk opfattelse, ifølge hvilken virkeligheden er bestemt af et immanent princip, dvs. at der ikke er noget uden for naturen selv, der har skabt naturen. Herunder hører Spinozas metafysiske panteisme. Ligeledes står Hegel for en immanensfilosofisk opfattelse af, at den historiske udvikling er bestemt af historiens egen, indre dynamik.

Modsætningen hertil er en transcendensfilosofi (ikke at forveksle med Kants transcendentalfilosofi), som lægger det bestemmende princip uden for virkeligheden, fx som en guddom.

• religionsfilosofi
• transcendens
• Barudch Spizoa
• Immanuel Kant
• G.W.F. Hegel
• idealisme
• ontologi