Panteisme er den opfattelse, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden. Begrebet er dannet i 1700-tallets begyndelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet panteisme er dannet af pan- og græsk theos 'gud' og -isme.

Panteismens udvikling

Inden for renæssancens nyplatonisme hævder fx Nicolaus Cusanus, at verden er en udfoldelse af Guds væsen, og Giordano Brunos monisme har ligeledes klare panteistiske træk.

Baruch Spinozas identifikation af Gud med naturen, dvs. hans lære om Guds immanens i verden, betragtes som prototypen på panteisme.

Denne prototype har haft betydning for F.W.J. Schellings identitetsfilosofi, i hvilken ånd opfattes som usynlig natur og natur som synlig ånd. Også G.W.F. Hegels opfattelse af virkeligheden som den absolutte og immanente ånds selvudfoldelse har rod i Spinozas metafysiske tænkning.

Panteisme og panenteisme

Religionsfilosofisk skelnes der gerne mellem panteisme og panenteisme, hvor sidstnævnte betegnelse dækker, at verden nok er gennemtrængt af det guddommelige, men at Gud samtidig udgør en virkelighed for sig selv.

Moderne versioner

Variationer af panteisme og panenteisme lever videre i moderne metafysiske fremstiller af verden og naturen som helhed.

Metafysiske verdensforklaringer

Denne variation ses fx hos filosofferne Charles Sanders Peirce, Samuel Alexander og Alfred North Whitehead, der på forskellige, men beslægtede måder, spekulativt hævdede, at den orden, naturen fremtræder med, peger på tilstedeværelsen af en immanent kraft, der både har fysisk og mental karakter.

Ud fra en kybernetisk indfaldsvinkel har Gregory Bateson fulgt op på denne grundantagelse. I alle tilfælde anvendes 'Gud' som begreb for den altomfattende sammenhæng i naturen.

Gaia

Endelig finder man klare panteistiske træk i vore dages tværfaglige og økologiske fokus på jordkloden som et helligt eller ligefrem guddomslignende eksistensgrundlag. Siden James Lovelocks bog The Gaia Hypothesis (1972) har denne interessesfære været omtalt som Gaia-bevægelsen, hvor Gaia er navnet på den græske gudinde for jorden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig