Kæbeledsgigt er forskellige gigtlidelser i kæbeleddet.

Symptomer ved kæbeledsgigt

Symptomerne ved kæbeledsgigt er smerter, hæmmet gabe- og tyggefunktion og knogleforandringer, som kan ses på røntgenbilleder.

Slidgigt i kæbeleddet

Den hyppigste form for kæbeledsgigt er slidgigt (artrose), dvs. degenerativ ledsygdom i leddet hvor brusk og knogleoverflader langsomt nedbrydes. Tændernes sammenbid vil normalt ikke påvirkes. Efter et årelangt forløb vil tilstanden gå i ro. Generne i kæbeleddet vil så være væk bortset fra beskedne følgevirkninger i form af gruslyde i leddet ved kæbebevægelser, let mindsket gabeevne og lejlighedsvis lokal ømhed.

Leddegigt

Generel inflammatorisk ledsygdom, som fx leddegigt (reumatoid artrit), kan også vise sig i kæbeleddet sammen med angreb i andre led. Lidelsen kan generelt ikke helbredes, men holdes nede med medicinsk behandling. I kæbeleddene er sygdomsangrebet og nedbrydningen mere omfattende end ved slidgigt. Forløbet er mere ugunstigt, og begge kæbeled er sædvanligvis påvirket. Ved sammensynkning af leddene vil der også ske ændringer i tændernes sammenbid med bidåbning fortil. Hos børn kan ledsygdommene desuden medføre behandlingskrævende, stærkt nedsat ansigts- og kæbevækst (fx vigende hage).

Behandling af kæbeledsgigt

De ofte langvarige og intense smerter kan mildnes ved lokalbehandling af leddet, med bidskinne og med lægemidler.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig