gigt

Leddegigt

Af Ukendt/Science Photo Library, NTB.

Licens: CC BY NC SA 4.0

Leddegigt *(reumatoid artrit)* er en inflammatorisk reumatisk sygdom. Dvs. at det er en betændelsessygdom.

Conditions R, Rheumatoid arthritis of the hands. Case study.

Af Ukendt/Radiopaedia.org.

Licens: Begrænset anvendelse

Gigt. Fordelingen af forskellige gigtsygdomme i Danmark (2007).

Af Troels Mørk Hansen.

Gigt er en fællesbetegnelse for sygdomme, der medfører smerter og nedsat fysisk funktion i bevægeapparatet. Bevægeapparatet omfatter led, sener og muskler.

Faktaboks

Etymologi: Ordet gigt kommer fra middelnedertysk gicht, af uvis oprindelse.
Også kendt som: gigtsygdomme, reumatiske sygdomme

Ordet gigt bruges stort set synonymt med betegnelsen reumatiske sygdomme, og ordet bruges normalt om kroniske lidelser. Der er et stort overlap mellem gigtsygdomme og aldersbetingede forandringer. Den normale aldring medfører ændringer i led, sener og muskler, som giver øget stivhed og besvær med at sætte bevægelse i gang.

Betegnelsen gigt er ikke klart defineret og overlapper med betegnelserne reumatologiske sygdomme og reumatisme. Reumatologiske sygdomme omfatter dog også mere akutte tilstande og sygdomme, der påvirker andet end bevægeapparatet, som fx blodkar og indre organer (systemsygdomme eller bindevævssygdomme). Reumatisme er en ældre betegnelse, som stort set er synonym med gigtsygdomme.

Gigtsygdomme medfører store omkostninger for sundhedsvæsnet og samfundet på grund af sygefravær og nedsat arbejdsevne.

Reumatologi er læren om gigtsygdomme samt betegnelsen for det lægelige speciale, som varetager forskning, uddannelse, diagnostik og behandling af gigtpatienter.

Typer af gigtsygdomme

Gigtsygdomme omfatter mange forskellige tilstande, der kan inddeles i flere grupper. Overordnet deles gigtsygdommene i inflammatoriske sygdomme, hvor der er inflammation i bevægeapparatet og degenerative sygdomme/tilstande, hvor der er sket en svækkelse af strukturer i bevægeapparatet.

Inflammatoriske gigtsygdomme

Inflammatoriske gigtsygdomme er sygdomme, hvor der er inflammation, primært i leddenes ledhinde, som er en tynd slimhinde, der sidder inde i leddet (artritis). Den hyppigste form for inflammatorisk gigtsygdom er urinsyregigt, hvor inflammationen udløses af, at urinsyrekrystaller udfældes i leddet. De fleste andre inflammatoriske gigtsygdomme skyldes, at kroppen reagerer på sig selv og udløser inflammation i leddene ved en autoimmun eller autoinflammatorisk reaktion. Det er tilfældet ved fx leddegigt (reumatoid artrit), rygsøjlegigt (spondylartrit) og reaktiv artritis. Inflammationen i leddene indebærer risiko for varige skader.

I sjældne tilfælde kan inflammationen udløses af en infektion i leddet. Det giver en akut sygdom, som ikke grupperes under gigtsygdomme.

Ud over smerter og stivhed i leddene er inflammatoriske ledsygdomme ofte præget af almen sygdomsfølelse med udmattelse og træthed.

Degenerative gigtsygdomme

Degenerative gigtsygdomme er tilstande, hvor der sker en svækkelse af strukturer i bevægeapparatet over tid.

Artrose

Artrose, der også kaldes slidgigt, er langt den hyppigste degenerative ledsygdom. Ved artrose sker der en udtynding af ledbrusken. Årsagen hertil er ikke kendt, og det er heller ikke klarlagt, hvad der forårsager smerten ved artrose. Knoglerne tæt på leddene kan blive fortykkede og skæve. Trods det danske navn "slidgigt" skyldes artrose sjældent overbrug af bevægeapparatet. Hyppigheden af artrose stiger markant med alderen. Artrose og andre degenerative gigtsygdomme viser sig typisk ved gradvist indsættende led- eller rygsmerter, der øges ved belastning.

Bløddelsgigt

Bløddelsgigt rammer bløddelene i bevægeapparatet, det vil sige muskler, sener og seneskeder. Sygdommene skyldes ofte overbelastning og er præget af smerter ved bestemte belastninger. Aflastning og tilpassede øvelser kan ofte få tilstanden under kontrol. Bløddelsgigtsygdomme kan fx være senebetændelse, seneskedebetændelse og slimsækbetændelse.

Kroniske rygsmerter

Kroniske rygsmerter indtager en særstilling blandt gigtsygdommene. Kroniske rygsmerter er overordentligt almindelige, især i lænden. Selv om der er sammenhæng mellem risikoen for at have rygsmerter og omfanget af forandringer på scanninger af ryggen, er det kun i et mindretal af tilfældene muligt at udpege, hvilke strukturer, der udløser smerterne. Langt de fleste mennesker udvikler med tiden forandringer på scanninger af ryggen, men langtfra alle får symptomer svarende hertil.

Forekomst

Gener fra bevægeapparatet er almindelige og kan ses i alle aldre, men særligt med øget alder. Det er anslået, at godt 75 procent af befolkningen i løbet af en måned vil have oplevet gener fra bevægeapparatet i en eller anden form. Forekomsten har været ganske stabil over tid. Efter infektionssygdomme er smerter i bevægeapparatet den hyppigste konsultationsårsag hos den praktiserende læge.

De inflammatoriske gigtsygdomme angriber omtrent to procent af befolkningen, mens degenerative tilstande er meget almindelige, særligt blandt ældre. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) regner med, at 10 procent af alle mænd og 18 procent af alle kvinder over 60 år har symptomer på artrose. Af disse vil 80 procent have nedsat fysisk funktion og 25 procent kan ikke udføre de almindeligste daglige aktiviteter.

Tabte gode leveår

Antallet af tabte, gode leveår kan gøres op med metoden DALY (Disability Adjusted Life Years), som måler antallet af tabte sygdomsjusterede år. En opgørelse fra 2015 af tabte gode leveår i Danmark for forskellige sygdomme inkl. kræft, hjertesygdomme, KOL m.fl., viste, at lænderygsmerter ligger på førstepladsen (med over 130.000 DALY), andre muskelledsmerter på niendepladsen (med over 38.000 DALY), nakkesmerter på 11.-pladsen (over 36.000 DALY) og slidgigt (artrose) på 21.-pladsen (med over 9.000 DALY).

Omkostninger

De årlige omkostninger for sundhedsvæsenet gøres op for forskellige sygdomme. I 2015 var artrose på andenpladsen med omkostninger for 2,4 mia. kr. Lænderygsmerter var på femtepladsen (1,8 mia. kr.) og nakkesmerter på 13.-pladsen (0,9 mia. kr.).

Behandling af gigt

Behandlingen af gigtsygdomme afhænger af symptomerne og diagnosen. De fleste gigtsygdomme undersøges og behandles hos praktiserende læger.

Specialiserede behandlere

Hospitalernes reumatologiske afdelinger behandler overvejende de inflammatoriske gigtsygdomme, da disse sygdomme anses for at være de alvorligste og ofte kræver brug af kraftige medikamenter, som kun sættes i værk af reumatologer. Reumatologer i speciallægepraksis indtager en mellemposition og behandler både personer med degenerative sygdomme og personer med lettere inflammatoriske sygdomme. Mange steder er der endvidere egentlige rygklinikker, der vurderer og behandler personer med degenerative rygsmerter.

Tværfaglig behandling

Behandlingen af gigtsygdomme er ofte tværfaglig med deltagelse af læger og sygeplejersker. Fysio- og ergoterapeuter bidrager med øvelser til bevarelse af ledbevægeligheden og styrkelse af muskelfunktionen. Fysio- og ergoterapeuter yder desuden hjælp og vejledning til at klare arbejdsmæssige og daglige gøremål og tilpasning af hjælpemidler. Bandagister og ortopædiske skomagere kan fremstille eller tilpasse fodtøj, og fodterapeuter forebygger problemer som ligtorne. Ortopædkirurger står for en række kirurgiske indgreb, bl.a. indsættelse af ledproteser og stivgøring af led. Smertespecialister hjælper med behandling af smerte.

I Danmark er der desuden fire gigthospitaler, hvor personer kan komme på et ophold af nogle ugers varighed til intensiv træning og med henblik på at lære at leve med en gigtsygdom.

Lægemidler til gigtsygdomme

Mange gigtpatienter har gavn af smertestillende medicin, især Paracetamol og NSAID (se nedenfor), der udover at være mildt inflammationsdæmpende også har smertestillende effekt. Man er generelt tilbageholdende med at bruge morfin eller morfinlignende præparater på grund af risikoen for afhængighed og for at behovet øges. Morfinpræparater virker i øvrigt erfaringsmæssigt ret dårligt på de inflammatoriske gigtsygdomme.

Inflammation kan behandles med betændelsesdæmpende medikamenter. De mildeste er i gruppen NSAID (Non-Steroid Anti-Inflammatory Drugs), hvor det mest brugte i Danmark er Ibuprofen.

Medikamenter i gruppen DMARD (Disease Modyfying Drugs) bruges til en række kroniske inflammatoriske gigtsygdomme, fx leddegigt (reumatoid artrit). Virkningen af disse medikamenter indtræder kun langsomt, typisk i løbet af måneder. Det mest brugte i denne gruppe er Methotrexat, og andre stoffer er Salazopyrin og Hydroxyklorokin. DMARD-medikamenter kan undertrykke inflammationen og forebygge skader på bevægeapparatet, så længe de bruges.

Nyere kraftige betændelsesdæmpende medikamenter er biologiske gigtmedikamenter og JAK-hæmmere. Generelt øger de kraftigere medikamenter risikoen for bivirkninger, især i form af infektioner.

Binyrebarkhormoner indtager en særstilling i behandlingen af inflammation. De dæmper inflammation meget effektivt og hurtigt, og de kan bruges både systemisk, fx som tabletter, og lokalt som fx injektioner i led. Brugen af binyrebarkhormon begrænses af risikoen for bivirkninger. Bivirkningerne er meget dosisafhængige og omfatter bl.a. risiko for infektioner, knogleskørhed, sukkersyge, grå stær og forhøjet blodtryk samt udtynding af huden og forsinket sårheling.

Midler mod urinsurgigt. Ved akutte anfald kan lægemidler fra NSAID-gruppen anvendes, fx Colchicin eller binyrebarkhormon. Den mere langsigtede behandling reducerer mængden af ophobet urinsyre i kroppen. Det kan ske med Allopurinol eller Febuxostat, som hæmmer dannelsen af urinsyre i kroppen eller med Benzbromaron, som øger udskillelsen af urinsyre i urinen.

Interesseorganisationer

Det lægelige speciale reumatologi er organiseret i Dansk Reumatologisk Selskab. Internationalt er de nationale reumatologiske selskaber organiserede i bl.a. European League Against Rheumatism (EULAR) og American College of Rheumatology (ACR).

Gigtforeningen er en landsomfattende interesseorganisation for patienter med reumatologiske lidelser. Den har 82.000 medlemmer (2024).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Reumatologi

Lars Juul

Overlæge, klinisk lektor; ph.d.; Københavns Universitet