krigsskibe

Krigsskibet fandtes allerede i oldtidens Middelhav, hvor det formentlig opstod i den minoiske kultur omkring 2000 f.Kr. Et slankt, næppe særlig sødygtigt skib, der kunne drives frem for sejl, men blev roet under kamp, hvilket sikrede stor manøvreevne og muliggjorde anvendelse af vædderen, som måske var i brug allerede da, en skarp, metalbeslået spids i stævnen under vandlinjen, der kunne slå hul i modstanderens skib. Denne galej-"prototype" dannede mønster for Middelhavets krigsskibe helt op i 1500-t. e.Kr. Den blev videreudviklet af fønikierne, grækerne, romerne, byzantinerne og venetianerne, og allerede i oldtiden fandtes den i en standardversion (triere eller trirem 'treåre') med tre rækker årer over hinanden og bemandet med flere hundrede mand. Både mindre og større typer fandtes, og betegnelserne som quadrirem 'fireåre' og quinquerem 'femåre' gav anledning til en formodning om, at der havde eksisteret galejer med fire, fem, ja helt op til 20 lag årer. Det er dog en umulig tanke, og tal over tre tolkes nu som det samlede antal mænd ved årerne i den ene side af én lodret sektion. Romerne forbedrede i øvrigt triremen med en corvus 'ravn' i stævnen, en sænkbar bro med en nedadvendt spids, som man kunne lade falde over et vædret skib for at fastholde det og for let at kunne entre det.

Vikingernes langskib var en stor spidsgattet, klinkbygget kølbåd af op til 36 m længde, der blev drevet frem af et bredt råsejl eller roet. Langskibet, der blot var en af en række nordiske skibstyper, blev brugt gennem hele vikingetiden, dvs. fra slutningen af 700-t. til sidst i 1000-t., og det var mere et transport- og landgangsfartøj, end det var et egentligt kampskib, så det blev især brugt til hurtige overfald på kystlokaliteter eller i større antal til egentlige invasioner på især vesteuropæiske kyster.

Afløseren for langskibet i rollen som krigsskib blev fra 1200-t. koggen, et ret klodset, men sværtbygget skib med høje sider, ofte endda suppleret med kasteller for og agter, der gjorde skibet til en god kampplatform. Sidst i 1300-t. indførte man artilleri om bord, måske allerede i kogger, senere i større, flermastede holke og kraveller. De første kanoner var lette og svage bagladekanoner og i begyndelsen blot anbragt, hvor man kunne finde plads til dem, men de blev i løbet af 1400-t. afløst af tungere og mere effektive forladekanoner, der pressede skibsstørrelsen op for at kunne blive i stand til at bære vægten. Man havde dog ikke bare et vægt-, men også et stabilitetsproblem, så for at få vægten længere ned i skibet placerede man kanonerne på først et, siden flere lavereliggende dæk og skar kanonporte i skibssiden, således at kanonerne kunne anvendes derfra, nu med betydelig tværskibs ildkraft, men med ringe mulighed for at skyde for- eller agterefter. I begyndelsen af 1600-t. havde det store sejlkrigsskib hovedskibet, senere linjeskibet, i alt væsentligt fået den udformning, det skulle beholde sejlskibstiden ud. 1700-t.s standardskib, 74'eren, havde et deplacement på ca. 2000 t, ca. 60 kanoner på to lukkede batteridæk og en besætning på 600-700 mand. Ud over sådanne tunge kampskibe fandtes mindre typer som fregatter, korvetter mfl., der blev anvendt som spejdere, signalrepetitører og kurerer eller til løsning af selvstændige opgaver.

Ibrugtagning af damp til fremdrivning i begyndelsen af 1800-t. fik ikke umiddelbart større betydning for krigsskibe. Hjuldampernes skovlhjul var for sårbare i kamp, og først med skibsskruens introduktion hen imod midten af århundredet blev maskinkraft et realistisk alternativ. Herefter gik det til gengæld hurtigt, for der blev stort set ikke bygget sejlkrigsskibe efter 1850, men man fastholdt dog en tid endnu det konventionelle sejlkrigsskibs byggemåde og indretning, nu blot suppleret med en kulfyret dampmaskine med en skrue, der kunne løftes ud af vandet, når skibet gik for sejl alene. Fregatten Jylland er et godt eksempel på denne konstruktion. Samtidig skete der en næsten revolutionerende udvikling inden for artilleriet, idet de gamle forladekanoner nu kunne erstattes med riflede bagladekanoner, der dels rakte længere og ramte mere præcist, dels tillod anvendelse af brisante granater, der detonerede ved anslag. Modforholdsreglen var pansring, svære jernplader, anbragt på sårbare steder. Derfra var skridtet ikke langt til at bygge selve skibet af jern, der snart blev afløst af stål, og hermed havde man nu de tre hovedkomponenter, maskinfremdrivning, riflet skyts og panser, der muliggjorde konstruktionen af panserskibet.

De hidtil så klare skel mellem de forskellige krigsskibstyper mht. størrelse, bevæbning og anvendelse — der i nogen grad var skabt gennem de begrænsninger, som mellemkrigsårenes flådekonferencer havde sat — er efter 2. Verdenskrig blevet noget udvisket.

Det traditionelle og tunge artilleri er veget for moderne målsøgende raketbevæbning med langt større rækkevidde, større præcision og højere våbeneffekt. På et meget beskedent deplacement kan man i dag have missiler med konventionelle ladninger, der har større effekt end en bredside fra et af 2. Verdenskrigs slagskibe. Og skibsbaserede interkontinentale missiler og langtrækkende skibsbaserede fly med nukleare våben er i dag en vigtig del af stormagternes strategiske arsenal.

Egenbeskyttelse i form af panser er stort set forladt, da det ikke yder effektiv beskyttelse mod moderne våben. I stedet søger man at undgå detektion og målsøgende våben med såkaldt stealth-teknologi, dvs. at man gennem særlig formgivning og overfladebehandling søger at formindske eller sløre eget skibs radar-, infrarøde eller akustiske signatur. Ved angreb med missiler søges disse uskadeliggjort, før de når frem, fx ved beskydning med meget hurtigtskydende (op til 6000 skud/min), småkalibrede kanoner.

Moderne krigsskibe er desuden præget af meget avanceret elektronisk udrustning til bl.a. overvågning, kommunikation, kommando og koordination, ofte under anvendelse af satellitter i rummet.

På fremdrivningsområdet har man ved at gå fra damp- til diesel- og gasturbinemaskinerier generelt opnået større aktionsradius og ofte bedre brændstoføkonomi. Nuklear fremdrivning, der især anvendes i større hangarskibe og ubåde, har givet stort set ubegrænset rækkevidde med høj fart og i praksis uafhængighed af genforsyning med brændstof.

Også nye materialer indgår i moderne krigsskibskonstruktion, idet fx skibe til minerydning i stort omfang bygges af glasfiber. Ved modularisering og containerisering af bevæbning og anden udrustning kan visse krigsskibe også hurtigt skifte rolle efter situationens krav.

Som følge af den ovenfor beskrevne udvikling har slagskibe kun været anvendt i få tilfælde efter 2. Verdenskrig og er ellers udgået af aktiv tjeneste. Deres rolle er nu overtaget af hangarskibe, der vil danne kernen i enhver større angrebsstyrke. Tilgået er meget store, ofte nukleart fremdrevne ubåde, hvoraf mange tjener som platforme for interkontinentale missiler. I øvrigt indgår de fleste hidtil kendte skibstyper i moderne flåder. De er generelt lettere udrustet end tidligere, men deres våben er mere langtrækkende og præcise. Takket være omfattende brug af elektronik og automatisering kræver moderne krigsskibe i almindelighed en mindre besætning end tidligere, og deres forhold om bord har derfor kunnet forbedres betydeligt.