landmarskal

Ferdinand von Maltzan som arvelandmarskal for en af Mecklenborgs kredse, holdende arvelandmarskalstaven. Malet ca. 1820.

Arvelandmarskal Ferdinand v. Maltzan

Af ukendt.

Licens: public domain

Viktor Magnus von Born, den sidste landmarskal ved Finlands landdag, 1906. Han bærer landmarskaluniform og holder landmarskalstaven.

Landmarskal Viktor Magnus von Born

Af Atelier Apollo, Helsingfors/Svenska litteratursällskapet i Finland/Svenska litteratursällskapet i Finland.

Licens:

Formanden for det polske parlaments underhus (Sejm) kaldes for *sejmmarskal*. Embedet går tilbage til stænderforsamlingens formand og svarer derfor historisk set til *landmarskal*, blot betyder *sejm* ‘forsamling’ og ikke ‘land’. Her ses toppen af den sejmmarskalstav, der blev brugt fra 1989 til 1993.

Sejmmarskalstav

Af VaGla.

Licens: public domain

En landmarskal var en formand for en stænderforsamling. Embedet kendes fra tysksprogede lande, Sverige og Finland i perioden fra 1200-tallet til begyndelsen af 1900-tallet.

Faktaboks

Etymologi: Ordets første led er land, der har samme betydning på alle germanske sprog. Andet led er sammensat af germanske ord for ‘hest’ og ‘tjener’ og betyder derfor oprindeligt ‘hestepasser’. Ordet marskal er ikke udviklet på dansk grund, men lånt fra middelnedertysk. Samme germanske oprindelse har fransk maréchal, der har haft indflydelse på betydelsen og udtalen af ordet på flere sprog. Dansk marsk er en kortform af marskal.
Også kendt som: Landmarschall (på tysk), lantmarscalk (på middelnedertysk), lantmarskalk (på svensk, lånt fra tysk).

I Frankerriget udviklede marskalembedet sig til et af de højere embeder ved hoffet. I den senere udviklingen forgrenede embedet sig, hvad der bl.a. førte til militære grader som marsk, marskal, feltmarskal, generalfeltmarskal og maréchal de France samt embeder ved hoffet som hofmarskal og repræsentanter for et lands adelsmænd som landmarskal.

Her skal kun titlen landmarskal i udvalgte lande behandles. Billedet kompliceres af, at landmarskallen i det middelalderlige Livland var et militært embede, mens landmarskallen i de øvrige lande (og i Livland siden 1600-tallet) var et civilt embede. Titlen kendes tidligst fra Livland og fra Østrig.

Fra region til region og fra periode til periode kunne der være forskelle i embedets funktion og valgprocedure. Man blev valgt til embedet af enten fyrsten eller stænderne; afhængig af deres indbyrdes magtforhold.

Gammel-Livland

En af de fem højeste embedsmænd (Großgebietiger) i Den Tyske Orden kaldtes for øverste marskal (summus marescalcus). Han havde ansvaret for militærvæsenet og kommanderede hæren i krigen. Den første øverste marskal kendes fra 1208.

Ligeledes havde Den Tyske Ordens gren i Livland en militær stabschef, som blev kaldt landmarskal; titlen lantmarschalkus optræder i kilderne første gang i år 1300, men embedet fandtes sandsynligvis langt tidligere. Han var også stedfortræder for ordenens landmester. Efter landmesterens død var det siden slutningen af 1400-tallet ofte landmarskallen, som blev valgt til hans efterfølger. Ved dette embede blev titlen landmarskal endnu ikke brugt i den betydning, der blev den dominerende i eftermiddelalderlig tid.

Østrig

Et embede med en landmarskals opgaver var kendt i Østrig fra 1282, men titlen optræder først i 1300-tallet. I nogle af de habsburgske kronlande var en landmarskal ikke blot repræsentant for stænderne, men var også dommer ved landmarskaldomstolen.

Slesvig og Holsten

Privilegiet for det slesvig-holstenske ridderskab, udstedt i Ribe i 1460, førte til afholdelsen af landdage, der bl.a. havde ret til at godkende udskrivelsen af skatter. Formanden for adelen ved disse landdage var landmarskallen. Den sidste landdag blev afholdt i 1675, og dermed forsvandt embedet som landmarskal.

Fra 1868 til 1890 var der atter en landmarskal i Slesvig-Holsten. Landmarskallen var formanden for provinsens landdag, udnævnt af den preussiske konge. Her genoplivede man dog ikke den gamle tradition, men indførte i stedet en preussisk skik. Efter 1890 valgte landdagen selv en formand.

Lauenborg

I Lauenborg blev landmarskalembedet arveligt senest i 1500-tallet. Arvelige landmarskaller kendes også fra Mecklenburg.

Sverige og Finland

I Sverige var landmarskallen fra 1626 til 1866 adelstandens ordfører i rigsdagen. Ordet lantmarskalk blev lånt fra Tyskland og indført ved en reform i 1626. I praksis havde funktionen allerede været kendt siden 1597.

Landmarskallen blev udnævnt for én rigsdag ad gangen. Hans opgave var at indkalde adelsstanden til rigsdagen, at fremføre kongens forslag, være ordstyrer, gennemføre afstemninger og at formulere beslutningerne samt at udføre dem, efter at kongen havde godkendt dem. Desuden skulle han repræsentere adelsstandens interesser over for kongen. Der var derfor en del interessekonflikter indbygget i embedet.

I Stormagtstiden blev landmarskallen valgt af kongen. Fra 1718 til 1772, i Frihedstiden, valgtes landmarskallen af den adelige stand, men fra 1772 til 1866 var det igen kongen, som bestemte, hvem der skulle være landmarskal ved en forestående rigsdag.

Nogle landmarskaller har fået egne artikler i Lex: Per Brahe den yngre (ved Rigsdagen i 1629), Johan Gyllenstierna (1668), Klas Hermansson Fleming (1680), Erik Lindschöld (1686), Arvid Horn (1720, 1727 og 1731), Charles Emil Lewenhaupt (1734 og 1740–1741), Carl Gustaf Tessin (1738–1739), Fredrik Axel von Fersen (1755–1756, 1760–1762, 1769–1770), Johan August Sandels (1817–1818) og Henning Hamilton (1853–1854 og 1856–1858).

Finland

Da Finland blev et storfyrstedømme under Rusland i 1809, fortsatte lovgivningen fra den svenske tid, bortset fra at båndene til Sverige var klippet over. Finland sendte derfor ikke længere repræsentanter til rigsdagen i Stockholm, men fik sin egen landdag efter samme principper som den svenske rigsdag. Adelens ordfører i landdagen kaldtes for landmarskal ligesom i Sverige (maamarsalkka på finsk).

Mellem 1809 og 1863 blev landdagen ikke indkaldt, men den trådte sammen 14 gange mellem 1863 og 1906. I denne tid var der tale om en stænderlanddag (for adelen, præsterne, borgerne og bønderne). I 1907 indførtes en en-kammer-landdag, der blev valgt efter demokratiske principper (også af kvinderne). Landmarskal ville have været en upassende titel fra en forgangen tid til formanden af et sådant parlament.

Østersøprovinserne

I Livland, Estland, Kurland og Øsel blev der i 1500- og 1600-tallet oprettet embeder som adelens ordførere og formænd for landdagene. Disse ordførere blev som regel valgt af adelsmændene selv. Embederne eksisterede indtil Estlands og Letlands selvstændighed efter 1. Verdenskrig. Titlen på embedet var enten landmarskal (i Livland siden 1643 og på Øsel siden 1740), Ritterschaftshauptmann eller Landesbevollmächtigter. Det tidligere danske Øsel blev i 1645 indlemmet i den svenske provins Livland, men beholdt sit eget ridderskab og dermed også formandsposten.

Selv om man i samme område i middelalderen havde kendt til landmarskaller i Den Tyske Orden, var den fornyede brug af ordet landmarskal muligvis et lån fra Sverige.

Nutiden

Senest ved udgangen af 1. Verdenskrig blev ridderskaber som adelens stænderorganisationer afskaffet overalt. I flere lande og regioner eksisterer ridderskaberne fortsat som private foreninger; i nogle af foreningerne kaldes formanden for landmarskal.

Landmarskalstaven

Landmarskallen kunne som tegn på sit embede bære en landmarskalstav. Dette symbol har samme oprindelse som staven hos militære marskaller og hofmarskaller.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sverige 1523-1809

Jürgen Beyer

ph.d.