Kurland

I middelalderen blev kun området vest for Riga kaldt for Kurland. Landskabet var oprindelig beboet af finsk-ugriske og baltiske stammer, heriblandt liverne, kurerne og letterne. I 1200-tallet erobrede tyske korsriddere området og kristnede det. Territoriet blev delt mellem et fyrstbispedømme, Pilten (med sæde i nutidens Piltene), og Den Tyske Orden.

Kurerne og liverne blev i tidens løb assimileret ind i den lettiske befolkning. Det kuriske sprog var et baltisk sprog og dermed beslægtet med lettisk. Sproget forsvandt sandsynligvis i løbet af 1500-tallet. Livisk er derimod et finsk-ugrisk sprog, hvis nærmeste slægtning er estisk. Det liviske sprog uddøde først i begyndelsen af 2000-tallet, men havde været på konstant retur siden middelalderen, da det aldrig var blevet kirkesprog.

Da det gamle Livland med sin konføderation af ordensstat og fyrstbispedømmer blev opløst i 1561, blev dets sydlige del sekulariseret. Det betød, at det ikke længere var et gejstligt territorium, men en stat med en verdslig fyrste. Det samme var allerede sket med Preussen i 1525.

Kurland (dvs. stadig kun området vest for Riga) blev nu sammen med Semgallen (Zemgale) et hertugdømme under polsk overherredømme, og navnet Kurland blev herefter ofte brugt om disse to lande tilsammen. Den sidste ordensmester Gotthard Kettler blev Kurlands første hertug. Hans efterkommere skulle regere Kurland indtil 1737.

I 1561 gav den polske konge Kurland følgende garantier: fri religionsudøvelse ifølge Den Augsburgske Bekendelse samt selvforvaltning efter tysk lov og ved den indfødte tyske adel.

Siden 1617 var Jelgava (på tysk Mitau) hertugernes residensby.

Fyrstbispedømmet Pilten bestod af tre fra hinanden isolerede landområder ved eller nær Østersøkysten. Ved det gamle Livlands opløsning i 1561 blev også Pilten sekulariseret. Ny fyrste blev – ved køb – den danske konge Frederik 2.s yngre bror, hertug Magnus, der allerede var blevet indsat som fyrstbiskop af Øsel-Wiek (i det nuværende Estland). Han havde ikke heldet med sig i sin politik, men kunne i det mindste fastholde magten i Pilten indtil sin død i 1583.

Derefter kom Pilten til Polen, hvor det omsider blev en adelsrepublik med en stor grad af autonomi. Fra 1660 til 1717 blev Pilten underlagt hertugen af Kurland, men gik derefter tilbage til sin tidligere status.

Ligesom Kurland kom Pilten til Rusland i 1795 ved Polens 3. deling. I 1817 blev det indlemmet i provinsen Kurland og delte sidenhen dens skæbne.

Mens Kurland var et hertugdømme og siden en russisk provins, bestod befolkningen af følgende grupper (med procenttal fra 1897): De allerfleste var letter, hvortil kom tyskere (8,2 %), russere (1,7 %), polakker (1 %) og litauere (1 %).

Til tyskerne hørte for det meste adelen, byens borgerne og landets lutherske præsteskab. Letterne var for størstedelens vedkommende bønder (indtil 1817 livegne) og håndværkere.

Der skal også nævnes to meget små mindretal med finsk-ugriske sprog: liverne i den vestlige del af Kurland ved kysten og krevinerne, hvis votiske sprog uddøde ca. 1850, i Semgallen.

I 1918 blev Kurland en del af Letland, men det blev splittet op i Semgallen (på lettisk Zemgale) og en vestlig del kaldet Kurland. Siden 2. verdenskrig har der ikke længere eksisteret nogen administrativ enhed med dette navn.

• Den Tyske Orden
• Letlands geografi
• Letlands historie efter 1850
• Livland
• Polsk Livland
• Østersøprovinserne
• Selonien
• Semgallen