Løbeseddel om ligeløn fra Arbejderkvindernes Oplysningsforening. Foreningen blev dannet i 1925 af Marie Nielsen og Inger Gamburg og arbejdede bl.a. for adgang til abort og ligeløn.

Ligeløn er, når mænd og kvinder får den samme løn for det samme arbejde. Det vanskelige er at definere, hvad der kan betegnes som samme arbejde. I praksis er det ofte vanskeligt at fastslå, om der er tale om en overtrædelse af loven om ligeløn i de tilfælde, hvor mænd og kvinder har forskellige jobfunktioner.

Der er en højere grad af ligeløn i den offentlige sektor end på det private arbejdsmarked, ligesom det kan variere efter om der arbejdes på fuldtid eller deltid.

I Danmark indførtes princippet om ligeløn i overenskomsterne i 1973, og i 1976 blev princippet indført ved lov i konsekvens af EU's direktiv om lige løn for lige arbejde. Arbejdsgiverne har pligt til at dokumentere, at der ikke diskrimineres mellem mænd og kvinders løn. Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager over manglende ligeløn for lige arbejde. En EU-dom fra 1988 afgjorde, at lønnen på en dansk virksomhed var illegitim, da den favoriserede mænd.

Forskellen mellem ikke-faglærte mænd og kvinder er blevet gradvist indsnævret, så den standardberegnede lønforskel i 2020 var på ca. 11 %. Den standardberegnede timefortjeneste tager udgangspunkt i det antal timer, der er aftalt at arbejde, uanset om dette gennemføres som følge af fx sygdom. Der indgår følgende lønkomponenter: grundløn, genetillæg, personalegoder, uregelmæssige betalinger, pensionsbidrag, ferie- og søgnehelligdagsbetalinger samt den særlige feriegodtgørelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig