Computernetværk forbinder computere på alle niveauer; fra to computere i samme rum til millioner af computere fordelt over hele Jorden.

.

Et netværk er en samling af objekter, der er forbundet ved indbyrdes relationer i et netlignende mønster.

Ofte adskiller netværkets egenskaber sig væsentligt fra de enkelte objekters. Fx kan hjernen til en vis grad beskrives som et netværk af nerveceller (neuroner), men dens virkemåde kan ikke reduceres til den enkelte nervecelles egenskaber (se også komplekse systemer og neurale netværk).

Netværks abstrakte sammenhængsegenskaber undersøges i grafteorien.

Netværk i fysik og elektroteknik

I fysikken og elektronikken er et netværk et system af forbundne elektriske komponenter. Hvis netværket alene består af resistorer, kapacitorer og induktorer forbundet med tabsfri ledninger, kaldes netværket passivt. Indgår desuden elektromotoriske kræfter (energikilder, som fx batterier), kaldes netværket aktivt. Netværk optræder i alle elektroniske apparater og er afgørende for megen kommunikation og for distribution af elektrisk energi. Se også impedans.

Ved netværksanalyse beregnes et elektrisk kredsløbs egenskaber ud fra kendskab til dets struktur og de indgående komponenters type og værdier. Ved netværkssyntese fastlægger man strukturen og de indgående komponenter i et netværk ud fra kravene til dets funktion.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig