Nymerkantilisme er en samlebetegnelse for politiske tiltag, der sigter mod at styrke den enkelte stats erhvervsliv overfor udenlandsk konkurrence, og som dermed kan ses som en genoplivning af 1700-tallets merkantilisme.

Nye former for protektionisme

Forskellige former for protektionisme har været praktiseret i udbredt grad gennem de seneste århundreder trods teoretiske forsikringer om dens skadevirkninger. Som en egentlig teoriretning er nymerkantilismen opstået omkring 1970 som modreaktion på bestræbelserne på at liberalisere verdenshandelen i GATT-regi. De nymerkantilistiske initiativer omfattede her såkaldte frivillige eksportbegrænsninger og subsidier til særlige industrier.

Med udviklingen af EU's indre marked og integrationen af medlemslandenes økonomier kan der spores en øget politisk indgriben i de økonomiske forhold mellem EU og dens omverden, svarende til den klassiske merkantilismes hensyn til nationalstaten.

USA's præsident Donald Trump er på linje med den nymerkantilistiske tankegang og bebudede forud for sin anden præsidentperiode fra 2025 en række protektionistiske indgreb.

Internettet og nymerkantilismen

Fra slutningen af 1990'erne har internettet fået stadig større økonomisk betydning, og for de enkelte lande har det i stigende grad været vigtigt at opnå kontrol med aktiviteterne på internettet. Dette ses blandt andet af konflikterne mellem USA og Kina om halvlederteknologien og begrænsningerne af udenlandske kommunikationsselskaber med henvisning til national sikkerhed.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig