Præcancerøse lidelser er vævsforandringer, som kan udvikle sig til kræft. Flere typer vævsforandringer forårsaget af forskellige påvirkninger kan udvikle sig til kræft.

Faktaboks

Etymologi
Ordet præcancerøs kommer af latin præ- før' og cancer 'kræft'
Også kendt som

kræftforstadier

Eksempler på præcancerøse lidelser

Et eksempel på en præcancerøs lidelse er solar keratose, der udvikles efter kronisk solskade af huden, eller kronisk irritation i mundhulen kan udvikles til leukoplaki. Rygning kan give pladeepitelmetaplasi i luftvejene, mens kroniske infektioner og stoffer fra tobak kan give det samme i urinvejene. Man kan også se celleforandringer (dysplasi) i modermærker eller på livmoderhalsen, hvor sidstnævnte oftest skyldes infektion med HPV.

Årsag til præcancerøse lidelser

Ved præcancerøse lidelser er der sket en del skade på cellens kontrolgener, således at én eller flere reguleringsmekanismer for cellevækst er ødelagt. Skaderne er derimod ikke omfattende nok til, at der har udviklet sig en kræftsvulst. Ved yderligere genskader i de præcancerøse celler kan cellevæksten komme ud af kontrol og dermed udvikle en kræftsygdom.

Risikoen for udvikling af kræft i en præcancerøs læsion varierer meget efter graden af dysplasi samt størrelse, lokalisering og varighed.

Behandling af præcancerøse lidelser

Behandling af præcancerøse lidelser vil normalt være fjernelse ved kirurgi, laser eller lokal frysebehandling afhængig af type, udbredelse og lokalisering. I nogle tilfælde anvendes medicinsk behandling. Eventuelt holdes der blot nøje kontrol med området, som fjernes ved tegn på svulstudvikling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig