huden

Overhuden kan opdeles i forskellige lag, der afspejler de forskellige stadier i denne vedligeholdelse- eller fornyelsesproces.

Lagene holdes stort set sammen ved okkluderende celleforbindelser. Basalcellelaget (stratum basale) er det nederste cellelag. Det næste lag kaldes torncellelaget (stratum spinosum), som henviser til, at cellerne her har spidse, tornagtige udstikkere, der er fæstestrukturer mellem cellerne. Over dette lag ligger kornlaget (stratum granulosum), som består af to til tre cellelag, hvor celleindholdet er kornet. Kornene indeholder keratohyalin, som er et forstadium til keratin. Over dette ligger stratum lucidum som en tynd, eosinofil zone med flade celler. Det yderste lag kaldes hornlaget (stratum corneum) og består af de forhornede overhudsceller. Overfladelaget, hvor de løsner sig og går fra hinanden, kaldes stratum disjunctum.

Spredt i basalcellelaget (stratum basale), mellem de nederste keratinocytter, som hele tiden deler sig, ligger pigmentceller (melanocytter). De producerer det sort-brune farvestof (pigment) melanin. Melanocytterne afleverer de små pigmetkorn (melanosomer) gennem deres "cellearme" eller "udløbere" til keratinocytterne. I keratinocytterne lægger pigmentet sig som en paraply over cellekernerne og beskytter arvematerialet i cellekernen mod skader fra ultraviolet stråling fra eksempelvis sollys.

Hver melanocyt forsyner omkring 40 keratinocytter med melanin. Melanosomerne er normalt runde, men personer med rødt hår og fregner har stavformede melanosomer. Denne egenskab er arvelig, og arvegangen er autosomal dominant. Antallet af pigmentceller er ikke afgørende for hudens pigmentering. Det er pigmentproduktionen, der afgør hudens farve. Jo større produktion af pigment, jo mørkere hudfarve.

Hår er tråde af keratin og med undtagelse af håndfladerne, fodsåler og de ydre dele af kønsorganerne, findes hår overalt på huden. Håret har hos mennesker mistet noget af sin oprindelige betydning som varmebeskyttelse og følesensor.

I fosterlivet er kroppen dækket af farveløse lanugohår. Fra fødslen og frem til puberteten overtager vellushårene. Fra puberteten danner vi terminalhår, som i varierende grad er farvet. Hårene på skalpen er de første, der udvikler sig til terminalhår.

Hårsækkene på krop, arme og ben står gerne lidt skråt i forhold til hudens overflade, men de kan rettes op ved hjælp af små glatte muskler (musculi arrectores pilorum), der er fæstet nederst til hårsækken. Sammentrækningen af de små muskler styres af reflekser (autonomt), og de kan få håret til at rette sig op ved temperaturmæssig eller følelsesmæssig påvirkning (gåsehud).

Langerhansceller er en anden type celler, der findes i den nedre del af overhuden. Denne celletype er en vigtig del af hudens immunforsvar. De Langerhansceller har lange udløbere (dendritter), der opfanger fremmede stoffer, som trænger ind i huden. De fremmede stoffer (antigener) bliver bearbejdet og derefter præsenteret for en type hvide blodceller, kaldet lymfocytter. Det er lymfocytterne, som eventuelt igangsætter en betændelse. Langerhanscellerne er hudens antigenpræsenterende celler.

Der er ikke blodkar i overhuden (epidermis). Udveksling af ilt, næringsstoffer og affaldsstoffer sker ved diffusion fra blodkarrene i den øvre del af den underliggende læderhud (dermis). Overhudens afgrænsning mod læderhuden udgøres af basalmembranen.

Papillærlaget (stratum papillare) ligger øverst og har en overflade, der er "bugtet" eller "krøllet". Papillærlaget bugter sig op og ned i form af små udløbere (papiller). Det gør kontaktfladen mellem læderhuden og overhuden betydeligt større og mere robust, end hvis den havde været flad.

Retikulærlaget (stratum reticulare) har et lidt fastere lag end papillærlaget.

Læderhuden består af bindevæv, der er opbygget af fibre, grundsubstans og forskellige celletyper. Fibrene deles ind i kollagene fibre og elastiske fibre. De produceres af fibroblaster, som er bindevævsceller, der ligger spredt mellem fibrene, især i den dybere del.

De kollagene fibre er ordnet på kryds og tværs i et slags fletværk, og de giver huden styrke og strækfasthed. De er ordnet sådan, at huden i ethvert område kan strækkes mere i én retning end i en anden. Et stik i huden vil derfor normalt ikke efterlade et hul, men en spalte. Spaltelinjerne går i forskellig retning i de enkelte dele af hudoverfladen, hvilket er af stor betydning ved eksempelvis plastikkirurgi for at undgå skæmmende ar.

De elastiske fibre giver huden en vis strækbarhed (elasticitet). Ved overstrækning af huden, for eksempel under en graviditet, kan fibrene i læderhuden skride og efterlade strækmærker. De kan fremstå som blå-røde striber, senere som lysere linjer (striae distensae). En meget stor del af disse strækmærker mindskes betydeligt eller forsvinder helt.

Ud over fibroblaster findes der makrofager og mastceller, som begge er knyttet til hudens immunforsvar.

Læderhuden (dermis) er rigt forsynet med blodkar, der er organiseret i et overfladisk og et dybereliggende netværk med tværgående karforbindelser (anastomoser). Ved at undgå de tynde kar i kapillærnettet kan hastigheden i blodgennemstrømningen øges som del af temperaturreguleringen.

Der er mange nerveender og sansereceptorer (følelegemer), især i den øvre del af læderhuden. Huden i ansigtet, på hænderne, fødderne, kønsorganerne og brystvorterne er mere følsom end huden i andre dele af kroppen og indeholder også specialiserede følelegemer. Både læderhud, overhud og følelegemer dannes og udvikles i fosterlivet fra det ektodermale kimlag, og følelegemerne har slægtskab med nervesystemet. De underliggende dele af huden er af mesodermalt ophav, altså et andet kimlag end det ektodermale.

Læderhuden har to typer kirtler: talgkirtler (glandulae sebaceae) og svedkirtler (glandulae sudoriferae). Begge disse kirtelstrukturer dannes af specialiserede overhudsceller, der vokser ned i huden i løbet af fosterlivet.

Talgkirtlerne munder ud i den øvre del af hårsækkene. Talgkirtlerne stimuleres af mandlige kønshormoner (androgener) og er kun lidt aktive før puberteten.

Svedkirtlerne består af lange rør, der ligger som en klynge i underhudsfedtet og med udførselsgange på hudens overflade. Tætheden af svedkirtler varierer fra omkring 60 per cm² på ryggen til mere end 600 per cm² i fodsålerne. I armhulerne og over de ydre kønsorganer findes der specialiserede svedkirtler, såkaldte duftkirtler eller apokrine svedkirtler, som først bliver aktive ved puberteten. Svedkirtlernes sure sekret (pH 4,5) hæmmer bakteriefloraen på hudoverfladen og danner derved en beskyttelseshinde.

Beskyttelsesfunktionen er tredelt: mekanisk, immunologisk og strålingsbeskyttende.

Underhudens fedtlag tager af for stød og beskytter mod tryk. Læderhudens kollagenfibre giver huden styrke mod overstrækning, mens overhudens hornlag danner et slidstærkt ydre lag. Hornlaget forhindrer fremmede stoffer i at trænge ind i huden. Overhudens barrierefunktion forstærkes af hudens talgproduktion, som smører og forsegler hornlaget. Hudens normale bakterieflora spalter talgen. Også nedbrydningsprodukterne gør, at hudoverfladens miljø bliver surt (lav pH-værdi), hvilket har en beskyttende effekt mod de fleste mikroorganismer.

Hudens immunologiske aktivitet er en anden vigtig side ved barrierefunktionen. Langerhanske celler udgør immunforsvarets forreste forsvarslinje over for fremmede stoffer, der trænger ind i huden. Cellerne opfanger og bearbejder for eksempel bakterier og præsenterer dem for lymfocytterne. Disse vil tolerere eller forkaste det fremmede stof. I det sidste tilfælde opstår en immunreaktion i huden, for eksempel den betændelse, der udløses af en lokal bakterieinfektion. Allergi opstår, når immunsystemet "tager fejl" og sætter en immunreaktion i gang mod et stof, der i sig selv ikke er skadeligt, som for eksempel nikkel eller gummi. Sådanne allergier giver kontakteksem og kaldes kontaktallergiske reaktioner.

Huden skal også beskytte mod skadelig stråling, især kortbølget ultraviolet stråling (UV-stråling), som kan forårsage skader i cellernes arvemateriale (DNA). Sådanne skader kan føre til, at cellerne ikke længere kan dele sig. Skaderne kan også føre til hudkræft. Hudens pigment (melanin) har en vigtig funktion i forsvaret mod stråling. Melanin produceres af melanocytterne, og pigmentproduktionen stimuleres af ultraviolet stråling. Beskyttelsen øges ved, at UV-stråling også igangsætter en fortykkelse af overhuden. Modstandsevnen mod UV-stråler forstærkes ved, at overhudscellerne er udstyret med reparationssystemer, der kan rette op på skader i cellekernernes arvemateriale efter bestråling. Dette system finder fejl, klipper den beskadigede del af DNA-tråden ud og laver en ny kopi som erstatning. Der findes en arvelig sygdom, xeroderma pigmentosum, hvor dette reparationssystem ikke fungerer, og det fører til meget tidlig udvikling af hudkræft.

En normalt fungerende hud er nødvendig for at undgå, at større mængder af væske og salte fra kropsvæskerne tabes. Alle kroppens celler er omgivet af væske. Ved store brandskader er det netop forstyrrelser i kroppens væske- og saltbalance, der gennem fordampning udgør den største fare for personens liv.

Huden spiller en central rolle i opretholdelsen af en konstant kropstemperatur. Huden er udstyret med nerver, der registrerer temperaturen, såkaldte termoreceptorer. Signalerne sendes til rygmarven og videre til temperaturregulerende centre i hjernen. På baggrund af denne information påvirkes blodgennemstrømningen i huden og graden af svedsekretion via det autonome nervesystem, så varmetabet fra huden tilpasses det aktuelle behov.

Hudens blodkar, kirtler og hårmuskler får nerveforsyning fra det autonome nervesystem. Der er også sansereceptorer, der sender signaler om berøring, temperaturforhold, smerte, tryk og lignende til hjernen. Huden er rigt udstyret med disse nerveender, der ligger helt ud mod hudoverfladen. Informationen kan medføre refleksbetingede reaktioner, for eksempel at vi trækker hånden til os, hvis vi brænder os på fingeren, eller at vi ændre adfærd, for at beskytter os mod skade, for eksempel at vi klæder os på, når vi fryser. Signaler fra sansning er meget vigtige for at kunne sikre kroppen mod skader. Hvis denne sansning ikke bliver registreret, kan det få alvorlige følger. Personer, der af forskellige årsager har nerveskader og dermed nedsat følsomhed i huden, får ofte skader på huden.

Hjernens og dermed vores opfattelse og oplevelse af og reaktion på mange af hudens signaler tilpasses afhængig af situationen. Det kalder man adaptation. Det betyder, at en sanseoplevelsen aftager efter nogen tid; den filtreres så at sige bort fra vores bevidsthed. Et eksempel er berøring af tøjet, som vi efter en tid ikke længere lægger mærke til. Det forhindrer, at vi bliver forstyrret af alt for mange signaler fra huden, men fortsat reagerer på det uventede.

Hudens mekanoreceptorer er specielle sansereceptorer, der registrerer forskellige former for berøring: tryk, stræk og vibrationer. Det drejer sig om Merkel-celler i overhuden (epidermis), Ruffini-legemer og Meissners legemer i den øvre del af læderhuden (dermis), ofte i fingerspidserne, mens Vater-Pacinis endelegemer i underhuden (subcutis) især findes i håndfladerne og fodsålerne.

Huden er central i samspillet mellem mennesker. Blodgennemstrømning og kirtelfunktioner kontrolleres af det autonome nervesystem, som blandt andet påvirkes af de dele af hjernen, der er knyttet til følelserne. Huden vil derfor påvirkes af menneskets sindsstemning. Det kommer til udtryk både ved blodgennemstrømning, sved og minik. Eksempelvis kan vi blive røde i hovedet og på halsen i en pinlig situation. Det skyldes, at blodgennemstrømningen øges i læderhuden (dermis). Nervøsitet kan føre til fugtige håndflader, fordi vi kommer til at svede.

Huden har også en central rolle i tiltrækningen mellem mennesker. Udseende, duft og berøring er vigtige elementer i dette. Alle dyrearter har signalsystemer, der forstærker tiltrækningen mod det andet køn. Et eksempel hos mennesket er vores duftkirtler i armhuler og i kønsområdet; de naturlige signalsystemer er dog til en vis grad ændret eller skjult af sociokulturelle udtryk som makeup, parfume, frisure og påklædning.