radiologi

Radiologi anvender flere avancerede billedteknikker:

• Røntgen: Billeder af knogler, lunger og faste strukturer.
• CT: Tværsnitsbilleder af kroppen med fokus på organer, knogler og bløddele.
• MR: Billeder via magnetfelter, særligt til bløddele, hjerne og led.
• Ultralyd: Visualisering af bløde væv og organer.
• Fusionsmodaliteter (PET-CT, SPECT-CT): Kombinerer billedteknikker.

Radiologiske procedurer opdeles i:

• Diagnostiske undersøgelser: Visualisering af fx brud, infektioner, kræft og blodpropper.
• Interventionelle behandlinger: Billedvejledte procedurer som biopsier, drænanlæggelse, stentanlæggelse og ballonudvidelse.

Radiologiske afdelinger er centrale på hospitaler og fungerer som tværgående samarbejdspartnere for kliniske specialer. Afdelingerne er ofte organiseret i specifikke enheder (røntgen, CT, MR, ultralyd) og opdelt efter specialiseringsniveau. Multidisciplinære konferencer muliggør fælles beslutninger på baggrund af billeddiagnostik.

Radiologiens historie i Danmark begyndte kort efter opdagelsen af røntgenstrålerne. De første røntgenundersøgelser blev udført på Københavns Kommunehospital i marts 1896, mindre end tre måneder efter Wilhelm Conrad Röntgens epokegørende opdagelse. I 1918 blev de første danske speciallægeanerkendelser i radiologi udstedt, og Dansk Radiologisk Selskab blev stiftet i 1921. Samme år blev det fællesnordiske videnskabelige tidsskrift Acta Radiologica grundlagt. Udviklingen fortsatte med oprettelsen af et docentur i radiologi ved Københavns Universitet i 1930 og det første ordinære professorat i 1936. Fra 1980'erne blev der etableret lærestole i radiologi ved universiteterne i København, Odense og Aarhus, hvilket styrkede uddannelse og forskning i specialet. Radiologi var indtil midten af 1960'erne læren om al medicinsk anvendelse af ioniserende stråling, herunder røntgenundersøgelse, strålebehandling og nuklearmedicin.

• røntgen
• radiolog
• diagnostik