røntgenundersøgelse

Røntgenundersøgelse af tyktarmen hos en 56-årig mand. Røntgenbilledet er optaget med dobbeltkontrastteknik, dvs. efter indhældning af kontraststof og indblæsning af luft gennem endetarmsåbningen. Øverst oversigtsbillede af hele tyktarmen; i nederste, venstre side af tyktarmen ses en tarmpolyp med en lang, tyk stilk. Polyppen kan være godartet eller et forstadium til tyktarmskræft; den kan let fjernes ved en kikkertundersøgelse (koloskopi). Udsnitsoptagelsen nederst er foretaget i en lidt ændret retning. I tarmafsnittet nær polyppen ses små udposninger (divertikler), der som regel er harmløse, men undertiden kan være sæde for betændelse (diverticulitis).

Thorkild Mygind.

Licens: Begrænset anvendelse

Røntgenundersøgelse af brystkassen hos en 40-årig, rask kvinde; tv. set forfra, th. fra siden.

Af Thorkild Mygind.

Licens: Begrænset anvendelse

Røntgenundersøgelse er en undersøgelse af kroppen ved brug af røntgenstråler. Røntgenstrålerne frembringer billeder af indvendige strukturer, som ellers vil være usynlige for øjet. Medicinske røntgenundersøgelser anvendes særligt til påvisning og karakteristisk af forandringer ved sygdomme, misdannelser eller beskadigelser i indre organer og væv. De metoder, der benytter røntgenstråler er traditionel røntgenfotografering, mammografi, røntgengennemlysning og computertomografi (CT). Resultatet af en røntgenundersøgelse indgår i det samlede billede, når en patients diagnose stilles. Da røntgenstråler er ioniserende, kan de ødelægge det væv, de rammer, og en røntgenundersøgelse er derfor altid forbundet med en vis risiko for stråleskader.

Virkemåde

Alle typer af røntgenundersøgelser starter med dannelsen af røntgenstråler i et røntgenrør. Fælles for alle typer af røntgenundersøgelser er, at man udnytter, at forskelligt væv svækker røntgenstråler i forskellig grad. En digital røntgendetektor bag personen registrerer disse forskelle, og signalerne fra detektoren danner et elektronisk billede. Røntgenbilledet er bygget op af gråtoner fra sort til hvid, afhængigt af hvor meget strålerne svækkes i de forskellige væv.

Jo mere røntgenstråler svækkes, desto lysere bliver det væv, de har passeret, på et røntgenbillede. Knogler har et højt indhold af kalk og svækker derfor røntgenstråler meget. Knogler er derfor lyse på et røntgenbilledet. Luft og gasholdige strukturer svækker derimod ikke røntgenstråler i særlig høj grad. Typiske eksempler er lungerne og tarmgas, der fremstår næsten sort på røntgenbilledet. Vand har en røntgentæthed, der ligger midt mellem disse yderpunkter og er derfor gråt på billedet. Røntgentætheden for fedtvæv er lavere end vand og fremtræder mørkt grå på billedet, mens muskler og indre organer har højere tæthed og er lysere end vand. Metal og fremmedlegemer er mindst gennemtrængeligt for røntgenstrålerne og lyser intenst hvidt på billedet.

Typer af røntgenundersøgelser

Traditionel røntgenfotografering giver et todimensionalt billede af en kropsdel og bruges meget i diagnostisk radiologi, som fx røntgen af lunger eller knogler. Traditionel røntgenfotografering er ikke forbundet med store stråledoser.

Mammografi er en røntgenundersøgelse af brysterne med røntgenstråler med lavere energi end traditionel røntgenfotografering. De lavenergetiske røntgenstråler kan fremstille brystets kirtelstruktur, fedt og bindevæv.

Gennemlysning bruges, når man vil se bevægelse. Det kan være for at studere synkefunktionen med bariumkontrast eller i forbindelse med interventioner, som fx forstørrelse af forsnævrede blodkar.

CT medfører større stråledosis end de andre typer af røntgenundersøgelser, men det giver et meget mere nuanceret og præcist billede af kroppen. CT giver modsat traditionel røntgenfotografering ikke en 2D-fremstilling af kroppen, men derimod en 3D-fremstilling. Undersøgelsen kan gøres i løbet af sekunder og CT er derfor et uundværligt værktøj i forbindelse med ulykker eller udredning af andre uafklarede sygdomstilstande.

Kontrast

Til alle typer af røntgenundersøgelser kan der anvendes kontraststoffer til at fremhæve dele af kroppen, der ellers vil være svære at se. Kontraststofferne sprøjtes typisk ind i patientens blodårer via et stik i hånd eller albuehule. Stofferne er kemiske stoffer typisk med indhold af enten barium eller iod.

Primær og sekundær stråling

Når røntgenstråler rammer væv sker tre ting:

de absorberes
de passerer upåvirket gennem vævet
de spredes i andre retninger.

Ved almindelige røntgenundersøgelser er det kun den del af røntgenstrålerne, som passerer upåvirket fra røntgenrøret gennem kroppen til billeddetektoren, der giver billedinformationen. Disse stråler kaldes de primære røntgenstråler.

Når røntgenstråler rammer væv, spredes de, og disse stråler betegnes som sekundær stråling. Sekundær stråling fører til sløring og gør billedet uskarpt. Det betegnes "støj". Man ønsker derfor at begrænse den del af den sekundære stråling, der rammer billeddetektoren. Sekundærstrålingen kan minimeres ved at begrænse det bestrålede område med blændere, eller ved at bruge raster, som kun slipper stråling med samme retning som primærstrålingen fra røntgenrøret gennem.

Risiko

Røntgenstråler med højere energi passerer nemmere igennem væv end røntgenstråler med lav energi. Mængden af den absorberede stråling i vævet kaldes dosis. En vis mængde af den røntgenstråling, som kroppen udsættes for ved en røntgenundersøgelse, vil blive absorberet i kroppen.

Berettigelse

Grundet risikoen forbundet ved røntgenundersøgelser, skal alle røntgenundersøgelser berettiges. Det betyder, at en læge (typisk en radiolog) skal vurdere ud fra andre kliniske indikationer, om patienten skal udsættes for den risiko, røntgenundersøgelsen indebærer – altså om den potentielt gavnlige effekt for patientens videre forløb kan opvejes af den risiko, som undersøgelsen indebærer.

Røntgenundersøgelse af børn

Børn er særligt strålefølsomme og røntgenundersøgelser af børn har derfor en ekstra bevågenhed i forhold til at minimere stråleudsættelsen mest muligt.

Røntgenundersøgelse af gravide

For gravide tages særlige hensyn til det ufødte barn. Man vil derfor altid overveje, om undersøgelsen skal kan laves på et andet type apparatur, fx MR eller ultralyd, hvor der ikke er den samme risiko forbundet.

Beskyttelse

Personale og pårørende, som er til stede ved en røntgenundersøgelse, skal forsøge at undergå røntgenstråler mest muligt. Det gøres ved at stille sig så langt fra røntgenkilden som muligt samt anvende røntgenbeskyttelse. Røntgenbeskyttelse kan bl.a. være en skærmvæg eller et røntgenforklæde.

Tunge metaller absorberer effektivt røntgenstråler. Bly er derfor velegnet som beskyttelse mod uønsket røntgenstråling og har tidligere været det primære materiale anvendt til strålebeskyttelse ved røntgenundersøgelser. I dag anvendes andre materialer, fx barium, der ikke har samme skadelige effekter, som bly har.

Historisk

Meget tidligt efter røntgenstrålers opdagelse af Wilhelm. C. Röntgen i slutningen af 1800-tallet begyndte man at anvende strålerne til medicinske røntgenundersøgelser. Allerede i 1. Verdenskrig var der opfundet mobile røntgenapparater, således at det var muligt at lave røntgenundersøgelser af soldaternes skader i felten. Den første røntgenundersøgelse i Danmark blev udført i 1896 på Københavns Kommunehospital.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Røntgendiagnostisk fysik

Benedikte Klærke

Ph.D. i Fysik; Odense Universitetshospital