I WHO's internationale diagnosesystem, ICD-10, defineres skizotypisk sindslidelse (eng. schizotypal disorder) som et mønster af symptomer, ud af flere mulige kombinationer, uden noget dominerende symptombillede. På den måde er der ikke en entydig fremtrædelsesform. Med udgivelsen af ICD-10 i 1992 blev sindslidelsen klassificeret sammen med skizofreni og andre psykotiske forstyrrelse, som den blev antaget at være beslægtet med.
I det amerikanske diagnosesystem, fra DSM-III frem til det nuværende DSM-5, har skizotypi været klassificeret som en personlighedsforstyrrelse under betegnelsen skizotypisk personlighedsforstyrrelse (eng. schizotypal personality disorder).
I DSM-5 indgår der i definitionen af skizotypisk personlighedsforstyrrelse bl.a. paranoide ideationer (eng. paranoid ideations), som ikke betragtes som et psykotisk symptom og således ikke ikke regnes for at være vrangforestillinger (eng. delusions). Desuden fremhæver DSM-5, at man ved autismespektrumforstyrrelser nogle gange kan se symptomer svarende til skizotypi. Her forekommer skizotypiske symptomer dog overvejende i perioder med ydre psykisk belastning, hvilket ikke er tilfældet ved autismespektrumforstyrrelser. Diagnosen skizotypisk personlighedsforstyrrelse forudsætter i DSM-5, at de skizotypiske symptomer ikke blot har præget patienten i over 2 år, men også præger tilstanden, når patienten ikke er under ydre belastning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.