Skjoldbruskkirtelkræft er kræft udviklet i skjoldbruskkirtlen (thyroidea).
Faktaboks
- Også kendt som
-
cancer thyroidea, thyreoideakarcinom
Skjoldbruskkirtelkræft er kræft udviklet i skjoldbruskkirtlen (thyroidea).
cancer thyroidea, thyreoideakarcinom
Der skelnes mellem fem hovedtyper kræft i skjoldbruskkirtlen:
Derudover findes der få tilfælde med lymfekræft med udgangspunkt i skjoldbruskkirtlen. Endelig kan andre kræftformer sprede sig til skjoldbruskkirtlen (metastaser).
Omkring 500 mennesker rammes årligt af kræft i skjoldbruskkirtlen i Danmark. Ca. 5.000 danskere lever med sygdommen eller er helbredte. Det afspejler den generelt gode prognose. Sygdommen kan ramme alle aldersgrupper. Den mest ondartede form rammer dog typisk ældre.
I de fleste tilfælde er årsagen til skjoldbruskkirtelkræft ukendt. Radioaktivitet og jodmangel kan dog øge risikoen. Mellem 5 og 10 % af kræfttilfældene er arvelige; det gælder især den medullære type.
Ved udslip af radioaktivitet fra kernekraftværker eller ved atomkrig frigives radioaktivt jod, som kan optages i mennesker via kosten og drikkevand; det radioaktive jod ophobes i skjoldbruskkirtlen. Det medfører ioniserende bestråling af kirtlen og risiko for udvikling af kræft. Indtagelse af ikkeradioaktivt jod inden for de første 8 timer efter et udslip kan blokere optagelsen af det radioaktive jod i skjoldbruskkirtlen. Derfor anbefales jodtilskud før og under et radioaktivt udslip af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Symptomer på kræft i skjoldbruskkirtlen er normalt en knude, der ikke er øm, eventuelt diffus hævelse i skjoldbruskkirtlen eller hævede lymfeknuder på halsen. Ved anaplastisk karcinom opstår der ofte en hurtigt voksende og smertefuld hævelse foran på halsen. Hæshed og synkebesvær kan også være symptomer på kræft i skjoldbruskkirtlen. Ved medullært karcinom kan der forekomme paraneoplastiske fænomener på grund af hormonelle forstyrrelser.
Diagnosen baseres på ultralydsundersøgelse, evt. billeddiagnostisk (jodskintigrafi) og vævsprøve. Derudover anvendes CT- og/eller MR-scanning og i nogle tilfælde specialundersøgelser med radioaktive sporstoffer ved en PET-scanning. Ved medullært karcinom kan man have nytte af at undersøge niveauet af calcitonin i blodprøve. Det vil være aktuelt at udrede for arvelig disposition.
Behandlingen af kræft i skjoldbruskkirtlen består først og fremmest i kirurgisk fjernelse af hele skjoldbruskkirtlen og eventuelt nærliggende lymfeknuder. Hvis svulsten er lille, og der ikke er spredning til nærliggende lymfeknuder, kan man lade den ene lap af skjoldbruskkirtlen stå tilbage. Det kan blive nødvendigt at fjerne lymfeknuder på siden af halsen ud over de nærliggende lymfeknuder.
De fleste personer får livslang hormonbehandlingen med thyroxin, både for at erstatte hormonproduktionen i skjoldbruskkirtlen og fordi hormonbehandlingen kan reducere risikoen for tilbagefald af kræftsygdommen.
Det kan også være aktuelt at behandle med radioaktivt jod hos enkelte personer med stor risiko for tilbagefald fra follikulært eller papillært karcinom.
Ved fjernspredning overvejes operativ fjernelse af metastaser. Derudover er det ofte aktuelt med supplerende behandling med radioaktivt jod. Ved papillært og follikulært karcinom er der gode muligheder for at blive helt rask, selvom der er påvist fjernmetastaser.
Ekstern strålebehandling mod halsregionen og mod spredning er først og fremmest aktuelt som supplerende eller lindrende behandling i udvalgte tilfælde, særligt ved anaplastiske karcinomer.
Skjoldbruskkirtelkræft er sjældent modtagelig for behandling med kemoterapi (cytostatika). Molekylært målrettet medicinsk behandling anvendes især ved medullært karcinom og i nogle tilfælde af anaplastisk karcinom, hvor også immunterapi kan have en effekt.
Prognosen afhænger meget af, hvilken type kræftsvulst der foreligger, og om der er tegn på spredning. Generelt set helbredes de fleste yngre personer med papillære karcinomer. For papillært karcinom er 10-årsoverlevelsen mere end 90 %. For follikulært karcinom er 10-årsoverlevelsen omtrent 85 %. Medullært karcinom har en 10-årsoverlevelse mellem 75–80 %. Anaplastisk karcinom har en dårlig prognose med en 5-årsoverlevelse på mindre end 20 %.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.