spolia

På Forum Romanum i Rom er der tydelige spor efter organiseret spoliabrug og -udvinding i senantikken. Arkæologiske fund tyder blandt andet på, at man efter en brand i 500-tallet begyndte at producere kalk, muligvis ved at brænde marmor fra ødelagte bygninger i nærområdet.

I samme periode blev der også indrettet et værksted ved den østlige rostra (den gamle taleplatfom), hvor marmorstykker blev bearbejdet til genbrug. Fund af omarbejdet marmor, trækul, dyreknogler og keramik viser, at værkstedet havde en omfattende produktion. Dog kan vi ikke være sikre på, at dette værksted ikke også reparerede nærliggende monumenter. Ved siden af værkstedet lå både et blyværksted og et jernstøberi fra 500-600-tallet.

Denne organiserede udnyttelse af Forum Romanums ruiner kan afspejle en ændret holdning til de antikke monumenter i senantikken: Bygninger, der ikke kunne repareres, blev revet ned og deres dele brugt til at vedligeholde andre bygninger, måske endda på forummet eller de nærliggende kejserfora. På denne måde kunne man bevare storbyen Roms fremtoning, selvom visse monumenter gik tabt i processen.

Det arkæologiske materiale falder godt i tråd med, hvad vi ved fra skriftlige kilder: Historikeren Cassiodorus fortæller i sit store værk Variae fra begyndelsen af 500-tallet, hvordan romerne ikke brød sig om ruiner, og at man derfor med fordel kunne bruge de ødelagte bygninger til at reparere mindre skadede bygninger for at holde Rom smuk. Al genbrug skulle dog godkendes af enten den østromerske kejser (der på papiret stadig havde råderet over Roms bygninger) eller den ostrogotiske konge Theoderik den Store, der med kejserens velsignelse herskede over Rom i begyndelsen af 500-tallet. Uautoriseret nedtagning af bygninger og statuer var derimod bandlyst og betragtedes som tyveri fra staten. En lov fra Codex Theodosianus kræver meget symbolsk at den, der blev taget for uautoriseret brug af spolia, skulle have hugget et af sine lemmer af, svarende til at han selv havde stjålet monumenternes lemmer.

Omkring midten af 300-tallet stod den første Peterskirke klar i Vatikanet, og den er et af de fremmeste eksempler, man gennem tiden har set på kristen brug af spolia til kirkearkitektur. Store dele af bygningen (senere kilder mener op til 100 %) bestod af genbrugte arkitekturdele. Således var de næsten 100 søjler i kirkeskibet forskellige både med hensyn til farve og materiale. Snoede søjler, oprindelig hentet til kirken fra Grækenland af kejser Konstantin den Store, blev opstillet ved højalteret. I dag ses de på samme sted i den nuværende Peterskirke. Også indskrifter og andre materialer blev hentet fra ældre bygninger i Rom og genbrugt i kirken. Blandt andet fik Peterskirken i 600-tallet nyt tag, taget fra Venus og Romas tempel ved Forum Romanum.

Denne omfattende brug af spolia gjorde sig gældende i mange romerske kirker fra senantikken og den tidlige middelalder, og fænomenet blev nærmest en arkitektonisk stil.

At spolia var meget udbredt, er derfor tydeligt. Mindre klart er det hvorfor. Tvivlen skyldes hovedsagelig, at ingen skriftlige kilder fortæller, hvorfor man benyttede sig af spolia. Moderne forklaringer spænder fra praktiske årsager som manglen på nye stenbrud, lavere omkostninger og hurtigere byggeri til æstetiske og ideologiske motiver. Spolia kunne være et udtryk for såkaldt varietas, der var en luksuriøs æstetik, der blev meget populær i senantikken og med sin mangfoldighed og farverigdom udtrykte luksus og magt. Nogle forskere har tolket genbruget af tempelmaterialer i kirker som en sejrsgestus over den førkristne religion, mens andre ser det som et forsøg på kontinuitet, hvor kristendommen byggede videre på Roms arv.

Som en relativ ny religion i senantikken var et af de største kritikpunkter mod de kristne, at deres religion ikke havde rødder langt tilbage i historien, sådan som den traditionelle romerske religion havde. Nogle forskere har derfor foreslået, at brugen af spolia i kirkebygninger, ud over at være smart økonomisk, kunne symbolisere en videreførelse af romersk traditionel arkitektur på trods af alle de nye begreber og ideer, kristendommen ellers kom med. Ved at genanvende klassiske materialer kunne de nye monumenter fremstå som en del af Roms storhed og tradition. Spolia blev dermed et redskab til at skabe fælles identitet og historisk kontinuitet med. På denne måde blev kristendommen ikke præsenteret som et brud, men som en fortsættelse af Roms storhed.

Forskere diskuterer dog stadig, om samtidens befolkning kunne genkende spolia og forstå dets betydning. Kendskab til monumenter og arkitektur varierede meget, og mange romere havde begrænset læsefærdighed. Vi har eksempler fra dit skriftlige kilder på ellers ret veluddannede forfattere, der tog fejl af vigtige monumenter og statuer. Alligevel tyder kilder på, at både elite og menigmand kunne have holdninger til genbrug af statuer og bygningsdele, især når den berørte forholdet mellem byens prydværker og fællesskabets identitet. En beretning om, hvordan befolkningen i Antiokia blev rasende, da kejseren Avitus tog dele af bronzedekorationen fra et lokalt tempel for at betale sin hær, tyder på det samme.

I dag betragtes brugen af spolia som udgangspunkt som ulovlig plyndring af kulturarv. Den er derfor forbudt i både freds- og krigstid af internationale konventioner som Haag- (1954) og UNESCO-konventionen (1970).

Læser man lovene i Codex Theodosianus fra 400- og 500-tallet, kan man hurtigt få opfattelsen af, at spolia blev betragtet på samme måde i antikken. Dette er dog langt fra altid tilfældet. Som eksemplerne fra Peterskirken og Forum Romanum viser, kunne spolia sagtens anses for både godt og givende for en by. Måske var det endda en måde at videreføre Roms storhed på i nye rammer.

• Peterskirken
• Forum Romanum
• Theoderik den Store
• Codex Theodosianus