sår (på kroppen)

Sår, der er fremkommet som følge af samme type læsion, har ofte visse lighedspunkter, der gør det hensigtsmæssigt at benævne dem efter deres opståelsesmåde: Snitsår (vulnus incisum), hugsår (vulnus caesum), stiksår (vulnus ictum eller punctum), bidsår (vulnus morsum), kvæstnings- eller knusningssår (vulnus contusum), sønderrivningssår (vulnus dilaceratum), skudsår (vulnus sclopetarium), afrivning (avulsio), hudafskrabning (excoriatio) og brandsår (ambustio).

Til angivelsen af sårets type føjes som regel en oplysning om lokalisationen. Et ulcus benævnes efter lokalisation og årsag, fx bensår: ulcus cruris varicosum, når det skyldes åreknuder, men ulcus cruris arteriosum, når årsagen er åreforkalkning.

Er almentilstanden upåvirket og blødning under kontrol, foretager man en undersøgelse af det foreliggende sår. Dybe sår undersøges med metalsonde, så udstrækningen i dybden og beliggenheden af eventuelle lommer kan kortlægges. Blodforsyningen til løsrevne lapper bedømmes, og ved større læsioner på arme eller ben sikrer man sig, at puls og følesans er til stede. Resultatet af undersøgelsen sammenholdes med oplysninger om sårets alder, opståelsesmåde m.m., så behandlingen kan planlægges og iværksættes. Formålet med behandlingen er især at forhindre, at det spontane helingsforløb forsinkes.

Straks efter en læsion vil organismen mobilisere sit forsvar mod bakterieangreb og samtidig indlede de reparative processer, som har til formål at genskabe adskillelsen mellem legemets sterile, indre væv og den inficerede omverden. Efter få minutter koagulerer blodet i sårfladens små blodkar, så den sivende blødning standser. Blodkarrene udvides, og karvæggene bliver utætte. Væske og salte passerer fra blodbanen ud i vævet, som derved bliver hævet. Der sker en ophobning af kuldioxid, og surhedsgraden forrykkes med en række biologiske forandringer til følge, bl.a. frigørelse af enzymer og vandring af hvide blodlegemer fra blodbanen til det læderede væv. I denne fase renser såret sig for døde celler.

Helingsforløbet begynder med en nedbrydning af dødt væv (nekrose), der fortsætter, så længe der er dødt væv til stede. I et sterilt snitsår tager det 2-3 dage, mens det i et ulcus med store nekroser kan vare uger eller måneder. Først når sårbunden udelukkende består af levende celler, begynder væksten. Cellerne deler sig, og små blodkar vokser frem ledsaget af bindevævsceller, der siden producerer kollagentråde, som øger arrets styrke. Under helingsforløbet sker der en sammentrækning, hvorved afstanden mellem sårrandene mindskes. Fremvæksten af blodkar og bindevæv (granulationsvæv) viser sig som højrøde gryn på sårfladen. Tilstedeværelsen af granulationsvæv gør et sår modstandsdygtigt over for infektion, og det er dette karførende væv, som skal ernære de epithelceller, der i helingsprocessens sidste fase vokser frem fra sårets rande. Epitheldækket standser væksten af granulationsvæv og lukker såret.

Efter hudafskrabninger, overfladiske brandsår og på donorsteder efter hudtransplantation vil en del af læderhuden (dermis) være bevaret. I så fald kan epithelet umiddelbart vokse hen over den bevarede dermis uden forudgående granulationsvævsdannelse. Epithelet stammer i disse tilfælde ikke alene fra sårrandene, men også fra de epitheliale elementer, der ligger som øer i dermis: hårsække, talg- og svedkirtler.

Ubehandlet forekommer der normalt rigelig dannelse af materie (pus) fra sår. I 1867 introducerede Joseph Lister imidlertid den antiseptiske sårbehandling. Ved at anvende det bakteriedræbende karbol såvel til sår som til instrumenter og omgivelser var han i stand til at nedsætte hyppigheden af sårinfektioner og dermed af de frygtede, ofte dødelige, komplikationer: sårfeber (blodforgiftning) og rosen (erysipelas). Siden indførtes den aseptiske metode, der gennem renlighed og sterilisation af instrumenter, operationstøj og -handsker tilstræber at skabe et så bakteriefattigt miljø, at man undgår, at operationssår indeholder bakterier.

I praksis skelner man imellem forskellige forureningsgrader: Et rent sår, fx et operationssår, kan umiddelbart sys sammen (primær sutur). Et forurenet sår opstået under usterile forhold kan inden for de første otte timer ved rensning og udskæring (revision) omdannes til et rent sår og lukkes ved sammensyning. Et inficeret sår skyldes en læsion, der er opstået under urene forhold, og som er mere end otte timer gammelt. Et sådant sår er definitionsmæssigt inficeret, fordi bakterierne i løbet af otte timer kan have formeret sig og bredt sig i sårets omgivelser, så det ikke længere er sikkert, at deres antal kan reduceres tilstrækkeligt ved rensning og revision. I ansigtet er blodkarrigdommen så stor, at man kan se bort fra 8-timers-reglen. Efter rensning og sparsom revision kan de fleste ansigtssår lukkes inden for det første døgn.

Inficerede sår, kvæstningssår og krigslæsioner, der ofte indeholder store mængder dødt væv, skal efter rensning og grundig revision sikres frit afløb (drænage). Sårene udfyldes med fugtig gaze (tamponade), immobiliseres og tilses daglig, indtil en forsinket lukning (sekundær sutur) evt. med bibeholdt drænage kan finde sted, som regel efter 4-5 dage. Bakterierne kan til den tid være typebestemt med henblik på behandling med et virksomt antibiotikum.

Forskellige typer sår opstået pga. sygdom (ulcera) behandles principielt ens. Den nekrose, der dækker sårfladen, skal hurtigst muligt fjernes dels mekanisk, dels ved hyppige forbindingsskift. Når sårfladen er befriet for dødt væv, vokser granulationsvæv frem, så sårfladen kan modtage et epitheldække enten ved en langsom indvækst fra sårrandene eller ved fri hudtransplantation. Se også liggesår.