Symbiose omfatter samlivsformer, der spænder fra mutualisme, hvor begge arter drager nytte af samlivet (+,+), over kommensalisme, hvor kun den ene har fordel af symbiosen, mens den anden ikke er påvirket (+,0), til parasitisme, hvor den ene part lider skade af samlivet (+,-). Ved visse symbioser lider den ene part skade, mens den anden ikke er påvirket, såkaldt amensalisme (0,-). Ofte vil man skelne mellem en større partner, værten, og en mindre partner/gæst; begge kaldes symbionter. Uden for biologiske fagkredse er der en tendens til fejlagtigt at bruge symbiose synonymt med mutualisme.
I sin snævreste betydning omfatter symbiose kun meget nært samliv, hvor symbionterne lever sammen en stor del af deres livscyklus eller på et bestemt trin i denne. Mange bestøvningssystemer mellem planter og fx insekter regnes således normalt ikke som symbioser, da arterne kun i ringe grad er afhængige af hinanden, men fx er figenarternes gensidige afhængighed af bestemte arter figenhvepse et godt eksempel på obligatorisk, mutualistisk symbiose, hvor arternes livscyklusser er uløseligt sammenknyttede.
Ligesådan har orkidéen Angraecum sesquipedale en usædvanlig lang spore og synes at være helt afhængig af bestøvning af en eller måske flere arter langsnablede natsværmere, men om de er afhængige af orkidéen, er mindre klart. Krokodiller får renset munden af vadefuglen krokodillevogter, men begge parter ville uden tvivl klare sig fint uden den anden.
Fisk af Carapid-familien lever sammen med forskellige pighuder. Arten Carapus bermudensis opholder sig om dagen i søpølser af slægten Actinopyga. Fisken æder af dennes indre organer, som dog hurtigt gendannes uden større omkostninger, i et kommensalistisk samliv. Der er sågar udviklet særlige adfærdsmønstre, hvormed fisken signalerer, at den vil suges ind i sin vært.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.