symbiose (biologisk begreb)

Symbiose omfatter samlivsformer, der spænder fra mutualisme, hvor begge arter drager nytte af samlivet (+,+), over kommensalisme, hvor kun den ene har fordel af symbiosen, mens den anden ikke er påvirket (+,0), til parasitisme, hvor den ene part lider skade af samlivet (+,-). Ved visse symbioser lider den ene part skade, mens den anden ikke er påvirket, såkaldt amensalisme (0,-). Ofte vil man skelne mellem en større partner, værten, og en mindre partner/gæst; begge kaldes symbionter. Uden for biologiske fagkredse er der en tendens til fejlagtigt at bruge symbiose synonymt med mutualisme.

I sin snævreste betydning omfatter symbiose kun meget nært samliv, hvor symbionterne lever sammen en stor del af deres livscyklus eller på et bestemt trin i denne. Mange bestøvningssystemer mellem planter og fx insekter regnes således normalt ikke som symbioser, da arterne kun i ringe grad er afhængige af hinanden, men fx er figenarternes gensidige afhængighed af bestemte arter figenhvepse et godt eksempel på obligatorisk, mutualistisk symbiose, hvor arternes livscyklusser er uløseligt sammenknyttede.

Ligesådan har orkidéen Angraecum sesquipedale en usædvanlig lang spore og synes at være helt afhængig af bestøvning af en eller måske flere arter langsnablede natsværmere, men om de er afhængige af orkidéen, er mindre klart. Krokodiller får renset munden af vadefuglen krokodillevogter, men begge parter ville uden tvivl klare sig fint uden den anden.

Fisk af Carapid-familien lever sammen med forskellige pighuder. Arten Carapus bermudensis opholder sig om dagen i søpølser af slægten Actinopyga. Fisken æder af dennes indre organer, som dog hurtigt gendannes uden større omkostninger, i et kommensalistisk samliv. Der er sågar udviklet særlige adfærdsmønstre, hvormed fisken signalerer, at den vil suges ind i sin vært.

Traditionelt opdeles symbioser i endosymbioser, hvor den ene art lever i den anden, evt. i dens celler, og ektosymbioser. Fladormen Convultrilova longifissura bliver straks efter den er kommet frem af ægget invaderet af grønalger. Når de er trængt ind i cellerne, mister fladormene øjne og flageller. Endosymbiosen er så tæt, at fladormen ikke optager anden føde end den, som algerne leverer.

Fløjlssneglen optager kloroplaster fra en grønalgeart i sine celler, hvor de kan overleve og udføre fotosyntese, et eksempel på parasitisme, anskuet mellem snegl og alge, eller mutualisme, anskuet mellem snegl og kloroplast.

Ciliater indgår ofte i et endosymbiotisk forhold, hvor de fx hos termitter og flodheste gør det muligt at udnytte svært fordøjelige cellulosestoffer.

De første eukaryote celler opstod formentlig ved symbioser mellem forskellige bakterier, se endosymbiont-hypotesen. Blandt den stærkt voksende række af iagttagelser, som støtter teorien, er fundet af et encellet dyr i tarmen på termitter. Det transporteres rundt af en påhæftet, bevægelig bakterie (spirokæt). Hvad der begyndte som en parasitisme, hvor forskellige bakterier invaderede hinanden, har således udviklet sig til en symbiose, der er hele grundlaget for springet fra de prokaryote bakterier til alle andre levende organismer.

I koralrev er der udviklet særlige "rensesymbioser". Flere småarter af fisk, kaldet pudsefisk, lever af at rense mund- og gællehule hos større fisk, bl.a. rovfisk. Et andet eksempel på ektosymbiose er myrer, som meget aggressivt forsvarer deres bladlus. Til gengæld malker myrerne bladlusene for næringsrige væsker.

Også mange bakterier indgår i symbiotiske forhold. Arterne i ærteblomstfamilien, elletræer og pors er blandt de planter, der gennem symbiose med mikroorganismer kan omdanne det for planter ubrugelige atmosfæriske kvælstof til ammoniak (se bakterieknolde og kvælstofkredsløb). En uhyre udbredt symbiose er mykorrhiza, en nær forbindelse mellem planter og svampehyfer, som er afgørende for planternes optagelse af næring.

• amensalisme
• kommensalisme
• mutualisme
• parasitisme
• økologi