valutakurs

Dollarkursen målt i kroner 1977-2024. Især i 1980'erne og i årene lige efter oprettelsen af euroområdet i 1999 var der meget store udsving i kursen. Da Danmark fører fastkurspolitik overfor euroen, afspejler figuren siden 1999 også udsvingene mellem dollar og euro. Kilde: Nationalbankens statistikbank.

Kursen på amerikanske dollar 1977-2024

Af Poul Schou.

Licens: CC BY SA 3.0

Valutakurs er prisen på en valuta, dvs. det antal enheder af en valuta, der betales for én enhed af en anden valuta, fx antal kroner for en dollar.

I alle lande anvendes en bestemt, oftest national, valuta som det normale betalingsmiddel. Når der foretages internationale betalinger, omveksler eller bytter man derfor en valuta til en anden. Det foregår på valutamarkederne, og bytteforholdet på markedet er lig med valutakursen.

Valutakursen kan enten være officielt fastsat (fast valutakurs) som i Danmark eller markedsbestemt (flydende valutakurs) som i de fleste andre valutaområder i OECD. I det sidste tilfælde afgøres kursen af de internationale kapitalbevægelser.

Faste og flydende valutakurser

En centralbank (og/eller regering) kan overlade det til valutamarkedet at skabe ligevægt mellem udbud af og efterspørgsel efter fremmed valuta, således at valutakursen bliver markedsbestemt og dermed flydende.

Modsat kan en centralbank vælge at sælge og købe fremmed valuta til en given pris og herved fastholde en bestemt og dermed fast valutakurs. En sådan intervention på valutamarkedet kræver, at centralbanken har en valutabeholdning, som den kan sælge valuta fra eller købe valuta til.

I dag er valutakursen på de allerfleste OECD-landes valutaer flydende. Danmark er en undtagelse, idet landet fører fastkurspolitik overfor euroområdet. I mange udviklingslande anvendes også faste valutakurser.

Der findes også mellemformer mellem faste og fleksible valutakurser; fx kan en centralbank foretage en gradvis opskrivning eller nedskrivning af en valutakurs over tid eller på et givet tidspunkt opretholde en mindre eller større forskel mellem en fast købskurs og en tilsvarende salgskurs.

Hvad bestemmer valutakursen?

Teorien om købekraftsparitet

Der har i tidens løb været fremsat forskellige teorier om, hvad det er, der er afgørende i bestemmelsen af valutakursen for flydende valutaer. En teori af ældre dato er princippet om købekraftsparitet (også kaldt ”loven om én pris”). Ifølge den bestemmes valutakurser, således at den samme vare har samme værdi omregnet til fælles valuta, uanset om den er prissat i den ene eller den anden valuta. Hvis det er tilfældet, bestemmer forholdet mellem prisniveauerne i de forskellige lande de tilsvarende valutakurser. I praksis kan der dog være stor forskel på prisen på en vare i forskellige lande, når man omregner med dagens valutakurser. I dag anses købekraftsparitet derfor i bedste fald at angive en tendens, der kan gøre sig gældende på meget lang sigt, men ikke forklarer de løbende bevægelser i valutakurser særlig godt.

Kapitalbevægelsernes betydning for valutakursen

I dag er den mest udbredte tankegang, at den fleksible valutakurs bestemmes af de internationale kapitalbevægelser. På valutamarkederne kommer udbuddet af valuta dels fra betaling for eksport af varer og tjenester og dels fra kapitalimport (udlændinges køb af indenlandske obligationer og andre værdipapirer), og efterspørgslen efter valuta kommer dels fra betaling for import af varer og tjenester og dels fra kapitaleksport (indenlandske institutioners køb af udenlandske værdipapirer). Da kapitalbevægelserne på kapitalmarkederne er mange gange større end de løbende betalinger i udenrigshandelen med varer og tjenester, er det derfor disse bevægelser, der er afgørende for valutakursernes udvikling.

Det er derfor efterspørgsel og udbud efter et valutaområdes værdipapirer, der bestemmer valutakursen. Efterspørgslen afhænger i høj grad af renteforskelle mellem landene. Er renten eksempelvis højere i eurolandene end i USA, er det alt andet lige attraktivt at sælge amerikanske værdipapirer og købe europæiske, og det vil trække i retning af, at dollarkursen falder i forhold til euroen. Investorernes forventninger til den fremtidige valutakursudvikling er samtidig også vigtig – vurderes det, at eurokursen i fremtiden vil falde i forhold til andre valutaer, vil det i sig selv trække i retning af, at eurokursen begynder at falde. Forventningen kan dermed få en selvopfyldende virkning.

Teorien om renteparitet

Denne teori kaldes teorien om renteparitet. Den kan formuleres lidt forskelligt, men siger i sin grundform, at kursen mellem to valutaer vil afspejle dels forskellen mellem valutaområdernes renteniveau, dels den forventede fremtidige ændring i valutakursen. Da renteniveauerne i høj grad styres af centralbankernes pengepolitik, bliver pengepolitikken derfor også vigtig for valutakursernes udvikling. En implikation af teorien er således, at i et land, der fører fastkurspolitik, må centralbanken sikre, at renteniveauet svarer til renterne i det område, man fører fastkurs i forhold til.

Da valutakurserne ifølge denne tankegang bestemmes af investorerne på de finansielle markeder, vil andre forhold, der påvirker disse investorer, også påvirke valutakurserne. Opstår der f.eks. generel mistillid til den økonomiske stabilitet i et land, kan det medføre, at investorerne i mindre grad er villige til at investere i det pågældende lands værdipapirer, og det kan så få landets valutakurs til at falde.

Valg af valutakursregime

Valg af valutakursregime, dvs. om et land skal have en flydende eller en fast valutakurs, kan have betydning for prisudviklingen samt på kort og mellemlang sigt også for den realøkonomiske udvikling og tilrettelæggelsen af den øvrige stabiliseringspolitik.

En troværdig fastkurspolitik medfører, at rente og pengepolitik er tilnærmelsesvis identiske i de lande, som deltager i fastkurssamarbejdet. En fastkurspolitik kræver samtidig, at finanspolitikken tager hensyn til den eksterne stabilitet.

Hvis et land vælger flydende valutakurser, er det ofte for at kunne føre en mere selvstændig økonomisk politik. I dag har lande med flydende valutakurser typisk samtidig en officiel inflationsmålsætning, der bestemmer centralbankens pengepolitik og fungerer som et anker for prisudviklingen. Lande med flydende valutaer vil ofte opleve større udsving i deres effektive valutakurser end lande, der fører fastkurspolitik.

Historie

Det internationale valutasystem har ændret sig gennem tiderne fra et internationalt guldfodssystem før 1. Verdenskrig over kaos i mellemkrigstiden i form af en skiften fra variable valutakurser til et guldbaseret fastkurssystem og videre til konkurrerende devalueringer og valutareguleringer.

Efter 2. Verdenskrig deltog landene i den vestlige verden først i det internationale samarbejde i det såkaldte Bretton Woods-system, hvor landene havde faste valutakurser, der dog kunne ændres i tilfælde af "fundamental uligevægt".

Som følge af spændinger mellem især USA, Tyskland og Frankrig på grund af forskellige vurderinger af inflationen og finansieringen af det amerikanske betalingsbalanceunderskud brød dette fastkurssamarbejde sammen i begyndelsen af 1970'erne.

Siden har valutakurserne været flydende mellem USA, Japan og Tyskland (siden 1999 eurozonen), som er hovedaktørerne på de internationale valutamarkeder.

I Europa forsøgte man i en årrække efter Bretton Woods-sammenbruddet at videreføre en form for regionalt fastkurssamarbejde i form af først den såkaldte valutaslange og siden EMS’en. I 1990’erne gik udviklingen i to forskellige retninger: En række lande gik i 1999 sammen om at erstatte deres egne nationale valutaer med den fælles valuta euroen, som fra starten havde en flydende valutakurs. De fleste øvrige europæiske lande som Storbritannien, Sverige og Norge opgav fastkurspolitikken og lod deres valutaer flyde, i nogle tilfælde som følge af et spekulativt pres mod deres valuta.

Siden har flere lande tilsluttet sig euroen, der i 2025 er valutaen i 20 af EU’s medlemslande.

Danmarks valutakurspolitik

Danmark har traditionelt ført fastkurspolitik i forhold til D-Mark/euro. I perioden 1979-82 justerede landet gentagne gange den konkrete kursværdi via devalueringer, men denne strategi gav på længere sigt bagslag, og i 1982 opgav man at betjene sig af de- eller revalueringer. På dette tidspunkt var fastkurspolitik stadig det foretrukne regime blandt vores europæiske samhandelspartnere. Siden er situationen skiftet, så Danmark i 2020’erne er det eneste OECD-land, der fortsat fører fastkurspolitik med en selvstændig valuta.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Samfundsøkonomiske forhold

Poul Schou

Cand.polit., ph.d.; Københavns Universitet