vitalpolitik

De klassiske tyske ordoliberale tænkere som Walter Eucken, Wilhelm Röpke, Franz Böhm og Alexander Rüstow afviste forestillingen om, at den proletariske tilstand som følge af industrialiseringen kun eller endda primært er af materiel karakter. De afviser "rene" materielle betingelser som grundlag for socialpolitikken, selv om de fuldt ud accepterer, at materielle incitamenter er af betydning i et socialpolitisk perspektiv.

For at supplere de økonomiske incitamenter i den ordoliberale socialpolitiske model udvikler de ordoliberale tænkere begrebet vitalpolitik, som er opfundet af Alexander Rüstow. Det sigter mod at bidrage til en socialpolitisk model, der forbedrer folks "reelle" levestandard og trivsel. Samtidig tænkes der ikke primært på at sikre kontante ydelser til sociale klienter. Vitalpolitikken som instrument har som mål at få gennemført en såkaldt transformativ strukturel socialpolitik. Denne form for socialpolitik drejer sig ikke om en social egalitarisme i samme grad som i socialismen, men sigter snarere mod en stabilisering af en formodet "naturlig orden" i samfundet, som den moderne kapitalisme har undermineret. Det er en orden, hvor forskellige sociale lag eksisterer respektfuldt side om side, men målet er samtidig mindre ulighed end i rene (angelsaksiske) kapitalistiske stater. Også i socialpolitikken genfindes det ordoliberale forsøg på at finde en tredjevej mellem den ulighedsprægede laissez-faire kapitalisme og den overbebyrdede og bureaukratiske velfærdsstat. I den forbindelse bør den stærke ordoliberale stat give lige muligheder, forudsigelighed og chancelighed i overensstemmelse med ordoliberalismens generelle "regelbaserede politik".

Det grundlæggende socialpolitiske problem ifølge de ordoliberale et vitalitetsproblem. Socialpolitikken bør altid være baseret på "vitalpolitik" (dvs. både ’vital politik’ og ’livspolitik’), som har ligheder med Michel Foucaults senere begreb om biopolitik. Vitalpolitikken er et eksempel på, hvordan ordoliberalismen indeholder en sammentænkning af et strukturelt perspektiv med en stærk stat og et relationelt perspektiv med "vitaliserede" borgere.

De "vitaliserede" elementer i en ordoliberal socialpolitik fremmes fx af muligheder for aktivitet og indflydelse i lokalsamfund og i virksomheder, hvor man er ansat – bl.a. via medarbejderindflydelse i virksomhedsbestyrelser. Selvstyrende kooperativer er også en integreret del af den ordoliberale socialpolitiske model, fordi de styrker arbejdernes indflydelse og empowerment og dermed deres vitalitet. Omvendt "de-vitaliserer" proletariseringsprocessen arbejderne i den forstand, at de ikke kommer til at besidde "borgerskabets etik og ånd". Derfor er det grundlæggende spørgsmål i ordoliberalismens socialpolitik, hvordan man genskaber eller genopliver denne etik og ånd.

Besiddelsen af ejendom er et element i genetableringen af en "borgerskabets etik og ånd" blandt lønmodtagerne ifølge de klassiske ordoliberale. Hvorfor bidrager ejendomsbesiddelsen til løsningen på proletariatets sociale problemer? Svaret er, at i Röpkes optik skal man vælge mellem, at (1) ”enten tillader vi alle at blive proletarer” eller også sker der det, at (2) ”vi lader proletarerne blive ejere af ejendom”. Eucken støtter Röpke, selv han dermed bevæger sig uden for den rene økonomividenskabelige sfære: ”Erfaringen har vist, hvad besiddelse af ens eget hus og have betyder, især i tider med nød.”

Samlet set går processen med afproletarisering gennem to trin ifølge ordoliberalismen. For det første må vi anerkende ”den grundlæggende sygdom, der stammer fra massificering og proletarisering, og som gennemsyrer samfundet og resulterer i ikke-ejerskab af ejendom, depersonalisering, devitalisering og fremmedgørelse fra naturen.” For det andet må vi ifølge Röpke etablere grundlaget for et ikke-proletarisk samfund gennem decentralisering, hvilket implicerer en grundlæggende nyorientering af samfundet, der ikke mindst indebærer en bevidsthedsændring: ”Det vigtigste strategiske punkt er genoprettelsen af ejendomsbesiddelsen for de brede lag [af samfundet], der kan fjerne det mest betydningsfulde kendetegn ved proletarisering, nemlig ikke-ejendomsret.” Denne løsning er, hvad socialister (med foragt) ofte kalder en "småborgerlig" (kleinbürgerlich) løsning på kapitalismens proletariseringsproces, som Karl Marx og Friedrich Engels eksempelvis gjorde i Det Kommunistiske Manifest.

Med hensyn til afproletariseringsprocessen antager de ordoliberale, at folk virkelig ønsker at eje ejendom. Spørgsmålet er naturligvis, om denne antagelse er rigtig. ”Men har folk denne "ejendomsvilje" og alt, hvad der udspringer af den: sparsommelighed, præference for fremtiden på bekostning af nutiden, en følelse af kontinuitet og prøvetid, viljen til uafhængighed, den udtalte familiefølelse?” Dette er spørgsmålet, som Röpke stiller. Det er et åbent spørgsmål, som ifølge ordoliberalismen skal det testes og afprøves for at finde ud af, om "ejendomsviljen" er en vej ud af proletariseringen.

De ordoliberale når dog hurtigt frem til, at "viljen til ejendommen" er til stede, og at indehavelsen af ejendomsretten skal fordeles mere jævnt. Röpke citerer i den forbindelse Francis Bacon, idet han paralleliserer ejendomsbesiddelse og besiddelse af pekuniær formue: ”Penge er som møg. De gør ikke noget godt, undtagen når de spredes.” Röpke ønsker, at der lyder (og synes at høre, at der er) et folkeligt "ja" til spredningen af besiddelsen af ejendom i de interventionistiske stater med stigende ulighed i ejendomsbesiddelsen: “Koncentration af ejendom – som normalt svarer til koncentration af produktionsmidlerne – er i sandhed en negation af ejendom i antropologisk og sociologisk forstand; det er det første skridt rettet mod den yderste koncentration af ejendom og dermed dens suspension, som socialismen kræver.” Valget står således basalt set mellem ejendomsspredning eller socialisme ifølge Röpke. Økonomen Joseph Schumpeter, som havde visse rødder i den østrigske skole, ville teoretisk være enig, men da han mener, at ejendomskoncentrationen er uafvendelig, er socialismen det også.

Spredningen af ejendomsbesiddelsen er imidlertid ifølge Röpke lettere, når en stor og bred middelklasse allerede er til stede. Derfor vil en allerede eksisterende stor og bred middelklasse potentielt bidrage til opnåelsen af det socialpolitiske mål om afproletarisering. Samtidig skal det med, at denne politik mod decentralisering af den private ejendomsret er i overensstemmelse med ordoliberalismens politikker om antimonopolisme og en aktiv konkurrencepolitik. Begge dele sigter mod at undgå en koncentration af bestemte virksomheders markedsmagt i bestemte brancher. Dermed er sammenhængen et praktisk eksempel på, hvad ordoliberale tænkere kalder "den indbyrdes afhængighed af ordener". Orden i ejendomsbesiddelsen (dvs. dens spredning) bidrager således til orden med hensyn til konkurrence på markedet (dvs. antimonopolisme).

Afproletariseringsprocessen og målet om en mere jævn fordeling af ejendomsbesiddelsen beror på en langsom og forsigtig omlægning af den politiske linje. Som et første skridt bør muligheden for at akkumulere en stor mængde ejendom minimeres. Regeringerne bør i det hele taget fremme udbredelsen af privat ejerskab til flest mulige og herunder forbedre muligheden for at oprette små virksomheder. Akkumuleringen af ejendomsbesiddelsen skal endvidere mindskes på tværs af generationerne via en høj arveafgift.

Det er blevet pointeret, at subsidiaritet og lige muligheder de to hovedprincipper i hjertet af den ordoliberale socialpolitik med vitalpolitik som grundlag. Subsidiaritetsprincippet betyder ifølge både Rüstow og Röpke, at folk i tilfælde af behov for støtte i første omgang – som tidligere nævnt – skal kunne forvente hjælp fra ”slægtninge, naboer, venner eller kolleger”. Kun i tilfælde af, at dette udtryk for fællesskabsånd (Gemeinschaftsinnung) ikke er tilgængelig for en borger, skal de andre instanser træde til.

Muligheden for at eje sin egen bolig bør også styrkes som led i afproletariseringen, mener de ordoliberale: ”Industriarbejderen – som vi ikke kan forvandle til en håndværker – kan og bør være ejer af sit eget hus og sin egen have og [et stykke] landbrugsjord, der [ved siden af hovederhvervet og i fritiden] kan tjene som hans produktive ejendom – frivilligt eller ufrivilligt.” Med det sidste menes, at industriarbejderen skal tilskyndes til at eje ejendom, selv om han eller hun ikke i første omgang ønsker det.

I den ordoliberale verden er socialpolitikken generelt forstået som vitalpolitik nødvendig for, at Müller-Armacks sociale markedsøkonomi bliver velfungerende. Den sociale markedsøkonomi har det klart bedst, hvis "vitaliserede" arbejdere taget ansvar for egne liv i forhold til at undgå proletariseringssyndromet. Igen er der tale om et eksempel på den "indbyrdes afhængighed af ordener". ”Individerne skal forpligtes (og presses, hvor det er nødvendigt) til at tage ansvar for deres egen økonomiske velfærd gennem markedet.” Eucken understreger i den forbindelse, at socialpolitikken som andre politikker bør baseres på regelbaseret politik.

Dette ordoliberale økonomiske system skal være mere velordnet end den laissez-faire-orienterede økonomi, som klassiske liberale tænkere – og i endnu højere grad de nyere neoliberale ditto – i et eller andet omfang går ind for. Det gælder også på det socialpolitiske område. Men den ordoliberale socialpolitik bør også være mindre socialpolitisk interventionistisk end i den socialdemokratiske universelle velfærdsstatsmodel, mere socialpolitisk bevidst end i den liberale model og mindre hierarkisk organiseret end den konservative socialpolitiske model. I den forstand tilbyder den ordoliberale socialpolitik en selvstændig model, der har sit eget særpræg, og som adskiller sig fra de idealtypiske socialdemokratiske, liberale og konservative socialpolitiske modeller.

Hvad der ydermere karakteriserer denne idealtypiske fjerde model for velfærdskapitalisme er ifølge Eucken, at ordoliberalismens socialpolitik er et altomfattende fænomen. For ham som for alle klassiske ordoliberale tænkere er socialpolitik (i begrebets grundlæggende forstand), hvad al politik i sidste ende handler om: ”Der er intet, der ikke er socialt vigtigt,” hævdede Eucken. ”Korrekt forstået socialpolitik er en universel form. Det er identisk med en Ordnungspolitik for økonomien eller den økonomiske forfatnings politik.” Socialpolitikkens relationer til alle andre politikformer, retsordener og den økonomiske orden er som sagt et eksempel på den indbyrdes afhængighed af ordener, som reflekterer ordoliberalismens fundamentale tværfaglighed. Samtidig er socialpolitikken en slags "overpolitik", som alle andre politikker bør tage med i betragtning. Socialpolitikken bør tænkes med i alle polistiske anbefalinger ifølge de ordoliberale. På det punkt adskiller de sig som nævnt klart fra de neoliberale.

I den forbindelse understreger Eucken (ligesom Röpke, men anderledes) også, at socialpolitikken primært og mest effektivt bør behandles på en indirekte måde, hvilket er ordoliberalismens sædvanlige politiske tilgang: ”Man bør søge social retfærdighed gennem etablering af en velfungerende totalorden og især ved at understrege, at indkomstdannelsen går gennem strenge konkurrenceregler, accept af risici og villighed til at tage ansvar.” Grundlæggende er social sikring altid et anliggende for ordentlig regelbaseret politik, en ordnungspolitik, som er det vigtigste princip i ordoliberalismen.

I den sammenhæng bliver den idealtypiske ordoliberale socialpolitik lovstyret, forudsigelig, regelbaseret og løbende forbedret i rammen med markedskonforme initiativer. Borgerne skal kunne forudsige, hvordan staten vil behandle dem i tilfælde af forskellige sociale begivenheder mv. I den ordoliberale model bør socialpolitik aldrig være rent skønsmæssig. Det følger også af det ordoliberale retsstatsprincip. Samtidig bør socialpolitikken imidlertid øge folks parathed til at påtage sig ansvar for deres egen skæbne, så de ikke bliver afhængige af velfærdsydelser. Med Röpkes egne ord er kultiveringen af følelsen af selvansvar (Selbstanwortung) det, der kan føre til et sundt samfund.

Der er med andre ord et nærmest dialektisk forhold mellem socialpolitikken som regelbaseret politik og individets ansvar, som ikke findes i nogen af de tre modeller for socialpolitik i velfærdskapitalistiske samfund, som Esping-Andersen analyserer. Ingen af disse to hovedhjørnestene i ordoliberalismen – regelbaseret politik og individuelt ansvar – kan være til stede uden den andet, og ifølge ordoliberalismen er det tætte forhold mellem dem afgørende for en effektiv socialpolitik.

Blandt ordoliberalismens grundlæggere er Röpke sandsynligvis den mest indflydelsesrige og specifikke inden for socialpolitikkens område. Han formulerer (som tidligere påpeget) sin holdning til spørgsmålet som følger: ”Mange tror stadig, at proletariatets elendighed skyldes lave lønninger og lange arbejdstider. Derfor konkluderer de, at løsningen på problemerne kun er et spørgsmål om materiel levestandard, som kan løses gennem højere lønninger og kortere arbejdstid.” Ifølge Röpke og ordoliberalismen tager de fejl. Det er forkert blot at have ’materiel levestandard’ i den socialpolitiske værktøjskasse. I stedet bør en ordoliberal socialpolitik helt grundlæggende baseres på vitalpolitik og derigennem sigte mod at omdanne proletarer til selvansvarlige iværksættere i eget liv og eget erhvervsliv.

Sammenligner man påstanden om vitalpolitikken som socialpolitikkens grundlag med de tre idealtypiske velfærdsstatsmodeller, ser man, at hverken den socialdemokratiske eller den liberale model indebærer væsentlige elementer af vitalpolitik. De tyr først og fremmest til økonomiske incitamenter, som enten indebærer høje ydelser eller ydelser så lave, at de presser folk i arbejde. Derimod indeholder den konservative velfærdsmodel nogle få elementer af vitalpolitik (fx skal dens familieorientering gøre folk mere ansvarlige for deres eget og deres nærmestes liv). Men disse vitalpolitiske elementer i den konservative model er få, og de udgør mere et vedhæng end et et ekstra teoretiseret lag i den konservative socialpolitiske model, således som det er tilfældet i den ordoliberale socialpolitik.

Ifølge Röpke indebærer afproletariseringsmetoden over for individerne et forsøg på at gennemtrænge proletarernes mentale konstitution eller "psykomoralske" kræfter. Metoden skal danne karaktererne hos proletarerne. Det viser, at ordoliberalismens socialpolitik i høj grad også handler om det relationelle perspektiv og ikke kun om det strukturelle. Som nævnt ovenfor bør individerne bl.a. lære at acceptere økonomiske risici og at fungere som iværksættere i den forstand, at de af egen drift tager initiativer, som forbedrer deres egne liv. Også på socialpolitikkens område er en del af ordoliberalismens originalitet sandsynligvis kombinationen af de strukturelle og relationelle magtperspektiver.

Röpke kalder metoden til at få arbejderne til at tage flere selvstændige initiativer for proletariatets borgerliggørelse (Verbürgerlichung). Afproletariseringsprocessen må påvirke arbejdernes psykologi. Den nye psykologi skal indgyde mennesker selvdisciplin, ærlighed, retfærdighed, ridderlighed, mådehold, offentlig ånd, respekt for menneskelig værdighed og faste etiske normer. Det er et højt ambitionsniveau, som Röpke anlægger for menneskeåndens reformering.

• ordoliberalisme
• Wilhelm Röpke