vogn (symbolik)

Fra Norden kendes bl.a. myterne om, at Sol og Måne blev trukket i vogne over himlen af Dag og Nat. Den kendteste vogn i mytologien er uden tvivl Thors. Den har forspændt to gedebukke, og han frembringer lyn og torden ved at buldre med den over himlen. Også Frej og Freja var udstyret med vogne; Frejs bliver trukket af galten Gyldenbørste og Frejas af to katte.

Vogne har i forhistorisk tid været kultgenstande. Det kan ses af arkæologiske fund, hvor de to kendteste er Dejbjergvognene og Solvognen fra Trundholm. Solvognen har velsagtens været brugt i en rite, der har gennemspillet døgnets rytme; Dejbjergvognene er to vogne, der er blevet ofret i perioden omkring vor tids begyndelse.

Vogne til kultbrug er også omtalt i flere tekster. Den romerske historiker Tacitus beskriver ca. 100 e.v.t. en kultvogn for den nordiske gudinde Nerthus; den skjules i et klæde i en hellig lund på en ø i havet. Kun præsten må røre vognen. I perioder trækkes den rundt til festsmykkede pladser, og efter kultsæsonen føres den tilbage til en ø, vaskes af trælle og får vognklæde på. Trællene ofres siden i den omkringliggende sø. Denne germanske myte udgør en parallel til nordiske tekster om Frejs vogn. Både Snorre og Saxo fortæller om, at den døde kong Frode (Frej) køres omkring i en vogn, og denne situation udnyttes i en lille saga: I denne groteske fortælling kører den forfulgte Gunnar Helming rundt i Sverige på Frejs processionsvogn og lader som om han er ham, og at han har Frejs kone med; da hun tilmed bliver gravid, vil jubelen ingen ende tage. Sagaen rummer en kristen polemik mod den nordiske hedenskabs frugtbarhedsexcesser.

Alle disse vogne har med frugtbarheden at gøre, og i riten kan der være indgået et helligt bryllup. Vognene har formentlig været brugt periodisk til ganske omfattende ture ud i lokalområdet eller landet.

I dansk litteratur findes et par magiske skildringer af hestevogne, før biler tog over: Johannes V. Jensens myte “Tømmerlæsset”, 1928, og Martin A. Hansens erindringsessay “Paa Vognbunden”, 1948. Til gengæld er der ikke meget magi i den kørsel, fortællerens far, kaldet “huronen”, præsterer i Ib Michaels roman Brev til månen, 1995; han kører – som den parvenu han er – om kap med hvem som helst på Roskilde Landevej, kører urytmisk, vredladen, mens moderen kan få bilen til at glide vidunderligt af sted, og det er hende, der kører hjem om aftenen: “Huronen ser ikke så godt i mørke”.

Fra pionertidens Amerika har de såkaldte prærievogne, der rullede vestpå under stor fare, og om natten opstillet i vognborg, fået nærmest mytisk karakter. Det samme gælder den elegante diligence, velegnet til fordækte møder, forfølgelse og efterfølgende duel, og den kongelige karet, åben eller lukket, guldbelagt og med de kongeliges ceremonielle smil og vink til alt folket. Den, der ager med stude, kommer også med, i hvert fald hvis det er en Studebaker. Fra kusk og vognfører til chauffør. Fra kærre over stridsvogn til rejsevogn, landauer, sporvogn og motorvogn. Til hver en tid gælder det om at “være med på vognen” og ikke “tabt bag (af) en vogn”.

• vogn
• hjul