Brandenburger Tor er et vartegn for Berlin. Øverst på den nyklassicistiske portbygning, der er opført i 1788-1791, er en skulpturgruppe med klassisk tema: Sejrsgudinden med firspand, af Gottfried Schadow.

.

Vogn, et køretøj, som har været anvendt som praktisk befordringsmiddel, som magtsymbol og i kultisk sammenhæng langt tilbage i tiden. At køre en vogn er på én gang symbol for at sejre og herske og at beherske sig.

Vogne i mytologien

Tordenvejr opstår, når Thor kører over himlen i sin vogn trukket af gedebukkene Tandgnost og Tandgrisner og kaster sin hammer, Mjølner. Fra nordiske gude- og heltesagn fortalt for børn i Christian Højgaards streg.

.

Fra Norden kendes bl.a. myterne om, at Sol og Måne blev trukket i vogne over himlen af Dag og Nat. Den kendteste vogn i mytologien er uden tvivl Thors. Den har forspændt to gedebukke, og han frembringer lyn og torden ved at buldre med den over himlen. Også Frej og Freja var udstyret med vogne; Frejs bliver trukket af galten Gyldenbørste og Frejas af to katte.

Vogne har i forhistorisk tid været kultgenstande. Det kan ses af arkæologiske fund, hvor de to kendteste er Dejbjergvognene og Solvognen fra Trundholm. Solvognen har velsagtens været brugt i en rite, der har gennemspillet døgnets rytme; Dejbjergvognene er to vogne, der er blevet ofret i perioden omkring vor tids begyndelse.

Vogne til kultbrug er også omtalt i flere tekster. Den romerske historiker Tacitus beskriver ca. 100 e.v.t. en kultvogn for den nordiske gudinde Nerthus; den skjules i et klæde i en hellig lund på en ø i havet. Kun præsten må røre vognen. I perioder trækkes den rundt til festsmykkede pladser, og efter kultsæsonen føres den tilbage til en ø, vaskes af trælle og får vognklæde på. Trællene ofres siden i den omkringliggende sø. Denne germanske myte udgør en parallel til nordiske tekster om Frejs vogn. Både Snorre og Saxo fortæller om, at den døde kong Frode (Frej) køres omkring i en vogn, og denne situation udnyttes i en lille saga: I denne groteske fortælling kører den forfulgte Gunnar Helming rundt i Sverige på Frejs processionsvogn og lader som om han er ham, og at han har Frejs kone med; da hun tilmed bliver gravid, vil jubelen ingen ende tage. Sagaen rummer en kristen polemik mod den nordiske hedenskabs frugtbarhedsexcesser.

Alle disse vogne har med frugtbarheden at gøre, og i riten kan der være indgået et helligt bryllup. Vognene har formentlig været brugt periodisk til ganske omfattende ture ud i lokalområdet eller landet.

Uden for Norden

Også i græsk mytologi har solguder vogne som attribut; det gælder både Helios, Apollon og Zeus; men ligeledes har vegetationsguddomme som Kybele og Attis vogn til at komme og forsvinde igen i årets rytme. I hinduismen spiller (kamp)vogne en stor rolle for fx Krishna og Arjuna i det store Mahabharata-epos. Kusken med sit forspand, dirigeret af tøjlerne, er et udbredt ikonografisk motiv, der bl.a. symboliserer åndens frigjorthed, at kunne styre sig selv – og måske verden. Buddhismen inddeles traditionelt i Det Lille Fartøj, Hinayana, og Det Store Fartøj, Mahayana, som symboler for hvem frelsen gælder.

Fra Det Gamle Testamente kendes Elias' ildvogn, som han farer til himmels med, tegnet på at han kan overskride grænsen til det hinsidige. I myter og riter er der mange forskellige trækdyr, fx heste, gedebukke, katte, løver, tritoner (sidstnævnte trækker Poseidons “vandvogn”), men med ildvognen må man tænke sig, at det er selve ildens kraft, der trækker.

Nyere tid

I dansk litteratur findes et par magiske skildringer af hestevogne, før biler tog over: Johannes V. Jensens myte “Tømmerlæsset”, 1928, og Martin A. Hansens erindringsessay “Paa Vognbunden”, 1948. Til gengæld er der ikke meget magi i den kørsel, fortællerens far, kaldet “huronen”, præsterer i Ib Michaels roman Brev til månen, 1995; han kører – som den parvenu han er – om kap med hvem som helst på Roskilde Landevej, kører urytmisk, vredladen, mens moderen kan få bilen til at glide vidunderligt af sted, og det er hende, der kører hjem om aftenen: “Huronen ser ikke så godt i mørke”.

Fra pionertidens Amerika har de såkaldte prærievogne, der rullede vestpå under stor fare, og om natten opstillet i vognborg, fået nærmest mytisk karakter. Det samme gælder den elegante diligence, velegnet til fordækte møder, forfølgelse og efterfølgende duel, og den kongelige karet, åben eller lukket, guldbelagt og med de kongeliges ceremonielle smil og vink til alt folket. Den, der ager med stude, kommer også med, i hvert fald hvis det er en Studebaker. Fra kusk og vognfører til chauffør. Fra kærre over stridsvogn til rejsevogn, landauer, sporvogn og motorvogn. Til hver en tid gælder det om at “være med på vognen” og ikke “tabt bag (af) en vogn”.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig