En arealtælling fra 1888 viser, at byg var den mest udbredte kornsort, mens der blev dyrket næsten lige så meget rug og havre. I mange sogne lå opdyrkningsprocenten på 50‑55 %, men Dråby Sogn, som var langt det største, trak ned i det samlede regnskab, da kun 31 % af jorden var opdyrket, mens Jægerspris’ skove beslaglagde 30 %. Der var også skovarealer på mere end 50 ha i landsognene Ferslev, Gerlev, Krogstrup, Selsø og Slangerup, men i ingen af disse udgjorde skovene mere end 6 % af arealet. Alle sogne indeholdt områder med moser eller kær, men selv i Jørlunde, hvor det drejede sig om 69 ha, udgjorde disse vådområder kun 3 % af arealet. De rige tørveforekomster i Jørlunde dannede grundlag for en ret stor afsætning af dette produkt til Frederikssund, Roskilde og København.
Der blev taget initiativ til landvindinger flere steder i anden halvdel af 1800-tallet. Området Bløden i Frederikssund blev fx tørlagt i 1860’erne, hvorved Kalvø blev landfast med Sjælland. I 1855 blev der også påbegyndt en udtørring af Selsø Sø. Søen var næsten forsvundet omkring år 1900, men blev retableret i de følgende årtier.
Folketællingen fra 1890 viser, at 49 % af de 11.802 beboere i landsognene primært blev forsørget gennem landbrug, og i enkelte sogne var denne andel oppe på 65‑80 %. I Dråby Sogn blev derimod kun 36 % forsørget gennem landbrug, hvilket skyldtes dels stiftelsen i Jægerspris, der husede mere end 300 plejebørn, dels at fiskeri og skovarbejde spillede en relativt stor rolle i dette sogn. Fiskeriet var et vigtigt erhverv i Selsø Sogn, og det havde tillige en vis betydning i bl.a. Skuldelev og Gerlev. Samlet set blev dog kun 259 personer, dvs. 2 % af beboerne i landsognene, forsørget gennem fiskeri, men flere har formentlig haft det som bibeskæftigelse.
I 1890 levede 316 af landboerne af handel. Derimod var 1.603 personer beskæftiget inden for håndværk eller industri, og antallet var størst i Dråby Sogn med 370, men også i Ferslev, Skuldelev, Gerlev, Jørlunde og Skibby Sogne blev mere end 100 indbyggere forsørget gennem håndværk eller industri. Disse erhverv spillede også en vigtig rolle i de to bykommuner, Frederikssund og Slangerup. Dog blev 316 af de 664 personer, som hørte til Slangerup Bykommune i 1890, forsørget gennem landbrug, mens kun 175 levede af håndværk eller industri og 31 af handel. I Frederikssund ernærede 659 af de 1.828 indbyggere sig af håndværk eller industri, mens 515 levede af handel, 293 af immateriel virksomhed, 90 af landbrug og 35 af fiskeri. De vigtigste industrivirksomheder i Frederikssund var et dampspinderi, et jernstøberi og ikke mindst andelssvineslagteriet.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
