Den todimensionelle grafiske fremstilling af skibe har været kendt siden 1500-tallet. Dog er det vigtigt at skelne mellem skibstegninger og konstruktionstegninger. Skibstegningens primære formål var at give beskueren eller bygherren en forestilling om skibets proportioner, antallet af kanoner samt udsmykning. Konstruktionstegningen var derimod en regulær arbejdstegning. Et afgørende element i fremstillingen af egentlige konstruktionstegninger var, at man ønskede en flåde af ens skibe med samme egenskaber, bedre styring af byggeprocessen samt at mindske spildet af kostbar egetømmer. Ved hjælp af konstruktionstegningerne var man i bedre stand til at kontrollere, om det færdige produkt var i overensstemmelse med de fastlagte specifikationer.
I 1800-tallet bestod et komplet tegningssæt af seks elementer: en angivelse af skibets hoveddimensioner, tegning af spantet i plan og profil, et tværsnit, et siderids, en plan af dækkene samt en tegning af ornamenterne. Senere kom sejl- og rigningstegninger. Tegningerne af spantet samt sideridset var de eneste, som blev approberede, hvorfor de fungerede som juridisk bindende dokumenter.
På Rigsarkivet er en række skibstegninger, der dateres til den første fjerdedel af 1600-tallet. Disse er formodentligt udarbejdet af David Balfour, som var kongens skibsbygmester fra slutningen af 1500-tallet til midten af 1620’erne. Rigsarkivets tegninger gengiver skibet todimensionelt, hvorfor man ikke kan tale om en egentlig konstruktionstegning.
I 1692 ansatte man Ole Judicær som fabriksmester på Holmen. Fra dette tidspunkt og frem til i dag har man i den danske flåde bygget skibe efter konstruktionstegninger.