Axel Iversen

Axel Iversen, Peter Axel Thorvald Iversen, 20.8.1844-22.11.1892, læge. Født i Helsingør, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). I. blev student 1863 fra det v. Westenske institut i Kbh., tog medicinsk eksamen 1869, aftjente sin værnepligt som konst. underskibslæge på fregatten Sjællands togt til Suezkanalens åbning og var 1870–72 kandidat ved kommunehospitalet i Kbh. 1872 erhvervede han universitetets guldmedalje for besvarelse af prisopgaven om Prostatas normale Anatomi, og s.å. blev han reservekirurg hos Valdemar Holmer ved kommunehospitalets afd. I, den første her i landet hvor Joseph Listers antiseptik var indført. Hos denne udmærkede chef fik I. rig lejlighed til at udvikle sit eminente operative talent og store kliniske evner samt til at dyrke sit yndlingsfag, urinvejskirurgien; allerede 1874 disputerede han for doktorgraden med en afhandling Om Hypertrophia prostatæ. Ved sin afgang som reservekirurg 1875 oprettede I. og drev i nogen tid en privatklinik i Kbh. for urinorganernes sygdomme, hvilket speciale han yderligere uddannede sig i hos Leopold von Dittel (1815–98) i Wien og J. C. F. Guyon (1831–1920) i Paris, og hvori han hurtigt fik et meget anset navn. Senere kom I. til Skt. Josefs hospital hvor han vedblev at operere til kort før sin død. Som privatdocent holdt han 1876–82 flere forelæsningsrækker. Han var desuden en tid vaccinator, 1877–80 kommunelæge og 1880–84 læge ved brandkorpset, 1877–92 censor ved medicinsk eksamen. Endelig 1884 fik han ved Holmers tidlige død sit rette virkefelt som overkirurg, idet han ansattes ved kommunehospitalets afd. V hvis chef, C. Studsgaard, overtog Holmers afd. I. I. fik nu lejlighed til at udfolde alle sine store evner som kirurg, som organisator og administrator, og i det korte spand af år, han kom til at virke her – bærende på en kronisk nyrelidelse synes han at have anet at tiden blev kort – arbejdede han utrætteligt og med held for på alle områder at gøre sin afdeling til en mønsterafdeling. Han forbedrede den antiseptiske sårbehandling, forberedende overgangen til aseptikken, og kastede sig med brændende iver over alle de nye opgaver der åbnede sig for den operative kirurgi, efter urinvejskirurgien navnlig ledkirurgien og den nye abdominalkirurgi. I.s litterære virksomhed som der naturligt ikke var levnet tid til under de foregående års spredte virksomhed tog nu igen fart, og selv om han ikke blev nogen nyskaber i kirurgien, forstod han fra udlandet at vælge det bedste i tiden og efter kritisk gennemprøvning at føre det frem herhjemme. Her skal kun foruden hans arbejder om endetarmskræften fremhæves at han med sit arbejde om appendicitis 1891 og sit foredrag derom i Medicinsk selskab banede vejen i Danmark for den operative behandling af blindtarmsbetændelse. For de studerende og for besøgende læger på afdelingen var I. en utrættelig og skattet lærer og vejleder; men midt i sit frugtbringende virke, på højden af sin kunnen og opfyldt af planer for fortsatte videnskabelige arbejder og foredrag døde han efter få dages akut sygdom. – Tit. professor 1888. – En søn Tage Iversen, født 19.4.1879, død 6.1.1946, blev dr.med. og overlæge ved invalideforsikringsretten. Fra 1918 drev han kirurgisk privatklinik i Kbh. – En bror, Charles Alfred Iversen, født 22.4.1855, død 28.8.1934, blev student 1873 og cand.jur. 1881. Efter ansættelse i DSB's sekretariat blev han 1886 forretningsfører, 1894–1931 administrerende direktør for Kbhs. brandforsikring. 1904–31 var han medlem af forsikringsrådet. R. 1912. DM. 1915. K.² 1925