Fr. Wexschall

Fr. Wexschall, Friderich Thorkildsen Wexschall (Wexsal), ved dåben Terkildsen, 9.4.1798-25.10.1845, violinist. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Holmens). W. der i kraft af sin begavelse, sin sikre optræden og sit kunstneriske talent skulle blive en af sin tids betydeligste musikerpersonligheder fik sin første violinundervisning af faderen, en norsk bondesøn der med dygtighed trakterede sin hardangerfele. 1808 blev han elev af den berømte, men alderstegne Peder Lem som ledede Det kgl. kapels violinskole, og kom allerede som dreng til at optræde ved hofkoncerter. 1812 blev han kapelelev og udviklede sig under sin nye lærer, den begavede violinist og pædagog, koncertmester Christian Tiemroth til en fortrinlig violinspiller med en bemærkelsesværdig fyldig og smuk tone. Allerede 1816 drog W. til udlandet for at perfektionere sig hos den hollandske violinist Foght, og 1820-22 foretog han med offentlig understøttelse en studierejse til Carl Moeser i Berlin, Fr. Pechatschek i Wien og Ludvig Spohr i Kassel. Samtidig gav han koncerter hvor han nåede frem, og høstede selv i det musikforvænte Paris den mest glimrende berømmelse for sin kunst. W.s position i dansk musikliv måtte, som hans talent viste sig i fuld udfoldelse, blive meget betydelig. Men den offentlige anerkendelse man kunne vente skulle blive ham til del kom kun langsomt. Dels sad der dygtige folk på de førende stemmer i Det kgl. kapel, dels tilsidesatte Claus Schall, musiklivets indflydelsesrigeste personlighed, W. hvor han kunne komme til det. I en række år måtte han nøjes med at fungere som 2. balletrepetitør og anfører for andenviolinerne. Først 27 år efter sin ansættelse blev han primoviolinist og efter Schalls død leder af kapellets violinskole med prædikat af, men uden at virke som koncertmester (1835). Til gengæld var W. ved koncerter skattet som en ypperlig solospiller, og i privatkredse dyrkede han kammermusikken til ikke mindre begejstring, ligesom den unge musikforening fik en værdifuld kraft i ham. Selv om W. stod i sin bedste alder, blev han dog stadig udsat for ydmygelser i sin embedsgerning, således 1842 da han blev afskediget som balletrepetitør, en stilling i hvilken August Bournonville satte stor pris på ham. W. reagerede ved indtil sin tidlige død næsten aldrig at gøre tjeneste i kapellet. I disse år viede han sig mere og mere den lærergerning der allerede havde bragt ham mange glæder. Han så søstersønnen Frits Schram, H. S. Paulli og Niels W. Gade vinde anseelse som violinister og talte mange af tidens mest begejstrede musikamatører blandt sine elever.