Morten Pape

I romanen er Urbanplanen en kampplads, hvor børn og unge med indvandrerbaggrund strides med de danske ”kartofler”. Disse etniske spændinger intensiveres med angrebet på World Trade Center d. 11. september 2001, idet muslimer underlægges en generel mistænkeliggørelse i Vesten. Men fortællerstemmen henviser samtidig til et fælles klassevilkår (”proletariatets afkom”), der går på tværs af hudfarve, sådan at beboerne i ’ghettoen’ – trods deres indbyrdes etniske og kulturelle forskelle – har det til fælles, at de er samfundets og byens udstødte.

Titlen Planen henviser både til boligområdets (kalde)navn og Mortens forsøg på at bryde med sin sociale arv og lægge stedet bag sig. Især forældrenes skilsmisse, farens svigt og morens dårlige mentale helbred præger barndommen. Da han vokser op, kan den blege, svage og bebrillede Morten bruge sin intelligens og sit gode sprog til at manøvrere mellem områdets grupper af ”perkere” og racistiske ”kartofler” for ikke at blive klemt i hierarkiet. Men han finder sig aldrig til rette noget sted i det hjemlige miljø.

På et tidspunkt forsøger Morten at blive skuespiller, men først til sidst i romanen lykkes en exitplan, da han begynder på en uddannelse, bliver lærervikar på sin gamle skole og får en kæreste fra Østerbros kreative middelklasse. Også hans sproglige evner er basis for klasserejsen. Selve den roman, læseren sidder med i hånden, er på én og samme tid forfatterens beretning om Urbanplanen og hans adgangsbillet væk fra stedet og ind i kultureliten. Men til sidst i romanen lader fortælleren det være et åbent spørgsmål, hvorvidt han og hans søskende også mentalt har formået at gøre op med deres baggrund. Lillebroren siger: ”Det afgørende er vel at vi slap væk, Morten. Alle sammen.”. Morten svarer: ”Men gjorde vi det?”.

Romanen har en tredjepersonsfortæller, der igennem bogens dele skifter synsvinkel mellem Jamil, Simon og Mickey og følger dem før, under og efter drabet. På den måde opnår romanen en flerstemmighed og åben undersøgelse af forbrydelsens baggrund og de involverede karakterer.

I romanens første del er synsvinklen hos Jamil, der mødes af politiets afvisning af et racistisk motiv bag drabet, på trods af at Mickey og Simon er del af en bande, der kalder sig DKP, kort for ’Danskerne Knuser Perkerne’. Han udstødes også af gadens fællesskab – herunder sine venner Hadi og Teis – der anklager ham for ikke at have forsvaret Zeki i drabsøjeblikket.

Anden del følger Simon, der flytter med sin familie til Lolland for at flygte fra sin morbror, Keller, der er ude efter ham for at have vidnet mod Mickey og banden. Simon bliver dog trælbundet af en ny magtfigur, Pierre, som han kommer til at skylde penge og derfor løber kriminelle ærinder for. Skildringen bærer dermed præg af en social determinisme; trods forsøg på forandring indhentes Simon af sin baggrunds miljø.

Tredje del handler om den følelsesmæssigt afstumpede Mickey. Romanen skildrer over en kort årrække hans tiltagende voldsparathed, misbrug og fjendtlighed over for alle omkring sig. Indskudte citater fra hans kommunale sagsmappe vidner om morens vanrøgt af ham, og fra en helt tidlig alder synes han disponeret for vold. Men han viser en forbedret adfærd, da sagsbehandleren Lisa giver ham omsorg og nærvær. Da hun afviser hans seksuelle tilnærmelse, bliver hans temperament dog forværret, hvilket leder op til drabet på Zeki.

Racismen kan dermed ikke isoleres som den udløsende faktor for voldsakten; Mickeys vold og vrede kommer af at tilhøre en hvid underklasse, som Zeki paradoksalt nok nærmer sig, når det kommer til social og geografisk placering, samfundssyn og maskuline normer. Zeki var “ikke ligefrem et af Guds bedste børn”, siger Jamils søster på et tidspunkt, men han havde en langt mere omsorgsfuld (enlig) mor end sin drabsmand.

Ingen af de fire drenge har haft en ansvarlig og nærværende far. Da Mickey et sted bliver spurgt, hvordan forholdet til hans far var, er hans svar: “kort”. Romanen tematiserer altså sammenhængene mellem vold, maskulinitet og klasse på tværs af etniske skel.

Romanens sidste del vender tilbage til Jamil, efter at han har været indlagt med angst, depression og tegn på PTSD og skizofreni. Han er blevet følelseskold og tiltrukket af en patriarkalsk islamisme, efter rødderne på blokken såvel som hans moster har ladet ham vide, at rigtige mænd ikke græder eller tager angstmedicin. Han kommer dermed til at minde om sin voldelige og kontrollerende far og står i kontrast til den følsomhed, som han havde før Zekis død, og dermed også til det homoseksuelle begær, som han udviste mod vennen. En seksualitet, der er umulig i romanens miljøer, hvad enten det er blandt etniske danskere eller amagerkanere med indvandrerbaggrund.

Jamils ven Filip opsøger ham for at skrive en journalistisk afdækning af det racistiske drabsmotiv, som hastigt blev manet til jorden af politi og politikere efter Zekis død. Pape bruger et autentisk citat fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i medierne afviste et “anti-islamisk” motiv bag volden.

I Filips udlægning var dette for at undgå en dårlig diplomatisk situation for Danmark og for Fogh selv, der behøvede Tyrkiets stemme i valget af en ny generalsekretær i NATO. Ligesom i Planen trækker Pape altså tråde mellem individernes nære historie og samtidens store historie.

At hendes familie med far, mor, lillebror og halvstoresøster er holdt sammen af materialer, viser sig at være sandt, da den falder fra hinanden efter Amagerbankens krak i 2011. Amalies far deltog i forsøget på at redde banken ved at investere familiens opsparing og pension uden morens vidende, og faren repræsenterer både et tvivlsomt mandeideal om at være modig og risikovillig og 1990’ernes og 2000’ernes ’vindermentalitet’ om individets eget ansvar og de frie markedskræfters retfærdighed. Forældrene bliver skilt, efter at alle pengene går tabt – og efter at den utilpassede lillebror, Oliver, dør af en overdosis.

Amalie forfølger et andet begreb om retfærdighed end sin far, idet hun bliver optaget af velgørenhedsarbejde og af grusomhederne ved folkemordet i Rwanda, der begyndte på hendes fødselsdag i 1994. Hun begynder hos en psykolog, Harriet, der viser sig at være overlever og flygtning fra folkemordet, og forelskelsen i Harriets søn, Inno, bringer Amalie på en rejse til Rwanda. Ad den vej kommer romanen ikke alene til at handle om ruinerne af Amagers middelklasse, efter øens økonomiske vartegn gik konkurs med statens vilje, men også Rwandas ruiner og traumer efter folkemordet og svigtet fra det globale samfund.

Særligt Frankrigs ansvar belyses, da Amalie befinder sig i Paris under Notre Dames brand. En brand, der på den ene side kondenserer Innos uforsonlige vrede mod ’Lady Genocide’ – præsident Habyarimanas enke og den egentlige hjerne bag folkemordet – der lever i eksil i Paris, og på den anden side symboliserer Frankrigs og Vestens politiske splittelse, bl.a. i form af De Gule Vestes oprør mod magteliten, som Amalies halvstoresøster, Maya, deltager i.

Amalies fortællerstemme henvender sig romanen igennem til den døde lillebror, Oliver. Sent i romanen finder hun ud af, at faren – der igennem Olivers opvækst var skuffet over hans manglende mandighed – kvalte ham i desperation og afmagt, bl.a. over sønnens homoseksualitet. Amalie får mulighed for at komme faren til undsætning, da han falder om med en blodprop, men hun forlader ham, og hendes idealisme og godgørenhed er dermed blevet vendt til kynisme efter møderne med verdens ondskab. Dog findes et håb om lysere tider i, at hun bærer Innos barn i maven.

Udover det dybe historiske perspektiv på Papes slægt har romanen et spor, der følger forfatteren igennem den dag, han skal give sit første foredrag om Planen – netop hjemme i Urbanplanen. Dette spor handler altså om virkningerne af den første romanudgivelse. Morten modtager et dokument med titlen ”Til mine børn” fra sin far, hvilket får ham til at tro, at faren har begået selvmord efter at have læst beskrivelserne af sig selv i Planen: ”Nu gik det i opfyldelse. Ikke i romanen, men ude i virkeligheden. Jeg havde slået min far ihjel. Det hele var min skyld.”

Dette viser sig ikke at være tilfældet, men igangsætter alligevel forfatterens refleksioner om det at gribe ind i virkeligheden med sin skrift og dermed også tvivlen, om han har dømt sin far for entydigt.

Romanens historiske spor begynder med, at Mortens farfars søster, Bente Eva, dør, idet hun føder en datter. Familien formår ikke at bearbejde sorgen sammen, og Bente Eva optræder senere som et spøgelse for både farfaren og for Morten – hun hjemsøger dem som en personifikation af det fælles traume, som kommer til at splitte familien.

Efter ulykken forsvinder Mortens oldefar, der er en ambitiøs kemiingeniør, ind i sit arbejde. Han får en elskerinde, mens hans kone får en depression af sin sorg, og de mister begge forbindelsen til deres søn, altså Mortens farfar. Farfaren lægger distance til hjemmet pga. forældrenes mørke og særligt sin fars evige nedgørelse og bebrejdelser. Han går ikke i sin fars videnskabelige fodspor, men vælger at blive chauffør og kørelærer og gifter sig med den fattige, alkoholiserede Ditte – til ingeniørens store skuffelse og vrede.

I 1954 dør oldemoren af sin sorg, og efter begravelsen taler oldefaren og farfaren ikke med hinanden igen: ”Stilheden mellem chaufføren og hans far vil give genlyd i resten af deres liv. Og de liv, der følger efter.” Tabet af Bente Eva og det ubearbejdede fælles traume siver altså ned gennem familien som en gift. En brønd- og vandmetafor er gennemgående i romanen; ingeniøren gjorde det til sit livsprojekt at forbedre brøndene og drikkevandet for den danske landbefolkning, men forsømte sin familie og lod en forurening af skuffelse og forknythed, som han selv arvede fra sin far, flyde videre til sin søn og sine børnebørn.

Familietraumet lægger også grunden til et klassefald fra oldeforældrenes overklassetilværelse til bedsteforældrenes underklasseliv, der arves til Mortens far, Ole. Ole har en ustabil barndom, hvor forældrene har svært ved at tage sig af børnene, og hvor han bliver mobbet. Da forældrene bliver skilt, forsvinder Oles far stort set ud af hans og de andre søskendes liv, og morens mentale helbred går efterhånden i stykker. Denne baggrundshistorie synliggør Oles egne forudsætninger for at blive en ansvarlig og nærværende far og korrigerer dermed Planens fordømmende beskrivelser med et forsøg fra Pape om at sætte sig i sin fars sted, hvilket måske kan mane familiespøgelserne bort.

Store dele af romanen fortælles fra morens synsvinkel i scener fra hendes utrygge barndom, ungdommens skuffede håb om at blive flyveleder, voksenlivets ægteskab og skilsmisse, en ulige børneordning med en mand, der intet ansvar tager, og depression. Romanen rummer indlevende fremstillinger af morens deprimerede sind og selvmordstanker.

Som i andre dele af forfatterskabet har konflikten rod i en destruktiv maskulinitet. Mortens morfar – Smeden – er en voldelig tyran, der tæver sin kone, når hun gør det mindste forkert eller modsiger hans urimeligheder over for døtrene. Morens familie hører til Vestamagers lavere middelklasse, og senere i livet har Smeden kun hån til overs for sin datters tilværelse:

“Han har foragtet hendes livsvalg og hendes livsstil og hendes livsvaner. Intet har været godt nok, stadig aldrig godt nok. Hun ved godt, at det er straffen for ikke at være som sin søster, ikke at have taget en uddannelse og holdt sig i sporet og investeret i ejendom og ageret ansvarligt, men i stedet bo til leje i Turbanplanen og gifte sig med selveste manden, der opfandt den dårlige undskyldning.”

Da Morten skal til at flytte ud af mormorens lejlighed, opdager han, at hun ikke alene drikker, men også tager metadon og morfin. Det er hendes midler mod et ødelagt selvværd, ræsonnerer Morten.

I 2016 fortæller hun Morten, at hun forsøgte at begå selvmord som ung mor pga. livet med Smeden. Da Morten otte år senere overbringer denne viden til sin mor, røber hun, at også hun forsøgte selvmord næsten 20 år tidligere.

Ligesom i Mortens fars del af familien bæres der altså på en tung arv i morens familie: ”Selvmord løb i min families generationskanaler.”

Som i Nøglebarn reflekterer forfatteren over den handling, det er at skrive autofiktivt. Morens fars familie brød kontakten med hende, Morten og hans søskende efter udgivelsen af Planen, og Morten mærker samvittigheden over at bruge familiens fælles minder og morens traumer i sine bøger. Men romanen insisterer samtidig på, at familiehemmelighederne og -historien skal konfronteres og ud i det åbne: ”Kun sådan kan man leve i lyset uden at skulle skjule sig.”