Frederik Trier

Frederik Trier, Frederik Jacob Trier, 14.6.1831-17.5.1898, læge. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). T. blev student 1849 fra Metropolitanskolen og 1855 medicinsk kandidat. Forinden havde han 1853 fungeret som koleralæge i Kbh. Efter kandidattjenesten var han 1860-62 reservemedicus ved Frederiks hospital. Såvel her som på studierejser i udlandet, 1856 i Wien og 1860 i Würzburg, kastede han sig særlig over den kliniske medicin. 1860 erhvervede han doktorgraden med en lødig og grundig afhandling Undersøgelser angaaende den lyphoide Febers Udbredning og Oprindelse i Kiøbenhavn i Aarene 1842-58 samt Beskrivelse af Epidemien i 1858. I den følgende tid fremkom der i tidsskrifterne flere større og mindre kliniske publikationer fra hans hånd, bl.a. en vigtig monografi over ulcus duodeni. Under krigen 1864 var han overlæge ved et lazaret i Kbh. og i begyndelsen af 70erne ved koppelazarettet sst. og havde her lejlighed til praktisk at dyrke sine særstudier samtidig med at han blev en bestandig mere benyttet og skattet praktiserende læge. 1861-74 var han redaktør af Ugeskrift for Læger, det første år sammen med S. Engelsted, senere som eneredaktør. Han viste her en overordentlig journalistisk evne og dygtighed i behandlingen afsåvel lægevidenskabelige som organisatoriske standsspørgsmål, for hvilke tidsskriftet mere og mere blev det særlige organ i tilslutning til Den almindelige danske lægeforenings virksomhedsområder. Hans usædvanlige parlamentariske evne gjorde det naturligt, at han knyttedes nær til foreningen som dirigent ved dens møder, som medlem af bestyrelsen 1860-74, 1869-74 som dens formand. Som varm skandinav knyttedes han også tidligt til det videnskabelige samvirke der udfoldedes i de nordiske lande. Han var dansk medredaktør af Nordiskt medicinskt arkiv fra dets stiftelse 1869 og i en lang årrække medlem af de skandinaviske naturforskermøders bestyrelse. 1874 udnævntes han til overlæge ved den ene af de medicinske afdelinger på kommunehospitalet. Også i denne fremskudte kliniske stilling vandt han megen påskønnelse både i sin læge- og lærergerning ved sin utrættelige nidkærhed, grundighed og samvittighedsfuldhed, i høj grad afholdt af sine lægeassistenter og sygeplejersker. Om hans uomtvistede autoritet som videnskabelig kliniker vidnede det, at han ved den internationale lægekongres i Kbh. 1884 valgtes til præsident for den medicinske sektion. I sin overlægestilling fik han også lejlighed til at anvende sine organisatoriske evner til bedste for hospitalets indre forhold, navnlig til en vigtig omorganisering af hele sygeplejen. Efter atten års funktion trak han sig overanstrengt af hospitalsvirksomheden tilbage fra sin afdeling 1892, men vedblev i øvrigt i stor udstrækning at virke som læge, altid lige varmt interesseret i sin gerning og sin videnskab, fremdeles som tidligere ivrigt optaget af lægevidenskabelige opgaver, således som formand i farmakopékommissionen og formand i repræsentantskabet for tuberkulosesanatorierne. Men i begyndelsen af 1898 ramtes han af en ondartet sygdom som afbrød hele hans frugtbringende virke og hurtigt voldte hans død. – Tit. professor 1881. - En søn Sven (Svend) Trier, født 8.6.1877, død 27.11.1931, blev student 1895 og tog eksamen i økonomi og statistik 1902. Efter at have virket i arbejderforsikringsrådet 1899-1919 blev han kontorchef, 1925 direktør i arbejds- og fabrikstilsynet. Som sådan deltog han i de internationale arbejderkongresser i Washington 1919 og 1923 og 1924 i Geneve. 1920–26 og fra 1928 var han medlem af folketinget for socialdemokratiet.