velfærdsstatens krise

Historisk var det et stort emne, om den voksende velfærdsstat kunne finansieres – altså om skatterne ville blive for høje såvel i forhold til skatter og afgifters virkning på incitamenter til at arbejde og befolkningens villighed til at betale for velfærdsstaten. Det var centralt i 1970'erne med stigende oliepriser og høj ledighed, heriblandt hos de unge. Det er ikke kun en dansk diskussion. I 1981 udgav OECD en bog om velfærdsstaters krise.

Finansiering er stadigt et tema, men den voksende velstand har gjort det mindre presserende især i et land som Danmark, herunder som følge af at Danmark har haft overskud på de offentlige finanser i en årrække og gælden opgjort efter Europæiske kriterier (ØMU-gæld) på 30.5 % af BNP i 2024.

Der opstod i forbindelse med beskæftigelseskrisen i 1980'erne en debat om problemerne ved, at så mange modtog sociale ydelser i meget lang tid. Argumentet var at det aldrig havde været formålet med kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, at så mange skulle modtage dem i så lang tid, som det dengang var tilfældet.

Derfor har der også konstant været en diskussion om, hvorvidt der manglede økonomiske incitamenter til at arbejde. Det har ikke alene været en diskussion om ydelsernes størrelse, men også indvirkninger fra skatter og afgifter og også højere beskæftigelsesfradrag har været set som et element i at øge incitamentet til at arbejde.

Krise er ikke et entydigt begreb i forhold til velfærdsstaten. Det kan også handle om forventninger til hvad velfærdsstatens skal levere, og hvilken service og hvilke indkomstoverførsler, velfærdsstaten skal levere og på hvilket niveau. Dette betegnes som en legitimitetskrise i velfærdsstaten.

I dag foregår debatten om finansieringen af velfærdsstaten især i lyset af den demografiske udvikling med et voksende antal ældre, som kan forventes at have behov for ældreomsorg og som forlader arbejdsmarkedet i større antal end unge, som kommer ind på arbejdsmarkedet, selvom ældre i dag arbejder i flere år end de gjorde tidligere.

Dertil kommer en ny diskussion i relation til kriser i velfærdsstater, om der vil være den nødvendige arbejdskraft til at løfte velfærdsstatens forskellige opgaver, og med de faglige kvalifikationer der er brug for. Den mulige mangel på arbejdskraft er ikke alene en diskussion i forhold til velfærdsstatens ydelser, men også en bredere diskussion om, hvorvidt der er tilstrækkelig arbejdskraft til erhvervslivet, og dermed til at sikre produktion og økonomisk udvikling. En krise behøver således ikke alene at handle om der er penge til at betale for ydelser, men også om der er arbejdskraft til at udføre opgaverne.

På trods af velfærdsstatens mulige forskellige kriser handler diskussionerne ofte om, hvorvidt der er råd til velfærdsstaten på kort eller lidt længere sigt og om, hvordan der skal prioriteres mellem forskellige områder i velfærdsstaten. Prioritering kan samtidig være om der er andre udgiftsområder udover de mere traditionelle velfærdsområder som skal finansieres eksempelvis indsats indenfor miljøområdet eller udgifter til forsvar.

• Danmark
• Danmark – social sikring
• velfærdsstat
• Danmarks økonomi