Algeriets historie 1516-1962

Fra 1516 blev Algeriet gradvist indlemmet i Osmannerriget. Med sin beliggenhed og lange kyst ud til den vestlige del af Middelhavet blev Algeriet vigtigt i de magtkampe, der foregik i Middelhavet om handel, varer og sejlruter. Den osmanniske flåde var også tilstede, og den osmanniske flådeadmiral Khair Ed-Din Barbarossa og hans bror Aruj Barbarossa ledte den osmanniske flåde i flere vigtige slag i Middelhavet. I 1516 hjalp Barbarossaflåden indbyggerne i Algier med at bekæmpe en spansk flåde, der forsøgte at bemægtige sig kontrollen over byen. Efterfølgende sikrede Barbarossa sig gradvist kontrol over en række byer langs Algeriets kyst, bl.a. Miliana og Ténès. I 1551 besatte han med sin flåde Tlemcen, og den sidste leder af Zayyanid-dynastiet, Hasan al-Abdallah, blev fordrevet og flygtede til Spanien, hvor han døde få år efter.

Algeriet hørte nu under Osmannerriget. Området fik navnet Regentskabet Algeriet, opkaldt efter Algier, hvor regenten over området boede. Der blev etableret et nyt administrativt system med nye strukturer og nye eliter både centralt i Algier og ude i landet. Der blev desuden opkrævet skatter af stammerne rundt om i landet, og til gengæld herfor havde stammerne udstrakt autonomi. I begyndelsen blev Algeriet en provins under Osmannerriget og blev ledet af en guvernør med hovedsæde i Algier, der var udpeget og udsendt af sultanen i Istanbul. Algier skulle tilsvarende betale skatter til Istanbul. Efterhånden opnåede provinsen og lederen større uafhængighed fra Istanbul, men der skulle fortsat betales skatter.

Fra 1659 blev guvernøren betegnet som agha og senere som dey. De formåede ofte at bevare en høj grad af selvstændighed i forhold til sultanen. Lokalt var der udpeget underledere, kaldet bey, som styrede i fx Constantine, Oran og Titteri. De havde kontrol over og kontakt med de lokale stammer, og det netværk, der herved opstod, kaldes makhzen. Netværksstrukturen er bevaret frem til i dag og udgøres af de ledende eliter. Algeriets de facto status som en selvstændig provins i Osmannerriget blev styrket fra 1710 under dey Baba Ali Chaouch, der ledede provinsen frem til 1718.

Deyen blev støttet af janitsharer, som var osmanniske elitesoldater på land sendt fra Det Osmanniske Rige, samt korsarer til havs, som både støttede den algeriske handelsflåde og deltog i den kaper-kultur, der var almindelig praksis mellem søfartsnationer på Middelhavet. Søfartsnationer overfaldt hinandens skibe, og den vindende part havde ret til at tage last og mandskab med sig. Fra 1600-tallet eksisterer der utallige beretninger om europæiske søfolk, der blev taget til fange og solgt på slavetorvet i Algier, som var en af de såkaldte Barbareskstater. Tilsvarende blev algeriske søfolk taget til fange af bl.a. den franske flåde og solgt på slavetorvene i Marseille, Barcelona og Genova.

Frankrig var et af de lande, der etablerede kontakter og underskrev aftaler med Algier allerede fra 1619 og 1628, som bl.a. angik franske handelsinteresser i Algeriet. Frankrig var bl.a. afhængige af betydelig fødevareimport fra Algeriet.

Storbritannien og Holland var også stærke handels- og krigsførende lande i Middelhavet og indgik derfor også freds- og gaveaftaler med Algier. Søslag og handelsrelationer prægede alle landenes fælles historie med Middelhavet som omdrejningspunkt i 1600-1700-tallet.

Samtidig var forholdet mellem de europæiske stormagter i slutningen af 1700-tallet præget af krige og splittelse mellem landene, særligt mellem Storbritannien og Frankrig. Denne splittelse udspillede sig også i forhold til handelsinteresser i Middelhavet. De europæiske stormagter Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien besatte og koloniserede fra slutningen af 1700-tallet Nordafrika og andre dele af Middelhavsområdet som en del af de indbyrdes krige og handelskonkurrencer.

I 1798 invaderede den franske hær under ledelse af Napoleon 1. således Egypten for at spærre for Storbritanniens handelsrute til Indien. Frankrig mistede herredømmet i Egypten igen i 1801, men kort efter, i 1803, stod Napoleon 1. i spidsen for Napoleonskrigene, hvor Frankrig kæmpede mod forskellige europæiske koalitioner. Frankrig lånte under Napoleonskrigene meget store summer af penge af algeriske handelsmænd og handelshuse til at finansiere krigene.

I Algeriet var situationen i 1803 den, at landet var ramt af sult på grund af fejlslagen høst, som varede frem til 1805. Samtidig opstod der politisk uro, mange kup og økonomiske problemer. Forholdene internt i landet fik de algeriske dey’er til at bryde fredsaftalerne med de europæiske lande, kræve større gaver og angribe udenlandske handelsskibe.

Med Wienerkongressen i 1814-1815 tog de europæiske lande kraftigt afstand fra deyens strategi og angreb. I 1816 lancerede Storbritannien og Holland et angreb mod Algier, der ramte den algeriske flåde hårdt og samtidig førte til befrielsen af 1200 slaver. Det gentog sig i 1824 med et angreb fra Storbritannien, hvilket efterlod Algeriet og deyen svækket.

Den hjemlige økonomiske krise førte til, at dey Hussein Pasha i 1827 krævede, at Frankrig skulle tilbagebetale den 30-års gæld, de havde oparbejdet i forbindelse med Napoleonskrigene og den franske invasion af Egypten.

Men da Napoleonskrigene sluttede i 1830, var økonomien i Frankrig så dårlig, at man ikke kunne betale lånene i Algeriet tilbage. Frankrig håbede derfor, at man med en hurtig erobring af Algeriet, kunne undgå at tilbagebetale lånene. Ydermere håbede Frankrig at kunne genvinde en position som europæisk stormagt ved at besidde Algeriet.

Den 14. juni 1830 invaderede Frankrig Algier med en hær på mere end 37.000 mand. Angrebet påbegyndtes fra søsiden med bombardement af både den algeriske flåde og Algier by og fortsatte med landgang den 5. juli 1830. I Algier blev deyen og hans hær relativt nemt nedkæmpet, og Frankrig overtog magten i byen. Den franske kolonisering af Algeriet regnes derfor for at begynde i 1830.

Fra 1871 fik koloniseringen store sociale, politiske og økonomiske konsekvenser. Stammernes og de religiøse (islamiske) institutioners jord blev eksproprieret, solgt eller overdraget til franske kolonister. Den algeriske landbefolkning blev til et landproletariat, der arbejdede som daglejere. Vilkårene på landet medførte en bølge af migration mod byerne, hvor der også opstod et nyt fattigt algerisk proletariat.

På den anden side lokkede de gode landbrugsmuligheder mange franskmænd til at bosætte sig i Algeriet især efter tabet af Alsace-Lorraine-området i krigen mod Prøjsen i 1870. Frankrig tvangsforflyttede også borgere fra Frankrig til Algeriet. Ved århundredskiftet var der ca. 600.000 franskmænd i landet. Der skete også en stor indvandring af andre europæiske befolkninger, især fra Italien, Spanien og Malta.

Ud over landbruget, der blev en økonomisk motor for Frankrig, opstod der også nye industrier knyttet til opdagelsen og udvindingen af naturressourcer ledt an af franskmænd. I Tebessa-bjergene ved Constantine blev der etableret fosfatudvinding, og alene i Djebel Kouif-minen, som var blandt de større, blev der over 70 år udvundet 30 millioner tons fosfat, som bl.a. blev brugt som gødning i landbruget i Frankrig. Fra minerne blev der også udvundet zink, jern, bly, guld, uran og metallet tungsten.

De store oliereserver i Algeriets undergrund blev først opdaget i slutningen af 1950’erne. Et af de første felter var Hassi Messaoud i Ouargla-provinsen i Sahara godt 600 km syd for Constantine. Oliefelterne tilførte Frankrig enorme indtægter. Selvom en overvejende del af olieproduktionen fra 1970’erne overgik til den algeriske stat, er franske firmaer fortsat involveret i udvindingen af olie og gas i Algeriet.

Frankrig søgte meget bevidst at bringe den europæisk-kristne befolkning i overtal både i Algeriet og i andre kolonier, og immigrationen fra 1870 gik ikke hurtigt nok.

Loven Décret Crémieux (Crémieux Dekretet) fra 1870, opkaldt efter den franske justitsminister Adolphe Crémieux, var et tiltag for at få den franske del af befolkningen til at vokse. Loven tildelte den store jødiske del af befolkningen i Algeriet automatisk fransk statsborgerskab. Dette gav de ca. 35.000 jøder en bedre social og juridisk stilling i Algeriet end de muslimske arabere og berbere, og det medvirkede til at skabe et skel og mistillid baseret på religion, der ikke tidligere havde eksisteret. Loven igangsatte en assimilation af de algeriske jøder i det franske samfund i Algeriet, og det bevirkede, at da den franske koloni ophørte i 1962, flyttede 80 % af de algeriske jøder til Frankrig.

Som en yderligere nedgradering af den arabisk-berberiske, muslimske befolkning vedtog den franske regering i 1881 loven Code de l'indigénat (Indfødte-loven), som blev implementeret i 1887 i alle kolonier. Med loven blev der etableret en klar adskillelse mellem franskmænd og såkaldte indfødte, her algeriere. Civilt, strafferetsligt og politisk blev algerierne andenklassesborgere. De havde fx begrænset stemmeret ved kommunalvalg, kunne ikke rejse frit rundt uden tilladelse og måtte fx ikke færdes ude om natten, de kunne idømmes straffe uden rettergang, fik frataget land som juridisk straf for forseelser og blev forflyttet og deporteret.

En anden lov indført i 1889 gav alle europæere født i Algeriet fransk indfødsret. Den skulle også medvirke til, at den franske befolkning kom i overtal.

Den diskriminerende og undertrykkende kolonipolitik i Algeriet førte til dannelsen af den algeriske nationalistbevægelse i begyndelsen af 1900-tallet, som kæmpede for et uafhængigt og selvstændigt Algeriet.

En række islamiske retslærde med Abd al Hamid Ibn Badis (også kendt som Ben Badis) dannede i 1931 bevægelsen Sammenslutningen af Algeriske Ulama, og argumenterede for en særlig algerisk identitet, der var funderet på den arabiske historiske baggrund, Algeriet som nation og islam i en puritansk udgave. Han vægtede således Algeriets lange historiske og kulturelle tilknytning til den arabiske og den islamiske verden.

I denne anskuelse var hans argumenter i tråd med en større strømning af ideologier, der samlet kaldes arabisk nationalisme, og som i begyndelsen af 1900-tallet voksede frem i Nordafrika og Mellemøsten. Centrale tænkere og politisk aktive personer begyndte at italesætte og diskutere, hvad der bandt befolkningerne i områderne sammen: religion, sprog, historie og nationalstatsidentitet i forhold til regional identitet og tilhørsforhold var de helt centrale emner, som reflekterede den nye virkelighed – nationalstater – i de to områder.

Samtidig grundlagde en anden algerisk tænker, Messali Hajj, bevægelsen L'étoile nord-africaine (Den Nordafrikanske Stjerne) i 1926 med basis i de ca. 80.000 algeriske arbejdere og studerende i Frankrig. Bevægelsen blev forbudt i 1937. I stedet dannede Messali Hajj Det Algeriske Folks Parti (Parti du Peuple Algérien). Hajj krævede algerisk uafhængighed fra Frankrig og argumenterede som Ben Badis for en nation baseret på en arabisk-muslimsk identitet.

En tredje national bevægelse tog form fra slutningen af 1920’erne under ledelse af Ferhat Abbas. I 1938 grundlagde han partiet Union Populaire Algérienne (Den Algeriske Folkeforening). Abbas repræsenterede en del af den arabiske elite i Algeriet, der talte for et fortsat tilhørsforhold til Frankrig. Samtidig krævede de dog lige rettigheder for algeriere og franskmænd. Da den franske regering i løbet af 1930'erne efter pres fra den store franske befolkning i Algeriet afviste at udvide den arabiske befolknings politiske rettigheder, sluttede gruppen bag Ferhat Abbas op om den nationalistiske bevægelses krav om politisk uafhængighed af Frankrig.

Den franske regering fastholdt, at landet skulle forblive en integreret del af Frankrig. Der blev ført endeløse, resultatløse forhandlinger. De tre nationalistiske bevægelser var heller ikke enige om, hvad der skulle til for at tvinge Frankrig ud af Algeriet, og de var præget af personopgør om, hvem der skulle lede et oprør. Det førte til, at de nationalistiske grupper i efteråret 1954 dannede Den Nationale Befrielsesfront (Front de Libération Nationale, FLN) og dens militære gren Den Nationale Befrielseshær (fransk Armé de Libération Nationale, ALN), hvis formål var at kæmpe for landets selvstændighed.

Kampen for selvstændighed blev indledt den 1. november samme år, 1954, med en række velplanlagte bombeangreb på franske interesser i Algeriet.

Kampen udviklede sig hurtigt til en regulær og blodig krig med store tab på begge sider. Det menes, at op mod 1 mio. algeriere mistede livet, og ca. 2 mio. blev tvangsforflyttet i bestræbelserne på at kvæle kampen for selvstændighed. Det lykkedes ikke. Støtten i befolkningen til FLN voksede, og den fløj inden for partiet som agiterede for, at den militære arm skulle spille en central rolle, kom til at tegne bevægelsen. Fløjen var især tegnet af Ahmad Ben Bella og Houari Boumedienne, som begge blev præsidenter efter selvstændigheden i 1962. FLN gennemførte angreb mod den franske og europæiske del af befolkningen i Algeriet med bombesprængninger på barer, restauranter, biografer m.m. samt massakre og tortur.

Efter lange forhandlinger accepterede den franske regering i 1962 at anerkende, at Algeriet skulle have selvstændighed. Den formelle afslutning af kolonistyret blev formuleret i den såkaldte Évianaftale i marts 1962, der blev underskrevet i byen Évian-les-Bains i det østlige Frankrig.

Aftalen imødekom FLN’s hovedkrav om fransk accept af et frit og selvstændigt Algeriet. Til gengæld garanterede FLN for de franske interesser i landet og for fortsat økonomisk samarbejde. Også europæerne i Algeriet fik garantier, som dog hurtigt blev værdiløse pga. fortsatte uroligheder.

Den 5. juli 1962 blev Algeriet uafhængigt og selvstændigt efter 130 års fransk kolonisering.

• Algeriets historie fra oldtiden til 1516
• Algeriets historie fra 1962
• Algeriet
• Algeriets geografi