H.F. Hansen, Hans Frederik Hansen, 13.9.1832-15.8..1897, landmand, kvægopdrætter. Født i Rønninge, død på Henneberg ladegård, begravet i Pjedsted. I fjortenårsalderen kom H. til Sanderumgård hvor han var i fire år, først som landvæsenslærling og det sidste år som underforvalter. Han var derefter i tolv år forvalter på forskellige gårde, indtil han 1863 forpagtede en gård i Store Velling samt avlingen af Pjedsted præstegård. 1869 overtog han forpagtningen af Henneberg ladegård og Damgård mellem Fredericia og Kolding, og han drev disse gårde til sin død. På Henneberg ladegård faldt H.s egentlige livsgerning. Han satte sig her det mål at danne en ren avlsbesætning af det engelske korthornskvæg som allerede da havde vundet en del udbredelse, især i Sydvestjylland. Med betydelige omkostninger indkøbte han stamdyr hvoraf nogle hentedes direkte fra England. Han var den første og i en lang årrække den eneste som i Danmark arbejdede planmæssigt med korthornsavlen. Arbejdet lykkedes så godt, at kvægstammen på Henneberg ladegård i en lang periode, men særlig i 90erne, var den førende, hvorfra gode avlsdyr spredtes ud over landet, og den har derved på afgørende måde præget dansk korthornsavl. Opgaven frembød mange vanskeligheder, både avlsmæssige ogøkonomiske, men H. var en fortrinlig opdrætter som også vandt megen anerkendelse. I en årrække fra 1889 blev hans arbejde støttet ved statstilskud på indtil 4000 kr. årlig. Han udgav 1891 Stambog over Korthornsbesætningen paa Henneberg Ladegaard med senere tillæg. Fra 1875 til sin død var H. formand for Elbo herreds landboforening, og fra 1887 var han medlem af statsdyrskuekommissionen og formand for tyreskuekommissionen i Ribe og Ringkøbing amter. – Kammerråd 1892.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.