H.J.M. Svendsen

H.J.M. Svendsen, Hans Jørgen Marius Svendsen, 23.3.1816-24.9.1872, seminarieforstander, præst. Født i Kbh. (Frbg.), død i Jelling, begravet sst. S. Grundtvigs prædikener og kirkesyn. 1835 blev han student og 1841 cand.teol. De følgende fire år var han huslærer hos sognepræst H. Agerbek i Øster Hæsinge på Fyn hvis fromme vækkelsesprædikener i kirken og ved forsamlingsmøder i hjemmet gjorde dybt indtryk på S. At leve i troen blev fra nu af også et ideal for ham. 1846 blev S. lærer ved realskolen i Odense hvor han underviste livligt og vækkende i religion, sprog og historie. Mere kendt for sin undervisning blev S. da han to år efter blev kateket og førstelærer ved realskolen i Ringkøbing. Som grundtvigsk præget prædikant fik han her mange tilhørere. Da embedet som forstander på Jelling seminarium 1856 blev ledigt udnævnte kultusminister C. C. Hall på Grundtvigs anbefaling S. til denne stilling, hvilket vakte opsigt i skolekredse. Ministeren ønskede efter en ny seminarielovs vedtagelse at nye skoletanker skulle kunne vinde indpas i folkeskolen, og S. levede de følgende 16 år op til forventningerne. Sammen med sit forbillede L. C. Müller fra Ranum seminarium var S. foregangsmand for en personligt engageret undervisning hvor fortælling af bibels- og danmarkshistorie var de vigtigste fag. Også privat forholdt S. sig dannende til sine elever idet han fulgte hver enkelts udvikling både på seminariet og siden som lærer. "Den djærve Svendsen" blev han kaldt for den ligefremme måde at tale på både som seminarielærer og som sognepræst for Jelling og Hover sogne. Mange løste sognebånd til S., og han blev en lige så kendt prædikant i Sydjylland som Vilhelm Birkedal samtidig var på Sydfyn. Det kristne og danske budskab S. forkyndte for sine elever fandt stor udbredelse i 1850ernes optimistiske kirke- og skoleliv. Den nationale tone styrkedes af Frederik VII's besøg i byen hvor S. var vært for den arkæologi-interesserede konge, og elever og forstander bragte kongen deres hyldest. Efter 1864 blev tonen mere stilfærdig omend aldrig tvivlende på det danske folks kræfter. S.s varige betydning er at have lagt grundlaget for en læreruddannelse på Jelling seminarium der lagde vægt på den personligt tilegnede viden og den vækkende videregivelse af den. En mindre kontrovers med overskoledirektør D. G. Monrad 1857 om denne undervisnings soliditet fik ikke indskrænkende betydning for S.s mulighed for at præge sine elever som han ønskede det. Tværtimod udgik mange, senere betydningsfulde lærere fra seminariet i hans tid både til folkeskole, højskole og friskole der videreførte hans undervisnings særpræg. Da der i årene omkring 1864 var tale om at nedlægge alle statsseminarier til fordel for privat lærerforberedelse blev undervisningen på Jelling medvirkende til at det ikke skete, idet modstanderne kunne henvise til at der på statsseminariet i Jelling blev undervist levende og folkeligt. S. var gennem sit eksempel som lærer med til at forvandle den danske almueskole til en folkeskole og udviklede Jelling seminarium til et stort og kendt uddannelsessted, der siden har prøvet at leve op til "Svendsens storhedstid". S. udgav (s.m. M. Melbye) Luthers Kirke- og Huuspostil, 1854 og s.å. Udvalg af 55 danske Psalmer der kom i fjorten oplag.