Kea er en græsk ø i øgruppen Kykladerne med et areal på 132 km2 og 2335 indbyggere (2021). Øen har en klippefyldt og ujævn kystlinje med mange mindre bugter og på vestsiden flere naturhavne. Den er grøn og bjergrig med det højeste punkt på 568 m midt på øen. Der dyrkes druer, oliven og frugttræer.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Tzia, Keos
Kea er sommerresidens for Athens middelklasse og har derudover kun en beskeden turisme. Havnebyen Korissia (Livadi) ligger i Agios Nikolaos-bugten på øens nordvestside og udgør en velbesøgt naturskabt marina. Der er færge- og flyvebådsforbindelse til Lavrio og Piræus på fastlandet.
Keas hovedby er borgbyen Ioulis (Chora) med 701 indbyggere. (2001). Den har restaurerede gamle stenhuse og ligger centralt på øen på det mindre bjerg Profitis Ilias.
Et søsterskib til Titanic, Britannic, blev under 1. Verdenskrig ramt af en mine og ligger nu på 110 m vand mellem Kea og fastlandet. Vraget blev fundet u 1975, og der er en stor international interesse for at bruge skibet til et undersøisk museum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.