Hans Hansen Resen

Hans Hansen Resen, 19.10.1596-3.4.1653, biskop, professor. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Frue k.). R. kom i Vor Frue skole 1608, blev student 1614 og s.å. indskrevet ved universitetet hvor han studerede teologi og filosofi. Straks efter faderens andet bryllup nov. 1615 rejste han til Wittenberg hvor han fortsatte studierne og plejede forbindelse med Frantzius, Fr. Balduin, B. Meisner og andre repræsentanter for tidens ortodokse lutherdom. Fra hans tid her kendes en latinsk tale om begrebet sagtmodighed (mansuetudo, tr. i Wittenberg, ekspl. i Halle) som han dedicerede til sin far. 1618 træffes han atter i Kbh., men tidligt n.å. drog han ud påny og knyttede sig under et længere ophold i Strasbourg til de to unge adelsmænd Niels Trolle og Mogens Sehested som han senere fulgtes med til Schweiz og Frankrig. Dernæst opholdt han sig en tid i Tübingen for så at vende hjem over Frankrig og Nederlandene 1620. N.å. blev han rektor på Herlufsholm og tog, som det forventedes, kort efter magistergraden, men allerede 1624 udnævntes han til professor i filosofi og indgik s.å. ægteskab, der skulle blive både børnerigt og lykkeligt, med den smukke og omsværmede datter af hans stedmor og hendes første mand. 1630 blev han tillige universitetets notarius og s.å. professor ordinarius. 1635 ønskede konsistorium ham til sognepræst ved Vor Frue kirke men formentlig ved at trække på gode forbindelser blev han s.å. i stedet professor i teologi, 1636 dr.teol. og 1641–42 var han rector magnificus. Efter Jesper Brochmands død valgtes han 1652 til biskop over Sjællands stift men nåede p.g.a. vedvarende sygdom ingen større indsats her før han n.å. døde. I striden mellem Christian IV og Kirsten Munk om hendes ret til samkvem med børnene afgav R. sammen med Brochmand og L. M. Scavenius på opfordring en erklæring med teologisk støtte for kongens standpunkt 1646 og pådrog sig derved det ulfeldtske partis vrede som efter kongens død kulminerede i et forsøg på at få de tre teologer suspenderet, hvilket dog ikke lykkedes. Som forelæser besad R. en jævn praktisk dygtighed men hævede sig næppe over gennemsnittet af tidens pligtopfyldende universitetslærere, og hans karriere skyldtes vel i højere grad hans forbindelser og faderens ry end overblik og originalitet. Hans forfatterskab er beskedent og består hovedsagelig af en række disputatser af filosofisk og eksegetisk-dogmatisk indhold uden megen personlig farve; en latinsk mindetale (tr. 1640) over kansler Chr. Friis til Kragerup er dog trods tung retorik af værdi som kilde. Disputatserne viser at R. i modsætning til faderen kunne skrive latin med naturlig lethed og at han delte samtidens interesse for metafysikken som videnskab. Teologisk fortsatte han troligt i den ældre R.s ortodoks-lutherske spor og plejede forbindelse med ligesindede teologer i udlandet, deriblandt Johann Gerhard i Jena.