Jeppe Smith, Jeppe Hansen Smith, 1.4.1759-5.11.1821, læge, instrumentmager. Født i Skjoldborg ved Thisted, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). S. blev allerede som dreng sat i urmagerlære; kort efter døde begge hans forældre, og han prøvede i de følgende år flere forskellige håndværk indtil han sytten år gammel blev udlært snedkersvend. Han nedsatte sig nu i landsbyen Torsted nær Thisted og drev bl.a. snedkeri og bødkeri; efterhånden udvidede han sin bedrift til også at omfatte vognmageri og husbygning og til at beskæftige fjorten lærlinge. S. besad imidlertid en ubetvingelig lyst til læsning, særlig lægevidenskaben "har hans Attraa", og en skønne dag opgav han håndværket og tog til Ålborg for at blive student. Efter halvandet års forløb slap hans penge op, og han tog nu det dristige skridt at rejse til Kbh. hvor han takket være sine gode anbefalinger fik lov til at bo hos den medicinske professor C. F. Rottbøll, der 1786–88 skaffede ham plads som amanuensis hos divisionskirurgen Niels Nielsen (1723–1805), samtidig med volontørtjeneste på kgl. Frederiks hospital hos F. Winsløw, og 1789 blev han med Rottbøll som præceptor student. N.å. tog han anden eksamen og 1794 fik han endelig, 35 år gammel, medicinsk eksamen. For at opretholde livet havde han måttet undervise i fysik, og dette fortsatte han med også efter at have taget eksamen. Ved denne undervisning savnede han ofte apparater til at vise sine elever forsøg, og i forening med en ung nordmand begyndte han da selv at forfærdige fysiske, senere også optiske og matematiske instrumenter. Det viste sig snart, at der var brug for en virksomhed af denne art; inden han ret vidste af det havde han – samtidig med at han fortsatte sin undervisning og praktiserede som distriktslæge og regenslæge – købt og indrettet en gård i Skidenstræde (Krystalgade) som fabrik med flere lærlinge i gang; blandt hans lærlinge fra en noget senere tid kan nævnes brødrene J. C. og F. A. Thiele; det var særlig farmaceutiske studerende som S. underviste. Hans grundige dissektioner for Rottbøll gav ham håb om at blive professor i anatomi, men Magnus Horrebow fik stillingen. Om den anseelse hans etablissement nød, vidner at da det under bombardementet 1807 var blevet delvis ødelagt, fik han et lån på 12 000 rdl. af Fonden ad usus publicos til indretning af nye lokaler i Silkegade. Både til den optiske telegraf og til marinen leverede han instrumenter og også i udlandet fandt kikkerter og mikroskoper fra "Professor Smits Etablissement" afsætning. 1812 skænkede S. 400 rdl. til universitetet, en slags tilbagebetaling af de understøttelser han i sin tid havde modtaget og samme beløb gav han Valkendorfs kollegium hvor han som ung nogle år havde haft fribolig. Fra 1813 holdt han forelæsninger over teknisk kemi, ledsaget af eksperimenter, og blandt hans talrige tilhørere fandtes både videnskabsmænd og håndværkere. Efter hans død førtes hans etablissement videre af nevøen Christen Smith og en anden af hans elever Peter Hansen, men efter disses død mistede det efterhånden sin førende stilling. – Præsten J. V. Steenstrup der som student havde boet hos S. opkaldte en søn efter ham: Japetus (lat. af Jeppe) Smith Steenstrup.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.