Johannes Frandsen

Johannes Frandsen, 13.6.1891-9.9.1968, læge, medicinaldirektør. Født i Landsgrav, Slagelse landsg, død i Sahlbach, Østrig, begravet Mariebjerg kgd., Lyngby. F. blev student 1910 fra Roskilde, tog medicinsk embedseksamen 1917 og gennemgik herefter en grundig praktisk hospitalsuddannelse, særlig i intern medicin og tuberkulosebehandling. 1925 fik han anerkendelse som specialist i intern medicin, særlig nyre-, hjerte- og lungesygdomme. Af videnskabelig interesse var han 1920-24 frivillig assistent på universitetets farmakologiske institut hos J. C. Bock og udførte her et arbejde der 1923 skaffede ham doktorgraden (Undersøgelser over Nyrefunktionen ved kronisk artificiel Nephritis). 1921 blev han knyttet til invalideforsikringsretten og fik efterhånden mere og mere interesse for socialhygiejniske spørgsmål. 1927– 29 var han overlæge under invalideforsikringsrådet, tog 1927 embedslægeeksamen, blev s.å. næstformand i sundhedsstyrelsens lægeråd og 1928 formand for sundhedsstyrelsen, hvilken stilling fra 1932 officielt omdøbtes til medicinaldirektør. – F. var skabt for denne stilling. Opdraget i grundtvigske, stærkt politisk interesserede landbokredse og senere knyttet til et af sociallovgivningens praktiske organer kendte han den brede befolknings tænkemåde på land og i by. Han besad i sjælden grad forhandlingsevne, og da han desuden havde stort organisationstalent og meget initiativ, måtte sundhedsvæsenets betydning for befolkningen og sundhedsstyrelsens anseelse vokse under hans ledelse. På grundlag af hans ideer blev tuberkulosebekæmpelsen ordnet effektivt i en række af landets amter, sygehusvæsenet blev udviklet i til dels nye baner, idet han som en af de første i Europa gik ind for oprettelsen af centralsygehuse ligesom han fik sundhedsvæsenets centralstyrelse nyordnet (1932). Han fik stor indflydelse på ordningen af apotekervæsenet (1932), sygeplejerskevæsenet (1933), røntgenafdelinger (1930), vaccinations-ordningen (1931), oprettelse af Statens vitamininstitut (1931) og den nye lov om udøvelse aflægegerning (1934). Med ildhu deltog han i arbejdet for World Health Organization og fik det europæiske regionalkontor placeret i Kbh. Præsident for Europa-komiteen 1953-54, 1957-58 og 1960-61. – F.s litterære virksomhed drejer sig efter 1927 især om socialhygiejniske spørgsmål. -Han var medlem af centralstyrelsen for Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse 1926-27 og af bestyrelsen for det danske hospitalsfond i Hamburg 1929-34, blev medlem af invaliderådet for de sønderjyske landsdele fra 1927, formand for det ministerielle lægelig-veterinære hygiejneudvalg fra 1929, medlem af den antropologiske komité fra 1929, af direktionen for Finseninstituttet og radiumstationen i Kbh. fra 1935 samt af bestyrelsen for P. Carl Petersens fond. Fra 1947-50 folketingsmedlem for partiet venstre (Gentoftekredsen), og efter sin afgang fra sundhedsstyrelsen 1961 præsident for Dansk røde kors.