Johannes Mygge

Johannes Mygge, Lauritz Johannes Mygge, 7.1.1850-2.1.1935, læge. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Ass.). M. blev student 1868 fra Metropolitanskolen og medicinsk kandidat 1875. 1873 fik han accessit for besvarelsen af universitetets prisopgave (Den nyere tids anskuelser om planteparasiterne, nærmest med hensyn til sammenhængen mellem disse og de såkaldte zymotiske sygdomme hos mennesket). Efter reservelægetjeneste i hæren og kandidattjeneste på kommunehospitalet blev han 1870 dr.med. på afhandlingen Om Ægteskaber mellem Blodbeslægtede med specielt Hensyn til deres Betydning for Døvstumhedens Ætiologi. Han var derefter reservelæge ved kommunehospitalet i Kbh. 1880-82, konst. læge ved straffeanstalten i Kbh. 1886-92 og overlæge ved kommunehospitalets afd. III 1892-98. Han var medstifter af Kbh.s poliklinik 1884 og var 1884-92 medlem af dens bestyrelse samt læge ved dens medicinske afdeling. 1887-94 var han medudgiver og redaktør af Medicinsk Aarsskrift, han sad i bestyrelsen for kongresser for intern medicin 1895-1900 og var medstifter af Foreningen for trængendes landophold. M. var en overordentlig flittig og belæst mand der satte videnskaben meget højt og søgte at løse adskillige videnskabelige problemer. Ved sin disputats fandt han at ægteskaber mellem blodsbeslægtede ikke medførte fare for afkommet, hvis der ikke var arvelige sygdomme i slægten, et fund der senere blev anerkendt af udenlandske autoriteter. Han lagde et mægtigt arbejde ind i oprettelsen af Kbh.s poliklinik; særlig det organisatoriske hvilede på hans skuldre, uden at han som læge ved den medicinske afdeling glemte det videnskabelige. Tidligt viste M. interesse for de meteorologiske faktorers indflydelse på sundhed og sygdom, men evnede ikke at vække sympati for disse synspunkter der snarere forekom hans kolleger paradoksale. 1896 vaktes hans interesse for W. Rontgens opdagelse, og da han 1898 fratrådte som overlæge ved kommunehospitalet og derefter var henvist til privat praksis, anskaffede han sig selv et røntgenapparat som han dog kun benyttede i sin egen lægevirksomhed. Han ydede her en først sent erkendt pionergerning. 1899 publicerede han Røntgenstraalernes Anvendelse i Lægevidenskaben, senere en række grundige tidsskriftartikler og 1915 en bog om Straalebehandling af Kræft. 1917 udkom hans største arbejde Sjælebehandling indenfor Lægekunst i Forlid og Nutid, en anselig bog, baseret på et overordentlig flittigt studium, indeholdende en uforudfattet, nøgtern og klar fremstilling af en tænksom, klog og meget belæst mand der gennem en lang lægevirksomheds erfaring havde formet sig et livssyn af sjælden støbning. M. fortsatte stadig sine meteorologiske studier og fremlagde 1930 i sit 80. år sine resultater angående det jævnligt debatterede spørgsmål, hvad der er årsag til at visse smitsomme sygdomme, in casu influenza, der under sædvanlige forhold optrådte sporadisk, pludselig viste sig som en pandemi. M. mente at kunne fastslå at der på de tider altid havde bestået så abnorme meteorologiske forhold, at det måtte påvirke den menneskelige organismes modtagelighed stærkt, men han prætenderede ikke at have løst spørgsmålet, kun at have angivet en vej som fremtidens undersøgelser kunne følge. Hans skrift der udkom på fransk i Acta med. Scand., Etude sur l'eclosion épidemique de l'influenza, vandt anerkendelse i udlandet (Frankrig, Italien og Sverige). M. havde altid gået egne veje og stejlt hævdet sine anskuelser, hvorfor han ofte stødte an mod sine kolleger og ikke vandt anerkendelse herhjemme.