O.H. Mynster

O.H. Mynster, Ole Hieronymus Mynster (egentlig Münster), 14.8.1772-13.10.1818, læge. Født i Kbh. (alm. hosp.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Helligg. kgd.). M. blev student 1788 fra Frue skole, bestemtes af stedfaderen til medicinen men studerede desuden naturvidenskab. Han var livet igennem knyttet til Frederiks hospital. Oven over stedfaderens lejlighed, i hvilken M. siden selv fik embedsbolig, havde han og broderen som unge deres værelse på den gang der som officiantafdeling indtil hospitalets nedlæggelse 1910 benævntes M.s gang. Med M. som afgjort midtpunkt samledes her, navnlig i studentertiden, en kreds af unge, til dels senere berømte akademikere til et muntert og udviklende samvær hvor æstetiske, filosofiske og naturvidenskabelige interesser gik hånd i hånd. Om den betydning M.s egenartede personlighed her fik har flere af kredsens medlemmer aflagt samstemmende vidnesbyrd, fyldigst Henrich Steffens (Was ich erlebte II, 1840) hvem M. 1802 førte sammen med den unge Adam Oehlenschläger. På M.s initiativ påbegyndtes 1794, s.å. som han vandt universitetets guldmedalje, udgivelsen af Physicalsk, oeconomisk og medico-chirurgisk Bibliothek for Danmark og Norge. Udgivet af et Selskab (populært kaldet Journalen med den lange titel), det første naturvidenskabelige tidsskrift her i landet. M. redigerede det indtil han, efter 1796 at have taget medicinsk eksamen og n.å. doktorgraden på afhandling om kulstoffers luftformede forbindelser og terapeutiske betydning, tiltrådte en toårig udenlandsrejse (1797-99) med længere ophold i Paris og Wien. 1800 blev han reservemedicus ved Frederiks hospital og adjunkt ved det medicinske fakultet, 1802 overmedicus, 1805 professor extraordinarius, 1817 professor ordinarius og assessor consistorii. 1808 var han blevet medlem af sundhedskollegiet og af Videnskabernes selskab, hvis sølvmedalje han s.å. havde vundet ved sine Mikroelectrometriske Undersøgelser. Af større arbejder udgav han den første danske Pharmacologie (bd. I, 1810, bd. II uafsluttet). Hans videnskabelige produktion kom ikke til at svare til de store forventninger man havde næret i hans ungdom. Et par alvorlige skuffelser i kærlighed og senere sygelighed hæmmede ham. Men desuden lagde hans praktiske lægegerning i høj grad beslag på hans tid; han var en udmærket kliniker og en skattet huslæge, ikke mindst i "Guldalder"-kredsen, han behandlede stedfaderens søstersøn N. F. S. Grundtvig under krisen 1811, og han var Bakkehusets læge; om den rolle som "den store Ole" spillede for Kamma Rahbek vidner en ejendommelig brevsamling, O. H. M. og Kamma Rahbek (udg. af H. Kyrre og V. Maar, 1926); den viser hvor let M. faldt ind i Kammas kapriciøse brevstil. I sin smag tilhørte han 1700-tallet, og hans indflydelse på den nye tidsalder var kun af indirekte art. Når han atter og atter nævnes af sin samtid, er det som den der i sjælden grad forstod at ægge og vække den generation der var unge ved århundredskiftet.