Poul Scheel, 28.2.1773-17.6.1811, læge. Født i Itzehoe, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). S. blev student 1791 i Göttingen og studerede medicin, men kom 1794 til Kbh. hvor han allerede n.å. blev reservelæge ved Fødselsstiftelsen under Sylvester Saxtorphs (1772–1840) udenlandsrejse. 1796 tog han medicinsk eksamen, og han fik derpå rejsestipendium, var borte i to år, bl.a. i Wien og Italien, og studerede særlig fødselsvidenskab hos F. B. Osiander i Göttingen. Da han kom hjem tog han doktorgraden 1798 på et arbejde om fostervandet, genudgivet året efter udvidet med "commentatio" og "appendix". 1801 blev han reservelæge ved Plejestiftelsen og underaccoucheur ved Fødselsstiftelsen, hjælpelærer ved veterinærskolen og hofmedicus. 1802 blev han medlem af kommissionen til sundhedspolitiets bedre ordning og stadsfysicus i Kbh., medlem af direktionen for Kbh.s fattigvæsen, af jordemoderkommissionen og af Videnskabernes selskab. Ved sundhedskollegiets oprettelse 1803 blev han medlem af dette og 1804 af landhusholdningsselskabet. Som stadsfysicus (til 1811) blev han desuden medlem af flere vigtige kommissioner, således for Kbh.s vandvæsen og for bekæmpelse af syfilis. S.s helbred havde altid været dårligt, men hans energi var utrættelig; som den første prøvede han Edward Jenners koppevaccine i Kbh. Skønt hans embedspligter særlig som stadsfysicus stillede enorme krav til ham, fik han tid til adskillige litterære arbejder. Han oversatte en del danske arbejder til tysk, var medudgiver af Nordisches Archiv für Naturkunde, Arzneywissenschaft und Chirurgie (1799–1801) og af Neues Nordisches Archiv (1807). Desuden skrev han en del afhandlinger om fødselsemner og om blodtransfusion (1802–03, ufuldendt), og 1804 udgav han på tysk Matthias Saxtorphs (1740–1800) Gesammelte Schriften. Hans anseelse som fødselshjælper fremgår bl.a. af, at der 1803 tilbødes ham et professorat i fødselsvidenskab i Kiel, hvad han afslog. Han var medstifter af og 1809–11 medudgiver af Bibliothek for Læger og ivrigt medlem af Skandinavisk literaturselskab. Kun 38 år gammel døde han af den tuberkulose han havde kæmpet med hele sit liv. Han efterlod sig store samlinger af ekscerpter og manuskripter der erhvervedes af Det kgl. bibliotek.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det var og er lovligt, at præsident Donald Trumps regering har indført høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.