Sylvester Saxtorph (læge)

Sylvester Saxtorph, Johan Sylvester Saxtorph, 27.10.1772-22.4.1840, læge, fødselshjælper. Født i Kbh. (Cit.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). S. blev privat dimitteret til universitetet 1788 og studerede ved Kirurgisk akademi hvor han tog eksamen 1792. S.å. blev han kirurgisk kandidat ved Frederiks hospital og fungerede dér til 1795; 1793 tog han også medicinsk eksamen. Efter sin formående fars ansøgning blev S. allerede 1792 lektor ved Fødselsstiftelsen i jordemodervidenskab, og 1795 forsvarede han under faderens-præsidium sin doktordisputats Examen armamentarii Lucinae, en tør historisk afhandling om instrumenter til fødselshjælp hvori også faderens tang beskrives. S. tog derefter på studierejse 1795–98 med hovedophold i Wien og Paris hvor han som sin fars søn nød megen opmærksomhed. Kort efter hjemkomsten blev han 1799 udnævnt til professor extraordinarius i kirurgi og obstetrik ved universitetet. Ved faderens pludselige død 1800 arvede han hans embeder som stadsaccoucheur, leder af Fødselsstiftelsen og læge ved Plejestiftelsen, ligesom han blev medlem af jordemoderkommissionen og Collegium medicum. 1799 blev han distriktslæge i Kbh., 1803 medlem af det nyoprettede sundhedskollegium og 1805 ved J. C. Todes afgang professor ordinarius og assessor consistorii. S. var vel en kundskabsrig og i faget interesseret mand, men formåede i ingen henseender at løfte arven efter faderen; undervisningen af studenterne såvel som af jordemødrene blev ringere, tilhørerne blev færre, og fremmedbesøgene på stiftelsen holdt næsten op. Ledelsen af det daglige arbejde stod heller ikke mål med faderens, og bl.a. forfaldt journalføringen; hertil kom de store vanskeligheder forårsagede af de stedse hyppigere epidemier af den dødbringende barselfeber som S. stod hjælpeløs overfor, og som 1839 nødvendiggjorde Fødselsstiftelsens midlertidige overflytning til en bygning i Stormgade. S. var desuden blottet for videnskabelige evner og følte intet kald til litterær virksomhed, var dertil ømtålelig for kritik. Igennem de mange år præsterede han kun nogle få og ganske ubetydelige kasuistiske meddelelser samt nøjedes med at lade faderens jordemoderbøger optrykke i gennemsete udgaver uden væsentlige tilføjelser. Som accoucheur fulgte S. sin fars konservative indstilling og praksis uden at følge med tiden; over for selv de i hans fars og hans egen tid mest påtrængende spørgsmål inden for fødselshjælpen, såsom den kunstigt indledte fødsel før tiden ved snævert bækken, bækkenmålingen, undersøgelse af fostrets hjertelyd, rensningen af fostrets strube ved skindød, var han temmelig uinteresseret. Som helhed blev de mange år S. ledede Fødselsstiftelsen derfor til en nedgangsperiode der 1837 førte til et skarpt og voldsomt anonymt angreb på stiftelsen som institution og navnlig på S.s ledelse. Inden stiftelsens genåbning i Amaliegade døde S. pludselig. – S. blev 1819 medlem af Videnskabernes selskab, 1822 æresmedlem af Det kgl. medicinske selskab, 1831 medlem af Frederiks hospitals direktion; 1815–16 og 1829–30 var han universitetets rektor. – Etatsråd 1826. Konferensråd 1836.