Matthias Saxtorph

Matthias Saxtorph, 1.6.1740-29.6.1800, læge, fødselshjælper. Født i Mejrup, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). S. blev undervist af en ældre bror i Kbh. og 1756 privat dimitteret til universitetet hvor han foruden medicin studerede teologi som han tog en mådelig eksamen i 1760. Inden for medicinen var anatomi først hans hovedinteresse; han blev anatomisk prosektor hos C. F. Rottbøll 1760 hvad der siden kom ham til megen nytte, og hans to første disputationer var anatomiske arbejder som han forsvarede 1759 og 61. Sidstnævnte år kom S. i berøring med Christian Berger, banebryderen i den danske fødselsvidenskab som i sin doktordisputats 1759 havde fastslået den regelmæssige issefødsels mekanisme og 1761 var blevet leder af den kort forud indrettede fødselsstiftelse ("Jordemoder-" eller "Accouchementshuset") i det 1757 åbnede Frederiks hospital. Fødselshjælpen var fra nu af S.s livsinteresse, og han blev hurtigt en af Bergers ivrigste og mest begunstigede elever der benyttede sig af den adgang til undervisning og praktisk studium af fødslen, som det er Bergers fortjeneste at have åbnet til trods for det for de fødende strengt overvågede hemmeligholdelsesprincip. Sine første erfaringer i obstetrikken gjorde S. rede for i en lille disputation De doloribus parturientium signum felicis partus præbentibus som han forsvarede 1762 over for Urban Bruun Aaskow, og hvori han rekapitulerede grundsætningerne fra Bergers disputats, ligesom i det næste nærmest for jordemoderstanden beregnede skrift fra 1764 Erfaringer samlede paa det Kgl. Fri-Jorde-moder-Huus, angaaende den fuldstændige, Fødsel samt dens theoretiske Lærdom (tysk 1766). S. tog efter den lange studietid medicinsk eksamen 1765 og ansattes som kandidat ved medicinsk afdeling på Frederiks hospital hos Johan Christian Fabricius (1705–75), hvorefter han 1767 med kgl. stipendium tog på en treårig studierejse. I Wien, hvor Maria Theresias livlæge Gerhard v. Swieten (1700–72) var den førende læge, tilbragte S. to år, kortere tid i Strasbourg hvor Berger havde studeret, og var endelig i Paris hos den fremragende accoucheur André Levret (1730–80). I udlandet udarbejdede S. sin omfangsrige disputats De diverso parlu ob diversam capilis ad pelvim relationem mutuam ... som han efter hjemkomsten forsvarede for doktorgraden 1771 under Bergers præsidium. Dette arbejde om fød-selsforløbets afhængighed af fosterhovedets og bækkenets indbyrdes forhold, der for øvrigt er S.s eneste mere omfattende arbejde i strengere videnskabelig form, grundfæstede hans ry som obstetrisk forfatter, mindre i Danmark end i udlandet hvor hans læremester var ret ukendt; thi for Bergers elever indeholdt disputatsen ikke noget betydeligt nyt, den byggede på Bergers læresætninger og fremstillede dem vel i klarere form, men førte dem ikke synderligt videre. Til trods for at S: også siden loyalt fremhævede Bergers fortjenester høstede han dog selv hovedæren for disse hos den nærmeste eftertid; disputatsen udkom atter i Leipzig 1772 (tysk 1803). For at aflaste Berger, der blev mere og mere optaget dels ved hoffet og dels af sin deltagelse i J. F. Struensees store reformplaner, udnævntes S. få dage efter disputatsen til hans afløser som stads-accoucheur til hvilket embede undervisningen af jordemødre var knyttet, og et par måneder efter da Berger fritoges for alle sine akademiske forretninger fik S. midlertidigt overdraget ledelsen af jordemoderhuset og undervisningen i dette "under bestandigt Opsyn og Direktion af Livmedicus, Professor Berger"; s.å. blev S. som følge af Struensees og Bergers omorganisation af Kbh.s fattigvæsen fattiglægei et bydistrikt og overlæge ved det 1768 opførte Almindelig hospital i Amaliegade. Efter Struensees fald og Bergers fængsling og senere forvisning til Ålborg udnævntes S. 1773 til Bergers efterfølger ved universitetet, idet han blev professor medicinæ designatus ved fakultetet; 1775 udnævntes han til reservemedicus ved Frederiks hospital, ikke for at fungere der, men kun for at nyde gage og embedsbolig, hvilket gav anledning til megen kritik; professor ordinarius blev han først 1795 ved C. G. Kratzensteins død. Under S.s dygtige og altid nærværende ledelse stadfæstedes Fødselsstiftelsens ry mere og mere, så stedse flere udlændinge strømmede til hans undervisning, ikke mindst efter at stiftelsen 1787 fra Frederiks hospital var flyttet ind i den af enkedronning Juliane Marie skænkede bygning ved siden af i Amaliegade; den blev for sin tid meget velindrettet under ledelse af en kommission hvis virksomste medlem S. var. Den store tilgang her af fritliggende fødende som grundlag for undervisningen gjorde den danske fødselsstiftelse i det smukke hus til noget ret enestående for den tid i Europa. Som lærer for de medicinske studerende og jordemødrene var S. fremragende og nidkær, han udgav en skematisk Plan til Forelæsningerne over Jordemoder- Videnskaben I–II, 1772–73, og dertil sluttede sig hans fortræffelige elementære lærebog for jordemødrene Kort Udtog af Jordemoder-Videnskaben, 1776 (tysk 1783, islandsk 1789) samt Nyeste Udtog af Fødsels- Videnskaben til Brug for Jordemødrene, 1790 (tysk 1792 og siden gentagne gange optrykt på dansk og tysk af sønnen Sylvester S.). S.s videnskabelige litterære virksomhed var også i de første år frugtbar, og enkelte af hans arbejder fik varig betydning, således en afhandling fra 1775 De ischuria ex utero retroflexo (Societatis medicæ Haun. collectanea) der handler om den tilbagebøjede svangre livmoders inkarceration i bækkenet. De fleste af arbejderne tryktes i "Acta" fra Københavns medicinske selskab som S. var medstifter af, og i Videnskabernes selskabs skrifter (S. blev medlem her 1780) har han i arbejdet fra 1782 Om den Tilvext, Forbedring og Nytte, som Fødselsvidenskaben har vundet i Danmark ved Fødsels-Hospitalets Stiftelse i Kiøbenhavn også givet en oversigt over obstetrikkens nyere historie i Danmark. Alle S.s skrifter blev 1803 udgivet på tysk (med en biografi) af hans elev Poul Scheel (optrykt 1804 med S.s søn som medudgiver). – Som praktisk accoucheur blev S. Bergers lære tro, observerende og respekterende naturens egne kræfter; i den operative fødselshjælp, tangens brug, var han som Berger forsigtig og mere besindig end sin franske lærer Levret idet han fastholdt at anlægge tangen på fosterets hoved, når det var trådt ned i bækkenets hulhed. Han indførte i' Danmark Levrets bækkenkrummede tang og gav sine elever bedre og klarere regler for tangens anlæggelse og brug end de fleste af sine samtidige; selv konstruerede han også en tang, beskrevet og afbildet i Acta reg. soc. med. Haun. II, 1791, s. 339–45. Over for de i hans tid fremdukkende nyere forløsningsmetoder som symfysiotomien og kunstigt fremkaldt fødsel før tiden ved bækkenforsnævring stillede S. sig ganske uinteresseret. Efter anatomiprofessoren Magnus Horrebows (1763–96) uventede død tilbød S. fakultetet, for at hjælpe sin søn der var på studierejse til denne universitetsplads, at holde forelæsningerne over anatomi som havde haft hans ungdoms interesse. Som resultat heraf udkom 1800 den første danske anatomiske lærebog Osteologien til Brug ved Forelæsningerne. Første Del. Om Hovedet. Videreførelsen hindredes ved S.s pludselige død af apopleksi. – S. blev 1772 medlem af det norske Videnskabernes selskab, 1774 af Collegium medicum, 1775 af landhusholdningsselskabet. Han var 1776 medlem af kommissionen til ophjælpning af den danske kirurgi, 1781–85 og 1792–95 medlem af direktionen for Frederiks hospital, universitetets rektor 1796. -Justitsråd 1784. Etatsråd 1792.