R. Frankenau

R. Frankenau, Rasmus Frankenau, Rasmus Franckenau, 6.1.1767-12.10.1814, læge, digter. Født i Kbh. (Nic), død i Slagelse, begravet sst. F. blev student 1784, privat dimitteret, og tog medicinsk eksamen 15.2.1794. 1795-96 foretog han en rejse til Tyskland og Østrig med længere ophold i Göttingen og Wien hvor han studerede offentligt sundhedsvæsen. 25.7.1797 tog han doktorgraden (De scorbuto secundum). Sommeren 1798 var han atter i Tyskland og besøgte Pyrmont. 1799-1803 var han landfysicus i Arendal, men tog allerede 1801 til Kbh. hvor han forgæves søgte stadsfysikatet; n.å. udnævntes han til distriktslæge under Kbh.s fattigvæsen og til sekretær i kommissionen angående sundhedspolitiet. 25.5.1810 blev han hospitalslæge i Slagelse. – F. har udfoldet en livlig skribentvirksomhed. Hans medicinske forfatterskab der for en stor del består af oversættelser går mest i populær retning. Som den første danske håndbog i offentligt sundhedsvæsen udgav han 1801 Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regiering, en Haandbog for Øvrigheder og Borgere. Også inden for skønlitteraturen arbejdede han flittigt. Foruden librettoer til teatret oversatte han digte af Hölty, Goethe, Schiller, Matthisson, Salis o.a.; oversættelserne af førstnævntes Mailied (Dandser Majen skiøn imøde) og Erntelied (Vipper springe) har med Weyses melodier vundet varig popularitet. Som original poet bevæger F. sig let og formfuldendt men uden stærkt personligt særpræg inden for tidens yndede genrer. Hans digte hylder ideale abstraktioner som uskyldigheden og venskabet; undertiden anslår han den Bürgerske balladetone og dyrker den beskrivende elegi (Christiansborgs Ruiner, Natten efter Branden 1794, Kiøbenhavns Bombarderings-Nætter 1807); til hans bedste ting hører elegien Aftentanker (i Nytaarsgave for Damer, 1797). Størst yndest opnåede hans viser og selskabssange (fx Fryd dig ved Livet og Hver Glædens Ven) som i denne klublivets blomstringstid kom på alles læber. Før sin død tilrettelagde han sine Samlede Digte (udkommet som Nytaarsgave for 1815), men heri mangler flere af de ovennævnte ting. – Ved arten af sit dobbeltsidede talent kan F. minde om J. C. Tode, men som personlighed er han af mindre format; en mulig rigere udfoldelse af hans evner hindredes ved hans tidlige død.