S.T. Sørensen, Søren Thorvald Sørensen, 20.1.1849-5.10.1928, læge. Født i Kbh. (Frels.), død sst., begravet sst. (Ass.). S. blev 1866 student fra Borgerdydskolen på Chr.havn og 1872 medicinsk kandidat, hvorefter han praktiserede syv måneder i Nakskov, før han blev kandidat ved kommunehospitalet i Kbh. og assistent ved C. N. Christensens øjenklinik. Samtidig foretog han dels på Fysiologisk laboratorium, dels på kommunehospitalet nogle undersøgelser der resulterede i afhandlingen Undersøgelser om Antallet af røde og hvide Blodlegemer under forskjellige physiologiske og pathologiske Tilstande som han 1876 forsvarede for den medicinske doktorgrad. 1877–79 var han reservelæge ved kommunehospitalets medicinske afdeling II, hvorpå han 1879 konstitueredes som overlæge ved det nyoprettede Blegdamshospital for epidemiske sygdomme og 1883 fik fast ansættelse. Med energi og dygtighed ledede han hospitalet under dets hurtige fremvækst og udvikling fra dets forholdsvis ringe begyndelse til det senere store omfang, indtil han 1915 tog sin afsked. 1891 blev han knyttet til universitetet som ekstraordinær docent. Foruden sin doktordisputats der var banebrydende for hæmatologien i Danmark publicerede S. en række videnskabelige arbejder, væsentlig omhandlende hans speciale infektionssygdomme og gav vigtige bidrag til opklaring af de mange brændende spørgsmål, ganske særlig sammen med J. Fibiger til bedømmelsen af serumbehandlingens betydning for difteri; 1888 skrev han om scarlatinanefritternes patologi. Han var en af de første der, særlig på grundlag af omfattende undersøgelser af bakteriologisk-histologisk natur, erkendte streptococcernes forekomst ved skarlagensfeber og at de var årsag ikke alene til sygdommens komplikationer men til selve sygdommen. Også efter at S. havde taget sin afsked som overlæge vedblev han at komme på Blegdams-hospitalet, lige til sin død ivrigt optaget af patologisk-anatomiske og histologiske undersøgelser der resulterede i flere dygtige afhandlinger. – S. var æresmedlem af det hygiejniske selskab i Budapest og var rapportør ved den internationale lægekongres 1887 i Wien; han var formand for Medicinsk selskab i Kbh. 1898–1900, korresponderende medlem af Société de Thérapeutique og Société medico-chirurgicale i Paris fra 1899. -Tit. professor 1888.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.