Wilhelm Sponneck, f. 1842, Frederik Wilhelm Sponneck, 24.3.1842-11.6.1921, rigsgreve. Født i Kbh. (Trin.), død på Billesborg, begravet i Gentofte. S. blev student 1861 (Borgerdydskolen, Kbh.) og cand.jur. 1869. Ved den fransk-tyske krigs udbrudjuli 1870 opholdt han sig i Heidelberg, men rejste straks til Frankrig hvor han meldte sig til hæren og ansattes som kaptajn ved 18. armékorps' rytterdivision. Han deltog i kampene ved Loire og i general Bourbakis tilbagetog. Derefter tog han til Paris hvor han overværede kommunens opstand. 1871 vendte han tilbage til Danmark og indtrådte s.å. i udenrigstjenesten. Han sendtes straks som attaché til gesandtskabet i Paris. 1873–76 gjorde han tjeneste i udenrigsministeriet, udnævntes nov. 1876 til fungerende legationssekretær i Paris og forflyttedes sept. 1878 til London. 1883 blev han virkelig legationssekretær og flyttede året efter til St. Petersborg indtil han 1888 blev ministerresident (fra 1890 gesandt) og generalkonsul i Washington. 1893 blev han gesandt i Wien og 1897 i Stockholm. 1892 havde han afslået stillinger! som guvernør over De dansk-vestindiske øer. S. var ikke mindst i de yngre år en ganske effektiv arbejdskraft. Men hans konservatisme der 1901 bragte hans navn frem i højrekredse som et muligt konseilspræsidentemne og 1910 fik ham til at fremsætte tanken om at lede et forretningsministerium efter det radikale ministerium Zahles afgang antog efterhånden reaktionære former. Den udvidelse og modernisering af konsulatsvæsenet der var påbegyndt i slutningen af halvfemserne havde han kun kritik til overs for. Konsulernes medvirken til fremme af dansk eksport anså han for ganske illusorisk. Denne holdning isolerede ham efterhånden i udenrigstjenesten. Erik Scavenius, der i foråret 1903 en kort tid gjorde tjeneste ved gesandtskabet i Stockholm, betragtede S. som ganske uegnet til gesandt. Da S. var fyldt 70 år fik venstreregeringen Klaus Berntsen, hvis udenrigsminister var W. Ahlefeldt-Laurvig, ham til at søge sin afsked i forbindelse med den modernisering og foryngelse af udenrigstjenesten der gennemførtes i årene efter 1908.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.