Den lutherske mission i Tranquebar 1705-1845

At der fandtes katolikker i Tranquebar, da danskerne etablerede sig i byen i 1620, hænger sammen med portugisernes tidlige tilstedeværelse i Indien. Portugiserne var i 1500-tallet den første europæiske magt, der etablerede handelsposter i Indien, og de fokuserede ikke bare på at drive handel, men lagde også fra starten vægt på missionsarbejde for at udbrede katolicismen.

En tilsvarende missionsiver så man indledningsvis ikke hos de øvrige europæiske lande, som i 1600-tallet begyndte at etablere handelsposter i Indien. Dels fordi formålet med engagementet i Indien først og fremmest var økonomisk, og administrationen af kolonierne var overladt til handelskompagnier, hvis eneste formål var at tjene penge. Dels fordi en protestantisk missionsteologi som kunne understøtte ydre mission først så småt begyndte at blive udviklet i løbet af 1600-tallet.

Den danske konge Frederik 4.s beslutning om at udsende missionærer til Tranquebar blev truffet under indflydelse af pietismen, som var en bevægelse med vægt på fromhed og en stærk personlig tro. Denne bevægelse var særlig stærk i Tyskland, og det var da også fra det indflydelsesrige pietistiske miljø i den tyske by Halle, de første kongelige danske missionærer, og mange efter dem, blev udvalgt. De to første missionærer, Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau, blev afsendt i 1705 og ankom i Tranquebar i 1706.

Ved sin etablering i 1620 understøttede den danske kolonivirksomhed ikke kristen mission. De præster, som blev sendt til de danske besiddelser i Indien, skulle udelukkende prædike for de europæiske koloniembedsmænd og soldater, og ikke omvende den lokale befolkning. Det ændrede sig med det kongelige danske initiativ om en luthersk mission.

Fra handelskompagniets side var missionen i begyndelsen uønsket, fordi man frygtede at den ville medføre lokalbefolkningens uvilje og dermed lægge hindringer i vejen for den handel, som var koloniens eksistensgrundlag. De første år var forholdet mellem handelskompagniet og missionærerne derfor præget af spændinger, men efterhånden vænnede man sig til sameksistensen og missionen blev en integreret del af koloniens liv.

Missionærerne var som noget af det første nødt til at kaste sig over sprogstudier for at kunne få lokalbefolkningen i tale. De måtte lære portugisisk, som var det sædvanlige omgangssprog i kolonien, der havde en blandet befolkning, og de måtte sætte sig ind i lokalbefolkningens eget sprog, tamilsk. Særligt den ene af de to første missionærer, Bartholomäus Ziegenbalg, viste sig at være en stor sprogbegavelse, og for at understøtte missionsarbejdet udarbejdede han både tamilske ordbøger og oversættelser af religiøse tekster som Luthers katekismus og det nye testamente. Som led i dette arbejde blev et trykkeri også etableret i byen i 1712, og det kom til at spille en rolle for udbredelsen af trykt tamilsk litteratur.

For at fremme deres arbejde studerede missionærerne også de lokale religiøse forestillinger og indgik i debatter med lokale lærde, hvis viden de generelt omfattede med respekt. Missionærerne kombinerede desuden deres religiøse arbejde med socialt arbejde såsom skolevirksomhed, og var i 1710 de første til at etablere en pigeskole i Indien. Fordi missionærerne ydede pionerarbejde på sprog- og skoleområdet og i indologiske studier, er missionens arv i dag bredt respekteret også uden for kristne cirkler i Indien.

De fleste af missionens omvendte kom fra de lavest rangerende kaster i det indiske kastesystem, som blev betragtet som "urørlige". Det skyldtes blandt andet at der kunne være materielle fordele forbundet med en nær tilknytning til missionen, for eksempel uddannelse, arbejde og hjælp mod hungersnød. Det forhold har fået nogen til at bruge den nedsættende betegnelse "riskristne" om de, der lod sig omvende på den baggrund. Derudover var det ofte mere attraktivt for lavkastefolk at konvertere, fordi de havde en marginaliseret position i det hierarkiske kastesystem og forestillingerne i den kristne tro i nogen grad kunne bruges til at gøre op med forestillingen om deres rituelle urenhed. Den dag i dag er det blandt lavkastefolkene, man finder flertallet af de kristne i Tranquebar.

De første fem omvendte kunne døbes allerede i 1707. I 1718 havde menigheden vokset sig så stor, at en ny kirke, Ny Jerusalemskirken, blev indviet til den. Denne kirke er stadig i brug som den Tamilske Evangelisk Lutherske Kirkes hovedkirke, hvor nye biskopper indvies. I dag har byen Tranquebar med dens missionshistoriske arv dog især symbolsk betydning for kirken som dens historiske oprindelsessted, mens megen af kirkens administration af praktiske grunde er udflyttet til større byer. I dag udøver den Tamilske Evangelisk Lutherske Kirke selvstændigt missionsarbejde og driver fortsat en række uddannelsesinstitutioner i Tranquebar. De omvendte tamilske kristne bidrog allerede tidligt til missionsarbejdet. Den første tamil, Aaron, blev ordineret som luthersk præst i 1733.

Missionen i Tranquebar var i praksis et samarbejde mellem mange parter, og afspejler det mere generelle forhold, at missions- og kolonihistorie havde multinational karakter. Selv om missionen var et kongeligt dansk initiativ, var det i praksis få danskere, som arbejdede for den, idet missionærkandidaterne kom fra Tyskland. En anden vigtig partner i arbejdet blev det engelske selskab SPCK (Society for Promoting Christian Knowledge), som støttede missionen med penge og materialer, som for eksempel den trykpresse, som blev etableret i byen i 1712. Missionshistoriens multinationale karakter afspejles også af, at da Tranquebar blev solgt til det britiske Ostindiske Kompagni i 1845, blev missionsarbejdet i kolonien overladt til den tyske Leipziger Mission.

I dag er den lutherske missions arvtager, den Tamilske Evangelisk Lutherske Kirke, som blev etableret i 1919, en selvstændig, indisk drevet organisation. Kirken har over 100.000 medlemmer, og er en del af et større evangelisk luthersk fællesskab af kirker i Indien. Missionshistorien fejres med årlige processioner i Tranquebar på årsdagen for de første missionærers ankomst, og missionens 300-års jubilæum i 2006 blev fejret med større internationale festligheder.

Som et resultat af missionen finder man i Tranquebar flere kristne, end man i øvrigt gør i Indien, hvor kristne udgør omkring 2,3 % af befolkningen. I dag er 7,5 % af indbyggerne i Tranquebar kristne, mens 6,7 % er muslimer og 85,6 % hinduer.

• Ostindisk Kompagni, 1616-1729
• Slavehandel i den dansk-indiske kolonihistorie, 1620-1753
• Spor af den danske koloniperiode i nutidens Tranquebar
• Tranquebar, 1620-1845
• Vestindisk-Guineisk Kompagni, 1671-1754
• Asiatisk Kompagni, 1732-1844
• Den danske mission i Grønland, 1721-1905
• Tranquebar-mønter, 1620-1670
• Den dansk-norske sørejse til Asien, 1618-1620
• Grundlæggelsen af kolonien Tranquebar, 1620-1630
• Eskild Andersen Kongsbakke, ca. 1620-1674
• Peter Anker, 1744 –1832
• Suppremannia Chetti, ca. 1750-ca. 1820
• Spiritisme og modernitet, 1848-
• Den danske koloniudstilling i Tivoli, 1905
• Kolonihistorie - hvad er det?

• Om Ove Gieddes ekspedition til Ceylon og Tranquebar 1618-1622
• Konfirmationsforordningen, 13. januar 1736
• Lysets Banner: "Hvad vi vil", 1. maj 1893
• Peter Anker: En Samling af Mythologiske Antiquer bragt fra Hindustan, 1806

• Bugge, K. E. (red.): Det begyndte i København: knudepunkter i 300 års indisk-danske relationer i mission. (2005).
• Schönbeck, O. & P. B. Andersen: All Religions Merge in Tranquebar: Religious Coexistence and Social Coherence in South India. (2012).