Den danske koloniudstilling i Tivoli, 1905

At udstille levende mennesker fra andre lande og kulturer var især udbredt i Europa fra ca. 1870 og frem til 1. verdenskrig (1914-1918). Udstillingerne fremhævede ofte forskellene på Europa og de udstillede ’eksotiske’ og/eller ’primitive’ folk, samtidig med at der var en fascination af deres ’naturlighed’. Udstillingerne var populære, men havde varierende karakter. Nogle var etnografisk prægede, hvor man ønskede at studere og formidle verdens folkeslag og kulturer. Andre var i højere grad kommercielle og med fokus på underholdning. Nogle af de mest populære menneskeudstillinger stod tyske Carl Hagenback (1844-1913) bag, hvorfor tiden også kaldes Hagenback-æraen.

I Danmark fandt der omkring 50 menneskeudstillinger sted mellem 1878 og 1909. Hvor koloniudstillingen i 1905 udstillede de danske kolonier, var andre menneskeudstillinger mere brede og inkluderede folk fra hele verden. Dette gælder for eksempel udstillingerne ’Kina i Tivoli’ i Tivoli i 1902, ’Syd-Indien i Tivoli’ i Tivoli i 1903 og Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvor man fremviste ’abessiniere’ fra det nuværende Etiopien.

Den europæiske imperialisme havde sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet, hvor de europæiske stormagter konkurrerede om at kolonisere især Afrika og om at blive den største kolonimagt. Som en del af denne kolonialisme kom der også i stigende grad fokus på raceteorier og forestillinger om den hvide races overlegenhed, hvilket netop blev brugt til at retfærdiggøre koloniseringen.

Racevidenskab var en pseudovidenskab, der studerede forskellene mellem de forskellige racer, blandt andet ved at opmåle og studere kranier. Selvom Danmark på dette tidspunkt ikke var en stor kolonimagt, fandtes raceteorierne også her, hvor især den danske læge Søren Hansen (1857-1946) i 1880’erne og 1890’erne tog på ekspeditioner til Grønland for at foretage opmålinger af inuit-befolkningens hoveder og kroppe. Hans konklusioner var, at inuit-befolkningen stod på et lavere og mere primitivt udviklingstrin end europæerne. Den racistiske videnskab og dens undersøgelser blev brugt til at argumentere for, at den hvide race var øverst i et påstået racehierarki, mens for eksempel inuitter var placeret lavere og afrikanere nederst, tæt på menneskeaber.

Danmark var ikke en stærk stat, da koloniudstillingen fandt sted i 1905. 1800-tallet havde været en stormagtspolitisk nedtur med tabet af Norge i 1814 og af Slesvig-Holsten i 1864, og det havde efterladt Danmark som en småstat i Europa.

Derudover var Danmark som kolonimagt også udfordret. I 1845 blev indiske Tranquebar og Serampore solgt til Storbritannien; i 1850 blev kolonien på Guldkysten i Vestafrika også solgt, og der havde i 1902 været forhandlinger med USA om et salg af Dansk Vestindien – allerede fra 1860’erne havde der været overvejelser om at sælge øerne. Samtidig var der i bilandene Færøerne og Island voksende selvstændighedsbevægelser, hvilket førte til hjemmestyre på Island i 1904. Også i Grønland var der udfordringer i tiden op til udstillingen. Efter en ekspedition til Grønland i 1902-1904, hvis formål var at beskrive Grønland og grønlænderne, kritiserede journalist og forfatter Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) de grønlandske forhold, blandt andet Den Kongelige Grønlandske Handels administration af landet. Han mente, at det statslige handelsselskab misbrugte sin administrative magt, og at statsmonopolet ledte til mistrivsel blandt grønlænderne. Kritikken ledte til en større politisk og offentlig debat om Grønlands politiske, økonomiske, kulturelle og sociale forhold.

Initiativet til udstillingen kom fra Dansk Kunstflidsforening, hvis formand var forfatteren Emma Gad (1852-1921), som i dag er mest kendt for sin bog Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker (1918). Foreningen arrangerede i forvejen udstillinger med kunsthåndværk og inviterede om sommeren unge kvinder fra Island og Færøerne til København på kurser.

I sommeren 1904 blev der nedsat en komité af repræsentanter fra erhvervsliv og organisationer med grosserer Moses Melchior (1825-1912) som udstillingens præsident. Projektet var prestigefyldt, hvilket blandt andet kan ses i sammensætningen af arrangørerne, der inkluderede direktøren for Den Kongelige Grønlandske Handel Carl Ryberg (1854-1929) samt ministeren for Island, Hannes Hafstein (1861-1922). Derudover var kronprinsesse Louise (1875-1906) protektrice for udstillingen.

Planen var at udstille (kunst)håndværk samt mennesker fra de danske bilande, Island og Færøerne, samt kolonierne Grønland og Dansk Vestindien. Der var repræsentanter for alle de udstillede områder, men det er usikkert, hvor mange der var herboende, var rejst til København netop for udstillingen eller var kommet hertil på et af Dansk Kunstflidsforenings sommerkurser. Repræsentanterne fremviste i deres folkedragter blandt andet deres lokale håndværk og agerede guider. Derimod var tre vestindere hentet til København for netop at blive udstillet på Koloniudstillingen, nemlig William Smith (leveår ukendte) fra Sankt Thomas og Victor Cornelins (1898-1985) og Alberta Viola Roberts (1901-1917) fra Sankt Croix. Derudover serverede Henriette Jensen (1866-1945) fra Sant Croix på udstillingen – hun var dog i 1896 kommet til Danmark som tjenestepige og altså ikke hentet hertil.

Kort efter planerne om udstillingen blev kendte, protesterede Den islandske Studenterforening. De var utilfredse med at skulle udstilles – og at det skulle ske sammen med ”Negere og Eskimoer”. Det anså de for nedværdigende over for deres egen kultur. De anså nemlig sig selv for at være et kulturfolk, på lige fod med danskerne, hvorimod beboerne i Dansk Vestindien og Grønland blev set som naturfolk og dermed som værende på et lavere civilisationstrin end islændingene og danskerne. Studenterforeningen opfordrede de islændinge, der var involveret i udstillingen til at modsætte sig Islands deltagelse. Derudover opfordrede de den danske befolkning til at give dem medhold i sagen. Protesten blev ikke modtaget med stor medfølelse i de danske medier. Islændingene blev kaldt ”ømfindtlige”, og der var ingen spor af sympati i aviser som Nationaltidende.

En af konsekvenserne af denne protest blev, at udstillingen skiftede navn fra ’Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt Udstilling for Island og Færøerne’ til ’Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt Udstilling fra Island og Færøerne’. Forskellen synes måske lille, men rettelsen af ’for’ til ’fra’ viser de forskellige opfattelser, idet Island og Færøerne præsenterede sig selv som aktive kulturnationer, der selv stod for deres udstilling i modsætning til de ’passive’ kolonier.

Udstillingen åbnede den 31. maj 1905 med en åbningshøjtidelighed med deltagelse af blandt andet indenrigs-, kultur-, udenrigs- og finansministrene samt kongefamilien. Entré-prisen var 25 øre. Protektrice kronprinsesse Louise mente dog, at det var vigtigt, at landets skolebørn fik mulighed for at se udstillingen og opleve de danske besiddelser, og derfor fik skolebørnene gratis adgang til udstillingen.

Til udstillingen blev der udgivet en vejledning, som den besøgende kunne bruge til at navigere rundt og læse om udstillingens opbygning. Hvert land havde sin egen afdeling, hvor landets kultur blev fremvist, og man forsøgte gennem genstande og billeder at give de besøgende en autentisk følelse af et være til stede i selve landet.

Den islandske udstilling inkluderede blandt andet en bjælkebygning og genstande fra hele Island, såsom prædikestole, sølvtøj og tryksager fra gammel tid til nutiden. Med både prædikestolene og det trykte materiale forsøgte Island at fremhæve sig selv som en gammel kulturnation med en lang kristen og skriftlig kultur. Som eksempel på det islandske kulturhåndværk blev der fremvist udskårne sager i træ, sølvarbejde og kvindedragter.

Den færøske udstilling lagde vægt på færøske produkter med en udstilling af råuld og strikkede ting og en fiskeriafdeling. Som en del af den voksende interesse for etnografi var der også fokus på folkedragter, og derfor var der på den færøske afdeling også fremvist højtidsdragter og dukker i nationaldragter. Også i denne afdeling blev den gamle kristne kultur fremhævet, og der var både dåbshuer og skakspil med kristne motiver. Derudover var der også opført et eksempel på en færøsk traditionel bolig med røg- og glasstue, hvor den besøgende kunne træde indenfor.

Udover de fire planlagte udstillinger endte Danmark også med at blive repræsenteret på udstillingen. Som resultat af islændernes protest blev der nemlig opført en lille bondehytte, der fremviste den danske bondekultur. Det var et forsøg på at imødekomme islændernes kritik af, at det var fornedrende at blive udstillet. Endvidere blev flere af de tidligere kolonier også mindet på udstillingen. Blandt andet kunne man i den danskvestindiske udstilling også se et gobelin, der afbildede Tranquebar, ligesom der var en lille afdeling med billeder af de tidligere kolonier samt gamle kort og mønter. Endelig var der på udstillingen også et serveringssted, kaldet Den vestindiske Veranda, hvor blandt andet Henriette Jensen serverede forfriskninger. Dermed kunne den besøgende slutte besøget af med en kølig cocktail og nyde følelsen af (næsten) at befinde sig på St. Thomas, der var afbildet på væggene.

Koloniudstillingen lukkede den 24. september 1905 efter næsten fire måneder, og i følge Politiken nåede op mod 100.000 besøgende at besøge den.

Den grønlandske udstilling var opdelt i en vestgrønlandsk og en østgrønlandsk del. Denne opdeling blev brugt til at fremhæve fordelene ved den danske kolonisering, for hvor Vestgrønland havde været i fast forbindelse med Danmark siden 1721, blev der først i slutningen af 1800-tallet oprettet en mission og en handelsstation ved østgrønlandske Ammassalik (nu: Tasilaq). På udstillingen blev det østgrønlandske folk beskrevet som hedenske og deres redskaber primitive, og det blev dermed fremstillet som en modsætning til den civiliserede verden, som Danmark repræsenterede.

I den grønlandske afdeling kunne man blandt andet se en udstoppet isbjørn og slædehunde samt traditionelle grønlandske redskaber og udstyr som et sommertelt og en konebåd. Med disse genstande, falske isfjelde og billeder forsøgte man at give de besøgende en følelse af at være i Grønland. Derudover blev der også fremvist kunsthåndværk som skindmosaik og udskæringer i ben og træ, ligesom der var en samling af skind og tænder fra forskellige dyr.

Den vestindiske udstilling indeholdt møbler fra dansk-vestindiske hjem og billeder fra øerne. Derudover blev der også fremvist vestindisk håndværk, blandt andet såkaldte ’spanish works’, der var en form for broderi, og kurveflet og potter. Ligeledes blev det også fremvist, hvad øen producerede, og der var en model af en sukkermølle samt prøver på sukkerrør og bomuld. Udstillingen inkluderede også en ”Negerhytte”, hvor der befandt sig kokospalmer og husdyr. Den vestindiske udstilling skelnede altså i høj grad mellem de indfødte og de derboende danskere.

Den vestindiske udstilling havde et stort trækplaster, da der her var udstillet tre mennesker. Planen var oprindeligt, at en hel familie skulle have været udstillet, men ingen var villige til at rejse til Danmark. I stedet lykkedes det at overtale en enkelt mand, mr. William Smith, der rejste til København med sine husdyr. Det var dog ikke nok til udstillingen, og man fandt derfor også børnene Alberta og Victor. Brevudvekslingen mellem Dansk Vestindien og København viser, at Victors mor havde svært ved at brødføde sine børn og derfor gik med til at sende Victor til Danmark. Børnene tiltrak stor interesse, men Victor har i sine erindringer beskrevet oplevelsen og den voldsomme opmærksomhed, som de var udsat for, i et meget kritisk lys. Victor ville gerne på opdagelse på resten af udstillingen, især i den grønlandske afdeling, og for at hindre dette, blev børnene sat i bur.

De to børn kom aldrig tilbage til Dansk-Vestindien og deres familier, men blev i stedet i Danmark. Alberta døde af tuberkulose i 1917, mens Victor uddannede sig til lærer.

Koloniudstillinger – som den i Danmark i 1905 – handlede ikke kun om at fremvise koloniernes kultur, men var også i høj grad moderlandets forsøg på både national og kolonial selviscenesættelse. Koloniudstillingen i Danmark blev dog ikke den magtpoliske iscenesættelse, som arrangørerne formentlig havde håbet på. I stedet tog islænderne en stor del af opmærksomheden og fokus med deres protest og kritik af Danmark, og udstillingen fremhævede snarere Danmarks svækkede position.

Danmarks dage som kolonimagt var da også ved at være talte i 1905. I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA, og i 1918 blev Island selvstændigt – dog indtil 1944 i personalunion med Danmark. I 1948 fik Færøerne hjemmestyre efter årtier med debat, og med Grønlands overgang til dansk amt i 1953 var Danmarks status om kolonimagt nu endeligt forbi.

Koloniudstillingen i 1905 var dog ikke Danmarks sidste fremvisning af sine kolonier. Ved den internationale koloniudstilling i Paris i 1931 fremviste Danmark igen Grønland – nu som eneste tilbageværende koloni.

• Asiatisk Kompagni, 1732-1844
• Dansk Vestindiens befolkning, sygdomme og lægebehandling i 1800-tallet
• Dansk-norske krav på Grønland, 1600-1750
• Danske handelsveje fra Ostindien til Kina og deres kulturelle aftryk gennem kolonial- og luksusvarer, 1620-
• De Vestindiske Øer, 1672-1917
• De Vestindiske Øer, efter 1917
• Debatten om en officiel undskyldning for slaveriet i Dansk Vestindien, 1998-2023
• Den danske mission i Grønland, 1721-1905
• Den danske slavehandel, ca. 1660-1848
• Den lutherske mission i Tranquebar 1705-1845
• Grundlæggelsen af kolonien Tranquebar, 1620-1630
• Grønlands afkolonisering, 1945-1954
• Handelsstationen Serampore (Frederiksnagore), 1755-1845
• Ostindisk Kompagni, 1616-1729
• Slavehandel i den dansk-indiske kolonihistorie, 1620-1753
• Spor af den danske koloniperiode i nutidens Tranquebar
• Vestindisk-Guineisk Kompagni, 1671-1754
• Kinesisk mad i danske maver: Kinagrillens danske historie, 1902-

• § 20-spørgsmål om en officiel undskyldning til De Vestindiske Øer, 27. november 2013
• Erklæring fra USA om Danmarks højhedsret til Grønland, 4. august 1916
• Ernst Schimmelmanns brev om slavehandelen, 18. juni 1791
• Forordning om negerhandelen, 16. marts 1792
• Læge Johan V. R. Wissings medicinalberetning fra Sankt Thomas, 1882
• Reglement for den danske koloni Sankt Thomas, 8. august 1672
• Sorte børn i København, 1905
• Valgplakat til folkeafstemningen om salget af De Vestindiske Øer, 1916
• Social-Demokraten: ”Koloni-Udstillingen i Tivoli: Aabningsfesten”, 1. juni 1905
• Andreas Bruun: Illustreret Vejledning over dansk Koloniudstilling, 1905
• Den islandske Studenterforening: Erklæring om den planlagte danske koloniudstilling, i Berlingske Tidende 27. december 1904
• ”Koloni-Udstillingen i Tivoli”, artikel i Dannebrog, 26. november 1904
• Vejleder gennem ”Kina i Tivoli”, 1902
• Emma Gad: ”Huslig Økonomi”, kronik i Politiken, 14. juli 1913

• Andersen, Tanja Kjær: Folkekaravaner & eksotiske mennesker – med særligt fokus på fremvisning af Danmark i 1878-1909 (2009).
• Andreassen, Rikke og Anne Folke Henningsen: Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli (2011).
• Andreassen, Rikke: ”The ’exotic’ as mass entertainment: Denmark 1878-1909”, Race & Class, bd. 45, nr. 2 (2003), s. 21-38
• Henningsen, Anne Folke: ”Koloniernes spor”, i Venborg Pedersen, Mikkel (red.), Danmark – en kolonimagt (2017), s. 398-445
• Nielsen, Per: Fru Jensen og andre vestindiske danskere. Dansk-vestindiske sømænd, tjenestefolk og arbejdere i Danmark 1990-1920 (2015).