Danskerne førte ikke bare asiatiske varer til Danmark via deres indiske besiddelser. Et vigtigt led i de dansk-indiske koloniers økonomi var også regional handel i Sydøstasien. En af de varer, som kom til at indgå i danskernes handel på lokaliteter i Malaysia og Indonesien, var indiske slaver fra Coromandelkysten, som blev afskibet fra Tranquebar.
Denne handel med slaver var uregelmæssig og gav et svingende udbytte, da dårlige høstår med høje fødevarepriser tvang flere til at sælge sig selv eller til at blive solgt af deres kreditorer, mens gode høstår betød et mindre udbud af slaver. Således meldtes skiftevis om dårlig og indtægtsgivende slavehandel fra Tranquebar. God gevinst havde man for eksempel i perioden fra 14. marts 1688 til 1. april 1690, hvor slavehandelen indbragte Tranquebar 46.071 rigsdaler og 4 skilling.
Den danske soldat Mourids Christensen, som gjorde tjeneste i Tranquebar fra 1671, har nedskrevet sine indtryk fra byen og oplyser heri, at prisen for slaver på Coromandelkysten var 20 rigsdaler for ”1 frisk karl” og 14-16 rigsdaler for ”1 smukt kvindfolk”, mens ”1 gammelt kvindfolk” kunne erhverves for 8-9 rigsdaler. De tilsvarende priser ved eksport af indiske slaver til Bantam på den indonesiske ø Java var noget højere. Her stod for eksempel en frisk karl i 40-60 rigsdaler.
Slaver blev ikke kun erhvervet som handelsobjekter, men også som tjenestefolk og som samleversker for de ansatte i et kolonisamfund, som havde et underskud af europæiske kvinder. Det var således ikke kun handelskompagniet, som købte og solgte slaver, men også en bredere skare blandt de danske besiddelsers indbyggere.
For kompagniets ansatte kunne handel med slaver også være en indbringende privat forretning. I 1732 forsøgte kompagniet at forbyde den private slavehandel og gjorde selv krav på slavehandlen og den deraf følgende profit. Det initiativ var dog ikke synderligt populært blandt kompagniets betjente, som havde haft biindtægter ved slavehandlen, og det blev opgivet igen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.