ØMU

De første skridt hen imod en fælles makroøkonomisk politik og en fælles pengepolitik i EU (dengang EF) blev taget på Haag-topmødet i 1969 og med Werner-rapporten fra 1970, der er forfattet af et udvalg ledet af Pierre Werner, som dengang var statsminister i Luxembourg. Rapporten er uden eksplicitte henvisninger til nogen overordnet teoretisk ramme, men den gentager ikke desto mindre mange af de klassiske ordoliberale bekymringer om offentlige underskud og gældsætning.

Selv om forsøget på gradvis at gennemføre en Økonomisk og Monetær Union (ØMU) i EU på basis af Werner-rapporten ikke kommer langt, lægger rapporten dog rammen for den diskussion om monetær integration, der finder sted i de efterfølgende årtier. Planen forudser en udvikling hen imod en monetær union i tre etaper, som skal begynde i 1971 og være afsluttet i 1980. I første fase (som bliver iværksat) lægger man op til en mindskelse af valutaudsvingene mellem medlemsstaterne ved at skabe en ’slange’ omkring den amerikanske dollar (med en bilateral grænse for de maksimale kursudsving på 2,25 procent mellem medlemsstaternes valutaer). ’Slangen’ skal eksistere inden for det bredere internationale 4,5 procent-bånd (en tunnel), der er specificeret i Smithsonian-aftalen fra 1971 (deraf navnet ’slangen i tunnelen’). Men da dollarens bliver gjort flydende af den amerikanske regering i 1973, kollapser ’tunnelen’ og dermed kommer slangesamarbejdet i krise, hvilket får Det Europæiske Råd til at erklære planen i Werner-rapporten for at være død i 1975. Planen bliver dog til dels genoplivet som et rent europæisk ’slange’-samarbejde, som imidlertid gradvis får færre og færre medlemmer over årene.

Fundamentalt set er det europæiske monetære samarbejde siden begyndelsen af 1970’erne et svar på, at USA ophører med at agere monetær hegemon for den vestlige verden, da den amerikansk initierede Bretton Woods-aftale fra 1944 om faste kursrelationer mellem de vestlige landes valutaer bryder gradvis sammen i perioden 1971 til 1973. Herefter følger i Europa tre forskellige systemer vedrørende valutasamarbejdet: Valutaslangen (1972-1979), Det Europæiske Monetære System, EMS (1979-1993) og endelig den nuværende Økonomiske og Monetære Union, ØMU (1993- ). Kathleen McNamara forklarer i bogen ’The Currency of Ideas’, hvordan udviklingen af den europæiske monetære samarbejde beror på både strukturelle og idémæssige faktorer. De strukturelle (eller økonomiske) faktorer har baggrund i Robert Mundells teori om ’den umulige treenighed’. Teorien går ud på, at internationale økonomiske systemer kun kan indeholde to af følgende tre karakteristika: frie kapitalbevægelser, faste vekselkurser og selvstændig pengepolitik. Alle tre karakteristika kan umuligt eksistere i samme system på én gang.

I 1970’erne er en høj grad af kapitalmobilitet blevet en faktor, som objektivt begrænser de valg, som regeringerne vestlige lande kan foretage. For landene er det derfor ikke længere muligt at bevare faste valutakurser uden at opgive den selvstændige pengepolitik, hvor rentepolitikken ellers – i overensstemmelse med keynesiansk økonomisk tankegang – har haft som mål at sikre vækst og beskæftigelse i landene. I modsætning hertil var Bretton Woods-systemet karakteriseret ved faste vekselkurser, selvstændig pengepolitik og meget begrænset kapitalmobilitet. Det er som sagt ændringen af sidstnævnte faktor, som gør, at det ikke længere er muligt at bevare de faste valutakurser uden at opgive den selvstændige pengepolitik.

I første omgang opstår som nævnt den såkaldte valutaslange i 1972 som en reminiscens af Werner-rapporten. Valutaslangen indbefatter de daværende seks EF-lande (Frankrig, Italien, Forbundsrepublikken Tyskland, Belgien, Nederlandene og Luxembourg) samt Irland, Storbritannien, Danmark og Norge, som alle fire er ansøgere om medlemskab af EF/EU i 1972. Valutaslangen har som mål at stabilisere valutakursudsvingene ved at låse udsvingene fast inden for et bestemt bånd i forhold til de andre deltagervalutaer. Snart bliver regeringerne i landene i Valutaslangen dog bevidste om, at det ikke er muligt at lægge valutaudsvingene i bestemte, faste bånd og samtidig bevare selvstændigheden med hensyn til pengepolitikken, fordi de stadigt friere kapitalbevægelser har undermineret denne mulighed. Efter få år forlader en række lande derfor Valutaslangen. Kun Tyskland, Nederlandene, Belgien/Luxembourg (er i samme valutaunion) og Danmark forbliver i Valutaslangen til det sidste, da den afløses af Det Europæiske Monetære System (EMS) i 1979.

På trods af den relative fiasko med Valutaslangen bliver bestræbelserne på at opnå monetær integration genoplivet med oprettelsen af EMS i 1979. EMS er et betydningsfuldt valutasamarbejde, som samtidig integrerer ordoliberale elementer i den europæiske monetære integration på flere direkte og indirekte måder. For det første formaliserer EMS Valutaslangens funktion og skaber en større grad af regelbaseret institutionalisering på EU-plan af en politik, der har til formål at øge den monetære stabilitet samtidig med, at EMS – som en utilsigtet konsekvens – øger Tysklands rolle som en dominerende økonomisk aktør inden for det kollektive økonomisk-politiske samarbejde i EU. Sidstnævnte indebærer, at den tyske ordoliberalt influerede økonomiske linje smitter af på samarbejdet i EMS.

EMS følger samme overordnede model som Valutaslangen, idet det primære redskab er valutakursmekanismen (kaldet ERM efter den engelske forkortelse – Exchange Rate Mechanism), som søger at binde valutaerne sammen i forhold til et paritetsgitter af bilaterale kurser, hvor alle EU’s valutaer bliver holdt fast til hinanden inden for et bestemt spænd.

EMS-systemet bliver gjort mere fleksibelt – især i de senere år af dets eksistens – ved at udvide de kort- og mellemfristede kreditter fra de mere økonomisk robuste stater (især Tyskland) for at forsvare de halvfaste valutakurser i samarbejdet.

EMS er oprindeligt tænkt som et symmetrisk system. Tysklands får imidlertid hurtigt en dominerende rolle i EMS på grund af såvel landets økonomiske tyngde som landets store pengepolitiske troværdighed funderet i ordoliberalismen. Derfor står det snart klart, at valutasamarbejdet utilsigtet kommer ud af balance, idet D-marken får en vigtig ’ankerrolle’ i gruppen af EU-valutaer. Det betyder samtidig, at tyske Bundesbank igen som en ikke-tilsigtet konsekvens i realiteten kommer til at bestemme den pengepolitiske kurs i EMS.

På trods af, at EMS’ etablering bidrager til Tysklands forøgede økonomisk-politiske dominans, bliver EMS alligevel holdt sammen i 1979 til 1993 og er en relativ stor succes på trods af sine iboende modsætninger. Det gælder indtil Tysklands genforening, som kraftigt forøger de tyske offentlige udgifter. Tyskland bliver derfor tvunget til at stramme den indenlandske pengepolitik for at dæmpe efterspørgslen, hvilket får den virkning, at de hidtidige indre spændinger i EMS kommer op til overfladen. Andre EMS-medlemsstater er nemlig forståeligt nok utilfredse med i så høj grad at importere den udefrakommende højrentepolitik, som – på grund af EMS’ asymmetriske karakter med Tyskland som toneangivende – breder sig fra Tyskland og til de resterende medlemsstater i EMS. Utilfredsheden skyldes, at højrentepolitikken i EMS alene beror på tyske indenrigsforhold. Samtidig er konsekvensen, at højrentepolitikken får skadelige virkninger på andre EU-landes beskæftigelsesniveau. Ikke mindst Frankrig mener på den baggrund, at der bør gøres noget ved denne demonstration af Tysklands pengepolitiske dominans i EU.

Situationen med tysk dominans er ikke uden fordele for de andre medlemmer af EMS. De nyder nu godt af at kunne ’importere’ lave tyske inflationsrater, men ’omkostningen’ er, at de også må følge den uafhængige Bundesbanks linje i penge- og rentepolitikken. Tyskland erhverver sig samtidig betydelige internationale politiske og økonomiske fordele ved, at Bundesbank næsten fungerer som centralbank for EMS-landene. Dermed bliver penge- og rentepolitikken i hele EMS de facto lagt til rette efter Tysklands økonomiske præmisser og realiteter, hvilket naturligvis både er til fordel for Tyskland og for tyske virksomheder. Ikke mindst de franske politiske beslutningstagere er imidlertid stærkt utilfredse med, at Bundesbank indirekte bestemmer renteniveauet i Frankrig, og at D-marken reelt fungerer som europæisk ankervaluta. Frankrig ønsker indflydelse på begge dele.

Efter det indre markeds vedtagelse og gradvise implementering i slutningen af 1980’erne presser Frankrig således på for at få etableret en Økonomisk og Monetær Union (ØMU), som skal understøtte og afbalancere markedsintegrationen det nye indre marked. Den franske kommissionsformand, Jacques Delors, er en nøglefigur i forbindelse med dette pres. Han bliver formand for det såkaldte Delors-udvalg bestående af de daværende EU-medlemsstaters nationalbankdirektører samt tre særligt sagkyndige. I foråret 1989 fremkommer udvalget med en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union kan gennemføres i tre etaper, som også var modellen i Werner-rapporten.

Den kritiske korsvej i EU’s økonomiske og monetære integration kommer, da ØMU bliver oprettet i forbindelse med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993. I et vist omfang er ØMU udtryk for en genoptagelse af ideerne fra Werner-rapporten. ØMU-institutionen bliver samtidig i vidt omfang udformet efter ordoliberale principper med vægt på uafhængighed for Den Europæiske Centralbank (ECB), lavinflation og tilstræbt ligevægt på de offentlige budgetter. Det var imidlertid ikke den eneste idémæssige inspiration bag ØMU-konstruktionen. Den regelbaserede og lavinflationsorienterede ØMU har også hentet stor inspiration fra monetarismen via det store fokus på pengepolitikken som det centrale økonomisk-politiske instrument. På det praktiske plan forudsætter ØMU en større eller mindre harmonisering af EU-medlemsstaternes økonomiske politik og pengepolitik og indebærer indførelsen af en fælles valuta i form af euroen.

ØMU kommer til verden på et tidspunkt, da kapitalbevægelserne er helt frie i EU (i kraft af det indre markeds fire friheder angående varer, tjenesteydelser, personer og kapital) og i vidt omfang også mellem EU og omverdenen. Det gør det helt umuligt at bevare en selvstændig pengepolitik ifølge Robert Mundells teori om ’den umulige treenighed’. Denne faktor forklarer imidlertid ikke, hvordan og i hvilken form ØMU bliver implementeret. I den forbindelse må man som nævnt ifølge Kathleen McNamara også indrage idémæssige faktorer.

Ifølge McNamara er den konstitutionelle arkitektur i ØMU baseret på en form for økonomisk-politisk konsensus, som breder sig i den vestlige verden og uden for i de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere. Denne form for konsensus omfatter den også ordoliberalismen. McNamara peger på tre idémæssige faktorer bag den nye konsensus. For det første er der det keynesianske paradigmes teoretiske kollaps. Indtil dette tidspunkt er de fleste europæiske landes økonomiske politik baseret på en keynesiansk makroøkonomisk tilgang, ifølge hvilken økonomien skal holdes i snor ved at styre den samlede efterspørgsel i samfundet via størrelsen af de offentlige udgifter og renten.

Keynesianismen har bl.a. sit grundlag i en teoretisk antagelse om eksistensen af et trade-off mellem inflation og arbejdsløshed, der bliver kendt under navnet Phillips-kurven. Den illustrerer, at arbejdsløsheden er høj, hvis inflationen er lav og vice versa. Antagelsen bag Phillips-kurven holder imidlertid ikke længere fra slutningen af 1970’erne, da både inflationen og arbejdsløsheden stiger kraftigt, bl.a. fordi kapitalen er blevet mere mobil efter liberaliseringen af kapitalbevægelserne. Fænomenet bliver kendt som ’stagflation’ (økonomisk stagnation plus inflation), hvilket indikerer, at det keynesianske paradigme ikke længere holder. Ifølge Keynes’ hovedværk om The General Theory of Employment, Interest, and Money må man netop acceptere højere inflation, hvis man ønsker øget vækst. Nu er man imidlertid endt i den situation, at væksten er lav samtidig med, at inflationen er høj, selv om det ellers er condictio sine qua non ifølge traditionel keynesiansk teori, at lav økonomisk vækst hænger sammen med lav inflation.

Den anden idémæssige faktor bag ØMU-konstruktionen, som McNamara identificerer, er den monetaristiske økonomiske teori. Den er ikke mindst er udviklet af Milton Friedman – fra den såkaldte Chicago-skole inden for økonomisk teori – som alternativ til keynesianismen og sidstnævntes manglende forklaringskraft. Monetaristerne afviser antagelsen bag Phillips-kurven om et trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Det er en afvisning, som virkeligheden i 1980’erne synes at bekræfte.

I stedet opererer monetaristerne med begrebet om en ’naturlig’ arbejdsløshed, som man ikke kan komme ned under med makroøkonomisk politik, fordi den afspejler nogle iboende forvridninger og regiditeter, som findes på arbejdsmarkedet. Hvis man alligevel forsøger at reducere den ’naturlige’ arbejdsløshed via en ekspansiv økonomisk finanspolitik, vil det ikke rigtig have nogen virkning på arbejdsløsheden, men det vil øge inflationen og få renten til at stige. I stedet anbefaler monetaristerne en økonomisk politik, som indebærer, at regeringerne koncentrerer sig om at bringe inflationen under streng kontrol. Vil man reducere arbejdsløsheden og herunder også mindske den ’naturlige’ arbejdsløshed, bør regeringerne i stedet gennemføre strukturreformer på arbejdsmarkedets udbudsside, således at incitamenterne til at tage et job bliver øget og arbejdsstyrken bliver større. En finanspolitisk ekspansion vil derimod have begrænset virkning. I kølvandet på monetaristernes anbefalinger vokser initiativerne til arbejdsmarkedsreformer frem i de europæiske lande, hvilket også ses i Danmark.

Ifølge McNamara er der en tredje idémæssig faktor, som bidrager til den nye økonomisk-politiske konsensus i Europa. Den drejer sig om det forhold, at de monetaristisk politikker allerede har været afprøvet med en tilsyneladende stor succes i Tyskland. Eksperter fra Bundesbank er således ikke sene til at tilslutte sig udskrivningen af den monetaristiske medicin om lavinflation, ikke-ekspansiv økonomisk politik og strukturreformer, fordi de ser det som ordoliberalisme i monetaristisk forklædning. Beslutningstagerne i Bundesbank, som er en del af legemliggørelsen af ordoliberalismen i Tyskland, er derfor overordentlig glade for de monetaristiske policy-anbefalinger, som de sørger for hurtigt videredistribueres til de andre centralbanker i EU. Endelig har verden set rigtigheden af disse dele af ordoliberalismen, selv om det sker under navnet monetarisme, lød det stille lettelsens suk i Bundesbank.

Diskussionen i Tyskland om ansvarligheden eller mangel på samme i ØMU-tiltrædelseskriterierne drejer sig primært om kravet om, at den akkumulerede offentlige gældskvote højst må være 60 procent af BNP, og at det årlige offentlige budgetunderskud højst må være på tre procent af BNP. For at sikre, at kriterierne bliver opfyldt efter landenes optagelse i ØMU, bliver Stabilitets- og Vækstpagten vedtaget efter tysk pres. Tiltrædelseskravene vedrørende gælden og de offentlige underskud for ØMU-medlemsstaterne i Maastricht-traktaten er heri gjort permanente. Stabilitets- og Vækstpagten indebærer, at EcoFin (EU’s Ministerråd for finans- og økonomiministre) løbende vurderer ØMU-landenes økonomiske resultater for at sikre, at medlemsstaterne opfylder de fastsatte kriterier.

Euroen bliver fysisk indført som valuta i 11 af de daværende 15 EU-lande den 1. januar 2002: Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Irland, Spanien, Portugal, Østrig og Finland. Grækenland kommer med et år senere. Euroens indførelse bliver hurtigt efterfulgt af lave ’tyske’ renter i mange sydeuropæiske medlemsstater, hvilket resulterer i et boom i privatforbruget og byggeriet og et uventet boom i tysk eksport til mange sydeuropæiske medlemsstater i euroområdet i en årrække, før Eurozonekrisen kommer i 2008 og begrænser købekraften.

Stabilitets- og Vækstpagten bliver som sagt i hovedsagen til noget efter Tysklands ønske. Den afspejler nogle af de bekymringer, som de ØMU-kritiske ordoliberale har om, at ØMU-medlemsstaternes økonomier ikke er tilstrækkeligt harmoniserede. Stabilitets- og Vækstpagten er i et vist omfang et forsøg på at sikre, at de bliver det. Overholdelsen af 60 procentkravet (gældskriteriet) og tre procentskravet (underskudskriteriet) er imidlertid ikke støbt i beton i Stabilitets- og Vækstpagten. I tilfælde af en drastisk stigning i arbejdsløsheden kan Rådet af EU’s finans- og økonomiministre – kaldet EcoFin – vælge at acceptere en overtrædelse af kriterierne vedrørende de akkumulerede såvel som de årlige underskud. Men uden for kriseperioderne skal reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten overholdes. EcoFin kan gennem en rentefri deponering eller bøde sanktionere lande, der ikke overholder reglerne. På trods af de mange overtrædelser af Stabilitets- og Vækstpagten siden dens indførelse er der dog endnu ikke gennemført sanktioner i de tilfælde, hvor reglerne bliver overtrådt uanset, om det er sket under en økonomisk krise eller ej. Det synes at bekræfte de ØMU-kritiske ordoliberale om, at ØMU er for ’slap’ med hensyn til sanktionerne ved regelbrud.

EU's økonomiske vækst begynder allerede at stagnere i 2002, da ØMU bliver etableret. Stabilitets- og Vækstpagten bliver i den forbindelse kritiseret for at være alt for rigid, fordi flere medlemsstater hurtigt overskrider tre-procentsgrænsen for årlige underskud med hensyn til de offentlige udgifter. I slutningen af 2002 indleder Kommissionen en procedure over for Frankrig og Tyskland med henblik på potentielle sanktioner på grund af uforholdsmæssigt store offentlige underskud i de to lande. Det betyder imidlertid, at Tyskland – med støtte fra Frankrig – politisk går ind for at revidere Kommissionens (ordoliberale) henstillinger om sanktioner. Konflikten fører til dødvande i EcoFin, da der ender med ikke at være kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne for en tilslutning til Kommissionens forslag om at sanktionere Tyskland og Frankrig. I stedet annullerer et kvalificeret flertal i EcoFin de af Kommissionen foreslåede sanktioner med udgangspunkt i Stabilitets- og Vækstpagten. De ØMU-kritiske ordoliberales bange anelser om diskretionære fravigelser fra regelværket viser sig i dette tilfælde at holde stik.

Den Europæiske Centralbank (ECB) advarer mod denne de facto-suspension af Stabilitet- og Vækstpagten og pointerer, at suspensionen er imod ECB’s linje. På dette tidspunkt har Grækenland også allerede overtrådt Stabilitets- og Vækstpagten mange gange og har gjort det siden. Italien, Østrig og Belgien har også overtrådt Stabilitets- og Vækstpagten i de fleste af de år, der er gået siden euroens indførelse. Medlemsstaterne har undgået alle sanktioner, fordi der ikke har været kvalificeret flertal i EcoFin for at pålægge dem sanktioner i kølvandet på annulleringen af sanktionerne mod Tyskland og Frankrig. Problemet ser grundlæggende ud til at være, at når ØMU’s ordoliberale vigtigste ’markedspolitibetjent’ i form af Tyskland, som mere end nogen anden medlemsstat har promoveret Stabilitets- og Vækstpagten, ikke selv er villig til at overholde dens regler og får lov til at slippe, bliver det meget sværere at kræve en overholdelse af regelbryderne blandt de resterende medlemsstater i ØMU. På det praktiske politiske plan bliver de lovgivningsmæssige rammer derfor i stigende grad anset for at være for svage til at sikre den nødvendige harmonisering af de økonomiske politikker. Med hensyn til sanktioner bliver den regulatoriske ramme om ØMU også i stigende grad betragtet som for slap. De ØMU-kritiske ordoliberale ser ud til at få ret. I hvert fald på kort sigt.

Overtrædelserne af bestemmelserne bliver endnu værre under Eurozonekrisen i 2008 til cirka 2013, hvor bestemmelserne i Stabilitets- og Vækstpagten også i en periode er suspenderet. Ud af denne situation kommer der en opstramning af ØMU-konstruktionen. Som en effekt af Eurozonekrisen bliver samarbejdet om den økonomiske politik i EU og ØMU derfor styrket i de efterfølgende år. Det stærkere samarbejde indbefatter nogle omfattende EU-retsakter under navnene ’Six-Pack’ og ’Two-Pack’, som indebærer tættere overvågning af EU-landenes økonomier og automatiske sanktioner for overtrædelser af ØMU-reglerne. I den forbindelse beslutter man, at de nationale budgetter skal drøftes i EcoFin inden vedtagelsen i de nationale parlamenter – også kaldet Det Europæiske Semester.

Disse opstramninger af ØMU omfatter alle EU-medlemsstater, men kun fuldgyldige ØMU-medlemmer kan idømmes bøder ved en overtrædelse af reglerne, hvilket dog som nævnt ikke endnu er sket en eneste gang. Herudover bliver der på tysk foranledning i 2012 vedtaget en mellemstatslig aftale om den såkaldte Finanspagt, som yderligere binder medlemsstaterne til at overholde de ordoliberale krav om begrænsede offentlige underskud. De forskellige reformer er en videreudvikling og opstramning af de grundlæggende principper i Maastricht-traktatens ØMU-konstruktion som en økonomisk forfatning. Vigtige ikke-politiske aktører og eksperter er i denne forbindelse involveret, og de teknokratiske aspekter af opstramningerne af ØMU-’forfatningen’ bygger på en stærk tro på den økonomiske videnskabs kompetencer.

Som ’økonomisk forfatning’ bliver ØMU med ECB som styringsorgan som tidligere nævnt også oprettet for at holde en lav inflation. Lavinflationen er et vigtigt tiltrædelseskriterium og indgår i ECB's statutter. Statutten om lav inflation var et stærkt krav fra tyske beslutningstagere og afspejler statutten for den tyske Bundesbank, hvor den i sin tid bliver indført efter krav fra ordoliberalt inspirerede beslutningstagere. Det fremgår af ECB’s vedtægter, at ECB’s mål primært er at sikre prisstabilitet og en inflation på cirka to procent årligt, hvilket er udtryk for en ordoliberal anbefaling om pengepolitik, der falder sammen med monetarismen. En politisk uafhængig ECB svarer til ordoliberalismens principper for en autonom, ikke-politiseret og teknokratisk beslutningstagning angående den førte pengepolitik. Når inflationen stiger ud over de cirka to procent årligt, søger ECB at bekæmpe denne ved at forøge renten fastsat af centralbanken, hvilket generelt gør det dyrere at låne penge i EU’s Økonomiske og Monetære Union. Hermed lægges der en dæmper på den økonomiske aktivitet, som efterfølgende forventes at mindske inflationen. I praksis har ECB dog gjort undtagelser herfor i krisetider, hvor man i perioder har accepteret højere inflation. Det er f.eks. sket under covid-19 pandemien i 2020 til 2022.

Selv om centralbankuafhængigheden ikke er i strid med keynesianismens principper, har de fleste centralbanker i lande med en keynesiansk domineret økonomisk politik i praksis været under indflydelse af regeringernes topbeslutningstagere. De ofte forgæves forsøg på at forbedre ØMU med et langsigtet økonomisk perspektiv for øje med hensyn til at undgå gældsætning og store offentlige underskud svarer til ordoliberalismens generelle ambition om at lægge politikken stabilt og langsigtet til rette. Omvendt foretrækker keynesianere normalt det mere kortsigtede perspektiv. Årsagen til denne prioritering kom John Maynard Keynes selv med: ”I det lange løb er vi alle døde”.

Et hyppigt diskuteret emne i ØMU-medlemsstaterne drejer sig om indførelsen af euroobligationer og andre former for kollektiv hæftelse af medlemsstaternes gæld. Forslag herom er imidlertid altid blevet afvist af især Tyskland. De tyske beslutningstagere mener, at en indførelse af euroobligationer vil øge den økonomiske usikkerhed og mindske troværdigheden angående den pengepolitiske linje i ØMU. Dermed vil det også true med at underminere grundlaget for at føre regelbaseret politik i EU-området, fordi introduktionen af euroobligationer vil invitere flere potentielle problemer med moral hazard ind i ØMU. Det skyldes, at ansvaret for de gældsramte landes statsgæld ved en indførelse af euroobligationer også ville blive skubbet over på medlemsstater, som har ført en ansvarlig økonomisk politik uden stor statsgæld. En sådan situation ville være i strid med både Tysklands nationale interesser (fordi Forbundsrepublikken Tyskland som regel har lav statsgæld) og ordoliberalismens anbefalinger.

Man kan konkludere, at der er tegn på ordoliberal indflydelse på ØMU’s principper og institutionelle opbygning. Hvad angår praktisk politik, er tegnene imidlertid mindre tydelige på grund af talrige undtagelser som følge af kortsigtet politisk indflydelse fra medlemsstaternes regeringers side, som har undermineret den langsigtede ØMU-forfatning. Det understreger, at ØMU blot er en ’blød’ økonomisk forfatning og ikke en ’hård’ økonomisk forfatning, som den burde være ifølge de ordoliberale principper for økonomisk politik. Det er ovenikøbet den tyske regering, som oprindeligt har medvirket til udvandingen af de ordoliberale principper i ØMU. Manglende overholdelse af Stabilitets- og Vækstpagten er både sket, når der er en nogenlunde normal økonomisk situation, og når der er sket en fælles suspension på grund af Eurozonekrisen og covid-19 krisen. Især den manglende overholdelse af reglerne i normale økonomiske situationer er, hvad de ØMU-skeptiske ordoliberale frygtede ville ske. Samtidig har de ØMU-positive ’proeuropæiske’ ordoliberale også fået ret i, at et ØMU-medlemskab tilsyneladende generelt fører til en mere ansvarlig økonomisk politik i medlemsstaterne. Selv om der kan gå nogen tid, før ansvarligheden indtræffer, og selv om det sker efter flere kriser, som det er tilfældet med Grækenland.

Årsagen til, at der har været en ordoliberal påvirkning på ØMU-konstruktionen er ikke, at beslutningstagerne har læst de ordoliberale klassikere godt og grundigt. Påvirkningen er sket ved, at ideer spredes ud i samfundet på en måde, som kan være både svag og ubevidst. De har ofte en virkning som ’blød magt’. Det interessante er, om de politiske løsninger har ligheder med de ordoliberale principper eller ej. Det afgørende er ikke, om der er tale om et bevidst ordoliberalt påvirkningsforsøg på bestemte policy-områder.

Ifølge den tyske politiske teoretiker, Thomas Biebricher, afspejler ØMU alt i alt tre ordoliberale begreber. For det første har ØMU til opgave at etablere en ramme for en konkurrencepræget samfundsorden, hvilket er udtryk for det klassiske ordoliberale begreb om præstationskonkurrence. I ØMU gælder dette begreb både i forhold til private aktører og i forhold til medlemsstaterne. For det andet er ØMU også udtryk for en tilstræbt ’stærk stat’-tilgang i form af en tentativt politisk uafhængig ECB fri af nationale interesser og partikulære interessers rent-seeking. For det tredje er ØMU-konstruktionen udtryk for en stor tiltro til især den økonomiske videnskab og en kompetent teknokratisk elite i ECB. Den ordoliberale påvirkning af ØMU er imidlertid ikke ensbetydende med, at den reelt eksisterende ØMU er enhver ordoliberals virkeliggjorte drøm. Både de ØMU-positive og de ØMU-kritiske ordoliberale har en række kritikpunkter i forhold til måden, hvorpå ØMU fungerer. De sidste naturligvis flere end de første.

Reformerne af ØMU siden 2011 i kølvandet på Eurozonekrisen afspejler de tre ordoliberale begreber i form af en konkurrencepræget samfundsorden, en ’stærk stat’-tilgang og stor tro på ikke-politiseret, teknokratisk viden. I den ordoliberale grundfortolkning – både hos den ØMU-positive Angela Merkel og hos den mere ØMU-kritiske Wolfgang Schäuble – af Eurozonekrisen er det en række økonomisk-politisk udisciplinerede medlemsstater, som er ansvarlige for krisen. Løsningen består derfor i at etablere en stærkere institutionel ramme, som indebærer en styrkelse af den faktiske implementering af det konkurrencebaserede system og af medlemsstaternes ansvar for at leve op til reglerne for dette system uden, at der tages politisk-diskretionære hensyn.

På trods af, at EU’s supranationale intuitioner i form af Kommissionen og ECB ikke svarer til det ordoliberale begreb om en ’stærk stat’ i ordoliberal forstand, har de alligevel tendentielt tilsvarende funktioner. Det hænger bl.a. sammen med, at den makroøkonomiske styring angående medlemsstaternes offentlige underskud og pengepolitikken er isoleret fra de valgte regeringer. Det er en fordel i en situation, hvor de valgte regeringer per definition er kortsigtede, fordi deres primære mål er at vinde næste valg og ikke at promovere den langsigtede stabilitet og økonomiske vækst. På dette område har EU-institutionerne bedre muligheder, hvilket også i et principal-agent perspektiv er selve baggrunden for, at medlemsstaterne (principalen) har delegeret kompetencer til EU-institutionerne (agenten).

• Euro – den fælles møntfod
• ECB – Den Europæiske centralbank
• EMS – Det Europæiske Monetære System