Brattahlíð

Brattahlíð omtales i Sturlubók Landnámu (om bosætningen af Island) skrevet af Sturla Þórðson i midten af 1200-tallet. Sturla beretter kort, at Erik slog sig ned på Brattahlíð, og at hans søn Leif overtog gården efter ham. I Eiriks saga, der antages at være nedskrevet i begyndelsen af 1200-tallet og bevaret i afskrifter fra 1300-1400-tallet omtales, at Eriks hustru Tjodhilde opførte den første kirke i Grønland på gården. Initiativtageren til oprettelsen af det grønlandske bispedømme Sokki Þórisson boede på Brattahlíð i begyndelsen af 1100-tallet.

Brattahlíð er identificeret med ruinerne af de tørve- og stenopbyggede huse, der ligger spredt på den ca. 3 km lange og ca. 1 km brede Qassiarsuk moræneslette langs Tunulliarfiks vestside. I alt er der registreret mere end 60 norrøne anlæg på sletten fordelt på fire ruingrupper.

Sydligst lå en mindre gård, benævnt Sydgården ruingruppe Ø28, som omfatter omkring 13 anlæg, heriblandt et bolighus, fåre-, gede- og kreaturstalde samt hølader. Også de 15 anlæg, der er registreret som ruingruppe Ø28a, har udgjort en mindre gård. Denne blev formentlig anlagt som en af de første gårde på sletten og ser ud til kun at have være beboet i en kortere årrække. Området er stenet og vindomsust, og der er i dag kun svage spor efter bebyggelsen. Ruingruppen Ø29, Flodgården, består af 15 anlæg omfattende blandt andet et bolighus, stalde og lader. Gården var befolket frem til affolkningen i midten af 1400-tallet.

Afgrænset af en større elv mod nord ligger ruingruppen Ø29a, Nordgården. Her er der registreret 20 anlæg: flere bolighuse, økonomibygninger og to kirker. Den ældste kirke, der blev lokaliseret ved byggearbejder i 1961, ligger på en forhøjning lidt tilbagetrukket fra fjorden og et stykke fra det der i dag betragtes som det centrale ruinområde. Kirken er fra 1000-tallet og blev straks efter sin tilsynekomst navngivet Tjodhildes kirke fordi det i Eirik´s saga beskrives, hvordan Tjodhilde, Eriks kone, lod opføre en lille kirke efter at være omvendt til kristendommen af sønnen Leif. I følge teksten lod hun kirken opføre lidt væk fra gårdens bygninger for ikke at irritere Erik, som afviste at lade sig omvende. Omkring 1975 lokaliserede arkæologerne imidlertid et langhus, som sandsynligvis har været et bolighus, nær den lille kirke, og det kan ikke udelukkes, at gårdens ældste placering var på den markante forhøjning i landskabet, hvor "Tjodhildes" kirke er lokaliseret. Måske allerede i slutningen af 1000-tallet blev der opført en ny kirke til gården. Denne lå tættere ved kysten og havde romansk grundplan med et kirkeskib og et mindre kor. Samtidig opførtes formentlig de centrale bygninger bolighus, kostald og lade, som ses i terrænet i dag foran en stejl fjeldside, der kan have givet gården sit navn Brattahlíð. Den romanske kirke blev afløst en et-rums kirke omkring 1300. Gården og den seneste kirke var i funktion frem til affolkningen af nordbobygderne i midten af 1400-tallet.

Hvordan relationerne mellem de enkelte gårdsanlæg på Qassiarsuk sletten var, er uvist, og det er ligeledes uvist om gårdsnavnet Brattahlíð kun omfattede ruingruppe Ø29a eller mere. Udover ruingrupperne på sletten ved kysten er yderligere en ruingruppe Ø29b registreret i højlandet bag gårdene. Bygningerne her blev benyttet i sommerperioden, hvor dyr og mennesker blev sendt op til de højtliggende græsgange.

De første systematiske undersøgelser af nordboruinerne i Sydgrønland blev iværksat i begyndelsen af 1800-tallet af det da nyetablerede Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Ruinerne i Qassiarsuk blev beskrevet af den lokale præst i Qaqortoq Ove Kielsen, som besøgte Qassiarsuk i 1832. Ud over at beskrive synlige ruiner ved ruingrupperne Ø29 og Ø29a, foretog Kielsen også udgravninger i det, der skulle vise sig at være den seneste kirke på Ø29a. Kaptajn Daniel Bruun foretog arkæologiske undersøgelser i flere af ruinerne i forbindelse med sit besøg i 1894. De mest gennemgribende undersøgelser på Qassiarsuk sletten fandt sted i 1932 under ledelse af Poul Nørlund, Danmarks Nationalmuseums med den svenske arkæolog Mårten Stenberger som vigtig deltager. Nørlund og Stenberger udgravede bolighuse, stalde, lader og – ikke mindst – kirken i ruingrupperne Ø28a, Ø29 og Ø29a. Sidste store arkæologiske undersøgelser i Qassiarsuk fandt sted i perioden 1961-1964, hvor den lille "Tjodhildes" kirke blev arkæologisk undersøgt først under ledelse af Jørgen Meldgård og siden af Knud J. Krogh, begge Danmarks Nationalmuseum.

Brattahlíð og ruinerne i Qassiarsuk indgår i dag som delområde i det sydgrønlandske område Kujataa, der er udpeget som UNESCO Verdensarv. Nær ruinerne i ruingruppe Ø29a er der opført henholdsvis en lille kirke, som bygger på de arkæologiske udgravninger, og som man antager, den lille "Tjodhildes" kirke så ud omkring 1000, og et norrønt beboelseshus, som det så ud omkring år 1000. Forlægget for bolighuset er et 1000-tals hus, der blev udgravet ved "Gården under Sandet" i nordboernes Vesterbygd i 1991-1996.